lørdag den 31. august 2019

Analogik

Da jeg så, at Analogik kom på Dexter, var det en god lejlighed til at besigtige spillestedet efter den større ombygning, som havde betydet lukning i et halvt års tid. 

På billetten stod, at dørene åbnede kl. 19, så da klokken var det, bevægede jeg mig hjemmefra. Jeg behøvede jo ikke lige at være den første. Men det var jeg!

Jeg var den første koncertgæst på Musikhuset Dexter efter ombygningen!

"Du kommer i god tid. Koncerten starter først kl. 21."
"På billetten står da kl. 20."
"Jamen, opvarmningsbandet har meldt afbud. Det burde du da have fået at vide."
"Nå da, men det har jeg ikke. Så har jeg da god tid til at se på lokaliteterne."
... og her synes jeg så, at jeg godt kunne have fået en øl. 
Den manglende øl skulle ikke ødelægge min aften, så jeg købte en cocktail fra hanen. Cocktail plejer ikke lige at være mig, men i sommervarmen var den nu kærkommen med sit friske strejf af ingefær og lime. 

Jeg havde naturligvis placeret mig ved et bord midt forrest ved scenen. 
Ved siden af mig sad en ung familie: Far, mor, et par sønner på 10-12 år og en datter på omkring 8. Det er ikke hver dag man ser det. Jeg nød virkelig, at de var der, og da musikken gik på, var de bare med. Det var skønt at se, og jeg ville ønske, at man så mere af det. Børn kan godt opleve på de voksnes præmisser, når de bliver inddraget tidligt i opvæksten.


Jeg havde oplevet Analogik i 2012, hvor det sang for mine ører, og jeg bare havde været helt oppe at køre. I dag var "drengene" blevet voksne, det fanden-i-vold'ske var blevet noget poleret, og de gale indslag var lagt på hylden. Musikken var dog stadig god - for god til at blive spillet på P3.  

Det var slet ikke højt musik; det var pænt musik.


fredag den 16. august 2019

tv-2

Support: Folkeklubben

Der skulle hygges med kollegaerne. Med en lun sommeraften i landsbyen som kulisse og med tv-2 på scenen kunne det vist ikke blive bedre.

Folkeklubben var opvarmning. Uden at jeg havde påvirket stemning, var der et par, der uafhængigt af hinanden, kommenterede: Gode nok, men en anelse kedelige.
Jeg er altså ikke alene om den mening.

Tour-manageren har ved planlægning af en turneen overvejet grundigt, hvem der skal være support. Han spørger sig selv: Hvem kan matche tv-2 som Danmarks kedeligste orkester?

Folkeklubben er vist populære nok, som de er, så må det jo være godt nok. På en eller anden måde ville det også være ærgerligt, hvis de ændrede på stilen, for den fremstår som ærlig og oprigtig.

tv-2 er tv-2: Intet vildt nyt under solen og en tur på rutinen, så er den i skabet.

Søndagsavisen 5.-6. maj 2016
I min iver for oprydning i min bunke, fandt jeg en side fra Søndagsavisen 5.-6. maj 2016, hvor danskerne har kåret den bedste TV-2-sang. Den artikel har muligvis murret i mit baghoved, siden jeg 2. januar d.å. lavede mit blogindlæg med de bedste numre på hvert enkelt album.

Er en liste som denne sand? Kan man i grunden stole på statistikker?
Min liste er lige så sandhedsholdbar som denne i Søndagsavisen - min liste indeholder ikke sangene 8-11 og ikke er prioriteret.
Jeg kan selv vældig godt lide statistikker, og skønt jeg ihærdigt forsøger at undgå dem, så er de svære at undgå.



Den første usikkerhedsfaktor: Er undersøgelsen foretaget blandt avisens læsere?
Den 2.: Hvor mange har deltaget?
Den 3.: Er alle samfundslag er repræsenteret?
Den 4.: Hvorledes er den geografiske fordeling?
Den 5.: Har lige mange af hvert køn stemt?
Den 6.: Er spørgsmålene neutralt formuleret?
Den 7.: Hvor bekendt er du med øvrige svarmuligheder?
Den 8.: Hvilket medie er brugt ved afstemningen?
Den 9.: Hvad med sindsstemningen på afstemningstidspunktet?
....



Det griber om sig med usikkerheder. Da listen ved sammentælling giver 77 %, må det antages, at de sidste 33 % fordeler sig på sange med en popularitet på 1 % eller derunder.

Tænk, at jeg skal bruge en statistik over tv-2-sange for at se usikkerheden omkring tal og tallenes aflæsning.

Det lyder vist meget skolelæreragtigt, men vi skal vist alle ikke bare at tage tal for tal og sluge alting råt.

onsdag den 14. august 2019

Spansk Vinaften

En af mine kollegaer bor i Spanien om vinteren. Hun skulle ikke længes for meget hjem, mens sommerjobbet i Danmark stod på, så jeg fik den idé, at jeg ville lave en spansk vinaften for "holdet". Vi kunne blive 12, og vi blev 12. Det var noget af et projekt, jeg var gået i lag med, men jeg tror, at jeg kom godt i mål.

Playliste
Det er altid godt med musik, så jeg havde naturligvis lavet en playliste. Den første liste, jeg havde lavet, kasserede jeg, fordi den ganske enkelt ikke havde en fortælling. Den liste jeg endte ud i, var jeg ret tilfreds med, selv om nogle af numre ramte ved siden af min smag. Indholdet havde jeg udvalgt ud fra de 17 autonome distrikter, Spanien er opdelt i. Det blev til i alt 48 numre.

Jeg begynder listen med det klassiske. Det betyder lidt rod i rækkefølge til at begynde med og også lidt senere, men der skal være en nogenlunde lytbar sammenhæng:

Aragón – Aragonien
Manuel de Falla (1876-1946), komponist fra Andalusien: 4 Piezas Españolas: No. 1, Aragonesa

Asturias – Asturien
Et område i det nordligste, ud til Biscayen
Doors: Spanish Caravan - stykket med den spanske guitar er:
Albéniz: Suite Española, Op. 47, Asturias
Den danske guitarist og komponist, Mikkel Nordsø: Asturias, part 1 og 2 med Tine Rehling

Andalucía – Andalusien
Sydligst
Mikael Karp - jeg kunne ikke lade være med at tage denne tysker med påtagede spanske rytmer med på listen for det skønne omkvæd: Andalusia 
Easy Listening Spanish Guitar - det kan jeg li' - Tracey and Vance Marino: Viva Sevilla 
Politiko: Gloria Fuertes - Gloria Fuertes (1917-98) var en populær børnebogsforfatter fra Arcos de Frontera (ligesom de Falla)

Aragón – Aragonien
Vest for Barcelona
Brian Eno er altid værd at tage med, så han får en plads med Aragón
José Antonio Labordetta (1935-2010): Aragón. Ret autentisk. En af de vigtigste singer-songwritere
Emma Maleras Y Su Ballet Español med en Jota Aragonese, som en en af de hurtigste danse i Spanien

Islas Baleares – Balearerne
Øgruppen med Mallorca
To numre med hhv. Tigrala og Mark Batey

Cantabria – Kantabrien
I midten nord ud til Biscayen
Bustamante (gode danserytmer), Los Carabelas (gruppe dannet i Madrid 1956), Cantemos

Castilla y León
Kæmpeområde grænsende fra det nordøstlige Portugal
Tre traditionelle:
Coral Isidoriana: Viva León, Rondalla del Pueblo Español og Marco Aurélio Vasconcellos

Extremadura
Vestlig i midten mod Portugal
Alejandro Conde (moderne spansk guitar)
Esteban Murillo. Ham her med musikken gør det ud i flamenco - og tango; han bør ikke forveksles med barokmaleren (1617-82) født i Sevilla.

Galiza – Galicien
Nordvestligste Spanien
Musikken afspejler historien, der her har en del tilfælles med bl.a. Cornwall, Skotland, Irland og Wales.
Hugo Torreiro (sømand); Exvotos (sækkepibe) 

Islas Canarias - De Kanariske Øer
Øgruppe i Atlanten
Tre numre, hvoraf den sidste er en pasodoble: 
Los Gavilanas De Espana, The Spanish Caribe Hits, Juan Sanchez Gorio y Su Orquesta

Cataluña – Catalonien
Nordøstlig med Barcelona
Kaare Norge, klassisk dansk guitarist: Cataluña (D minoer, Op. 12)
Orfeó Catalá er et korsamfund fra Barcelona dannet i 1891. Man fornemmer noget pompøst eller en fodboldkamp.
The Alan Parsons Project: La Sagrada Familia fra albummet Gaudi. Jeg var vild med Alan Parsons i 80'erne. 

Madrid
Næsten i centrum
Her kommer fodboldsangen: Música De Madrid. På pladeomslaget er en fodbold, og der står: Himno del Madrid. Den lyder som underlægningsmusik til en stumfilm fra 20'erne. 
Og vi kan gå videre i samme tidsånd til en varieté med Bobby Capo (1920-1989)

Castilla-La Mancha
Kæmpeområde i midten
Et nummer med Moisés Cerezo Moreno og en Jota (dans) med Banda Regional.
Peter Sarstedt (1941-2017): Don Quixote. Figuren fra Miguel de Cervantes roman af samme navn fra 1605.
Ridderen af den bedrøvellige skikkelse har endvidere lagt navn til musicalen, Man of la Manca fra 1965; Stig Rossen af alle synge det berømteste nummer, The Impossible Dream.

Murcia
Sydligst af Levanten - landet mod øst
Niño de Murcia, Javier Solís (fra Mexico) og lækker bossa-sag fra Cool Vibes Jazz dækker denne del af Levanten

Navarra
Østligste område, der landegrænser til Frankrig
Alma Navarra og Los Chimberos (folkemusik)

País Vasco – Baskerlandet
Vestligst af områderne mod nord ved Biscayen
Eskorbuto, punkband fra Bilbao 1980 med A la mierda el Pais Vasco, der iflg. Google-oversæt betyder Fuck Baskerlandet!
Indarra - er det harmonikaen, der leder hen på sømandsmusik?
Rex Gildo! (1936-99) - tysk schlager: San Sebastian

La Rioja 
Mindre område oppe i midten
Rioja Joe: Et lille glas Rioja - go' dansk 80'er disco af bedste slags (fra 2015)
"Nu' det tid til at slappe ord'nligt af, med et lille glas Rioja"
"Ikke mere te og mokka, det har vi fået nok a'"
United Studio Orchestra - langt om længe noget trut i Rioja Tinto
Diego Monk med hyldest til Tempranillo

Valencia
Midterste område mod Middelhavet; det nordligste af Levanten
Placido Domingo kommer på listen med denne klassiker på trods af anklager om sexchikane.

Vin og mad
Efter playlisten måtte jeg til at tage stilling til det essentielle: Vinen - og maden.
Da jeg havde søgt og læst om spansk vin på nettet, faldt jeg over et godt tilbud på en såkaldt smagekasse. Jeg drog afsted til Holte Vinlager for der at købe en kasse assorterede vine + en Manzanilla.

Manzanilla'en købte jeg udelukkende for nysgerrighedens skyld. Det gik op for mig, at det var den, vi drak i sækkevis ved besøget i Andalusien for et par år siden.


Det kunne have været sjovt at servere Manzanilla'en for mindernes skyld. Denne type sherry havde jeg imidlertid besluttet at lade passere, fordi der skulle være plads til en PX.

Det er utroligt, så meget spændende og forskelligt vin, der er at vælge imellem, og beslutningen, om hvilke vine, jeg skulle servere, var svær. Jeg kiggede nærmere på druerne i flaskerne, som jeg havde fået hjem, og jeg kasserede nogle. Det vil sige, at de fravalgte røg i kælderen til en anden god gang.

Så skulle menuen laves. Også her måtte jeg udi svære beslutningerne. Det er virkelig en kunst at begrænse sig, når begejstringen først rigtig viser sig.

Efterhånden lå der en fornuftig plan på en ordentlig servering. Det betød godt nok en ekstra tur til vinhandleren, men så var det også, som det skulle være efter min formåen.

Aftenens forløb

Da alle var kommet - glade og forventningsfulde, og jeg selv spændt - kunne jeg sætte playlisten på pause, byde velkommen og samtidig præsentere aftenens program.

Husk vinen 
"Husk vinen" var en liste med fotos af de vine, vi skulle smage.
Hver enkelt kunne så lave notater, hvis de ønskede det.

Vinquiz
Quizzen fungerede som en kort intro til spansk vin.

Podcast - Blindsmagerne
En kort afspilning af en seance i Blindsmagerne, hvor der bliver smagt på Rioja, skulle illustrere, hvad en vinsmagning kan udvikle sig til. Smagningen i podcasten kører på alle tangenter, og der bliver fremhævet et utal af noter. Noget, der er dybt seriøst for nogle, lyder komplet fjollet for andre, fx at der er en smag af brændt toast i vinen.


Mousserende - Spanien, Cava DO
Conde de Caralt Brut
40% Macabeo, 30% Xaral-lo, 30% Parellada - 11,5 %
★★★★★★★★
Gazpacho








Hvidvin - Spanien, Galicien, Rias Baixas
Mar de Envero, Troupe – 2017
Albariño – 13 %
★★★★★★★
Blinis med laks og rødbedecreme
Bagte rødbeder med rygeostcreme






Rødvin - Spanien, Catalonien, Montsant
Celler Masroig, Rojalet – 2014
Carignan, Garnacha – 14,5 %
★★★★★★
Grydebrød
Chorizo m. Cornichon
Bresaola m. Oliventapanade
Bagte Dadler m. Gedeost












Rødvin - Spanien, Castilla y León, Toro
Bodegas Francisco Casas, Camparrón – Selección 2015
Tempranillo – 14 %
★★★★★★★★
Tarteletter m. Spinat og Champignon
Æg m. rørt blomme og ristet Kalkun





Rødvin Spanien, Murcia (Lavanten), Jumilla DOP
Ego Bodegas, Goru - 2014
Monastrell, Cabernet Sauvignon – 14,5 %
★★★★★★★★
Pitapizza
Kartoffelroser m. Bacon
Bagt Padronpeber










Hedvin, Sherry - Spanien, Andalusien, Jerez
Romate, Duquesa
Pedro Ximenez - 18 %
★★★★★★
Maltede kiks m. Manchego
Kiks m. Blåskimmelost
Tørrede frugter
70 % Chokolade
Marengs m. Skyr og Solbær

Aftenen nåede til ende.
Det havde været vældig hyggeligt, så hyggeligt, at det godt kunne gentages.



lørdag den 20. juli 2019

Wine Makers Dinner


En ung slovensk vinbonde sneg sig ind på sin fædrende gård og begyndte at lave naturvin. Han ville noget andet, end det de andre lavede. Han er rock'n'roll; hans vin er rock'n'roll.

I dag havde Peter Gönc, som han hedder, "sneget" sig ind på Restaurant Huks Fluks, Gråbrødretorv, med nogle flasker vin, og Anders, der er restaurantschef dér, havde sammensat en fin menu dertil.

Mærkelig nok var jeg generelt skuffet over vinene. De smagte rigtig godt, men næsten helt almindeligt.

Jeg havde nok forventet, at jeg skulle ud i store eksperimenter med mine smagsløg.








Da jeg fik naturvin for første gang for et par måneder siden, var jeg tæt på at kalde det en stor forskrækkelse. Jeg skulle vænne mig til at drikke det, før jeg kunne lide det. Fornemmelsen kan sammenlignes med, at du får et glas med væske. Du tror, det er porter, og så er det cola. Ingen af delene smager dårligt, men du bliver grimt overrasket.

Men sådan er det vel med naturvin. Wine is born to be wild. Du kan aldrig vide dig helt sikker.

Hvidvinen Under Pressure blev ledsaget af
sortfodsskinke med burrata (mozzarella med cremet midte).


Der er 136 prikker på etiketten.  Prikkerne symboliserer en liter i det særlige 136 l egefad, som kaldes gönc. - Peter Gönc.

Den røde prik var vist lige præcis denne flaske.



Peter var ikke hele tiden lige nem at forstå.


Roséen var lavet på Sivi Pinot, som er det samme som Pinot Gris.

Herefter fulgte en lækker Pinot Noir med kylling og grillet majs.



Til manchego'en fik vi
Harvest Moon.

Nu var jeg fyldt helt op til randen med både mad og drikke.







Vinsmagning og menu ved et fællesbord sammen med andre gæster er et godt koncept, som skaber en fin stemning.

Det var en fornøjelse at aflægge visit på Huks Fluks.
Lad det ske igen.




Intet er overladt til tilfældighederne
- bortset fra at det var tilfældigt, at jeg fik fat i denne prop
(Citat, David Bowie)

På Djengis Khans stepper

Jeg havde nogle timer, jeg skulle have til at gå, inden jeg skulle til Winemakers Dinner om aftenen. Faktisk havde jeg forestillet mig Storm P.-museet eller DAC - Dansk Arkitektur Center, men nu gik jeg lige forbi Prinsens Palæ, så hvorfor ikke kigge ind på Nationalmuseet?

Det var en pludselig indskydelse, men jeg hev noget frem fra "lageret" og fik lagt en god plan.

Jeg styrede mod Guldhornene.
Jeg havde for nyligt hørt en podcast fra Third Ear om Sonni, der stjal de gyldne horn i 2007. Det kunne være fint at få en fornemmelse af størrelsen.



De ægte horn var fra år 400.
De blev fundet ved Møgeltønder i 1639 og 1734
De ægte horn blev stjålet og smeltet om i 1802
Den første kopi blev lavet i 1860 og den anden 1978

Jeg skøjtede let hen over andre smukke oldtidsfund og kom gennem vikingetiden, hvor herskeren, krigeren og bonden er kropsliggjort i Jim Lyngvilds omdiskuterede dragter.

Derefter var det særudstillingen om normader og Djengis Khan.

Jeg må have været fraværende i den historietime, hvor undervisningen handlede om de mongolske herskere i 1200-tallet, hvis rige strakte sig fra Kina til Østeuropa. Alt var nyt gammelt og meget interessant.

Om normaderne fik jeg at se, hvorledes de indretter sig i geren (teltet) på den evige rejse med deres dyr.

Den interaktive del af udstillingen bestod i at pakke en kamel, så den var klar til at drage videre over stepperne. Tingene skulle placeres hensigtsmæssigt på dyret, og der skulle tages hensyn til vægt og rumfang, hvad der skulle bruges først, hurtigst osv. Min tålmodighed rakte ikke. Jeg gav op, men får jeg også nogensinde brug for at pakke en kamel?

Djegis Khan
Til slut (det kunne også have været en begyndelse) var det nærmest helt meditativt at sidde ved bålpladsen og få historien om Djengis Khan, som vel kunne betegnes som en folkehelt.

lørdag den 22. juni 2019

Portvinsaften

En trang til at drikke portvin tager sin begyndelse i februar og kulminerer denne pragtfulde aften i juni.

På en trist dag i vintermåneden er lyspunktet et besøg hos Lis. Snakken runder min snarlige afholdelse af en vinsmagning i "min" klub. Lis foreslår, at jeg skal holde en portvinsaften i privaten for veninder og veninders veninder. Beskeden som jeg er, afslår jeg prompte.
På hjemvejen flyver tankerne imidlertid, samtidig med jeg sindigt træder i pedalerne. Trods det kolde og klamme vejr lader jeg cyklen køre en omvej til portvinsbutikken. Dér får jeg en god snak med Henrik, og det ender med, at jeg kører derfra med både en filtreret og en ufiltreret LBV (Late Bottled Vintage) i cykelkurven.
Knapt har jeg fået overtøjet af, før flaskerne er proppet op, og planlægningen af en portvinsaften begynder.

Hvem skal med?
Lis kender Lin, som kender Mar-en, som kender Hel-en, som kender Mar-to, som kender Lon, som kender Hel-to, som kender mig. Ringen er sluttet; ingen kender alle, og alle kender mindst to. Det bliver en god gruppe.

Hvilke glas skal vi drikke af?
Jeg har selvfølgelig min mormors glas, men ...
Jeg køber nogle rigtige portvinsglas, som IVDP (Instituto dos Vinhos do Douro e Porto) anbefaler til smagning.
Glasset er designet, således at vinen kan slynges perfekt rundt og blive iltet. Det har en firkantet stilk med indhak til tommefingeren, således at man tager fat i glasset på samme måde hver gang og dermed drikker det samme sted.


Hvad skal vi drikke - og spise?
White Port - Port/tonic m. citron og mynte
Extra Dry White - Hokkaidosuppe m. græskarkerner og flûtes
Fine Rose - Blinis m. skaldyrssalat
Ruby - Ølpølser, tørret skinke og chorizo
LBV - Pebret flanksteak m. nye kartofler og flødeost
Tawny 10 - Tre oste m. portvinssyltede abrikoser og mandler
Colheita - Kanelæbler m. creme fraiche

Hvad skal vi snakke om?
Hvad er portvin? - Hedvin og Portvinsmetoden
Hvor kommer portvin fra? - Portvinens historie
Hvad er portvinshuse? - Især Royal Oporto (vi smager fire herfra)
Marker og druer
Hvilke portvinstyper findes?
Forskel på propper - og lagring
Iltning af vin (dekantering) og glassets design
Portvin til garden og andre historier
... og meget mere

Vejskilt i Edinburgh
Skotter er også involveret i portvin
Det blev en rigtig god aften, og hvis andre synes om idéen, gentager jeg den gerne.

I øvrigt havde nogle af gæsterne på forhånd givet udtryk for, at portvin ikke lige var deres favorit, men da de fik øjnene op for, at portvin er til andet end is og ris a la mande, måtte de indrømme, at det ikke var så dårligt endda.

torsdag den 30. maj 2019

Heartland Festival

Torsdag
Jeg havde aftalt med en sød bekendt, at vi skulle følges ad i toget til Kværndrup, og så derfra tage shuttlebussen til Egeskov. Vi var heldige med siddeplads i toget, men mindre heldige med bussen. Der var kæmpekø, og mange af folkene i køen havde soveudstyr med. Vi sprang bussen over og vandrede den lange vej på godt 3 km til Egeskov Slot. Ingen af os er fantastisk godt gående, men det gik.

Vejret var vådt; det småregnede, og det var en smule køligt. Det var kun begyndelsen, og efter en times tid på pladsen, blev det vist tørvejr. Solen kom ovenikøbet frem de andre dage.

Når vi kom til pladsen, skulle vi bare have noget at drikke eller spise. Vi ville indtage NOGET ved den første bod ved indgangen. Lykken stod os bi. En vinbar, hvor vi kunne sidde i tørvejr under teltdugen. Vi blev pænt modtaget af personalet i baren. Hvilken vin? Tja, bare noget vi kunne li'.
Den første (hvide) vin, vi fik smagsprøve på, var godt nok mærkelig. Ellers tak. Barmanden tog mit glas, fyldte det med vand for at skylle det - troede jeg. Jeg vendte bunden i vejret på glasset og hældte ud. "Nå, det kunne du ikke li'?" Ups! Det var lidt pinligt, men jeg fik fyldt på igen, og så lo vi lidt over det. Nej-nej-nej, den vin her var også mærkelig. "Er I klar over, at det er naturvin, I smager på?" Det var vi ikke! Jeg følte mig noget nær provinciel og gammel.
Jeg vidste, hvad naturvin var, men jeg havde ikke smagt det. Da jeg havde vænnet mig til smagen, og skruet ned for forventningen om at få et glas "almindelig" vin, blev det godt --- rigtigt godt. Jeg var blevet forskrækket over smagen og sammenlignede det med at få serveret sodavand, når det var juice, jeg havde bestilt.
Det var en god begyndelse på festivalen.

Musikken, som jeg fik:

Da vi var kommet igennem slusen og gik gennem parken for at komme til festivalpladsen, havde vi tonerne fra Peter Sommer & Tiggerne til at byde os velkommen.


Ganske kort så jeg Lewis Capaldi. Han er ikke nået ind til mig. Nu prøvede jeg igen, og det lykkedes ikke for ham. Jeg tror bare, at jeg skrinlægger ham og forsøger at rumme noget andet. Farveller!


John Grant har jeg lyttet til igennem et par år. Ikke intenst, men jeg nyder ham, og det gjorde jeg også her. Lækkert!


Laid Back (Tim Stahl og John Guldberg). De skulle da ses, selv om de langt fra har været omfattet af min smag. 40 års jubilæum! Hatten af, det er da imponerende.
Jeg har haft en lp med dem! Måske var Sunshine Reggae et af numrene. Jeg husker det ikke. Jeg fik den som velkomstgave, da jeg meldte mig ind i en pladeklub midt i 80'erne. 
Et par numre, så var jeg mæt. Tak!


The Good, The Bad & The Queen. Jeg kender ikke bandet, men Damon Albarn kan jeg ikke komme uden om, at han er en favorit både i Blur og i Gorillaz. God stil!

Fredag
Katinka var musikken, der sagde goddag til os, da vi kom til Egeskov.


Jeg var blevet anbefalet Connan Mockasin af min datter. Hun kender sin mors smag, og jeg så denne fremragende koncert sammen med hende og hendes venner. Specielt!


Elbow var bandet, der fik mig til Heartland.
Jeg var glad for, at min søn "selvfølgelig" ville se den koncert sammen med mig. Fedt!

Kort så jeg Kris Kristoffersen. Han var ikke på min ønskeliste, men så kom jeg lige forbi, og det var det oplagt, at jeg skulle kaste et blik på legenden. På forunderlig vis var der klister i græsset foran scenen. Godt var det ikke - hverken musik, stemme eller optræden, men jeg blev fanget af en eller anden form for magi en tre numres tid.

En anden pudsig oplevelse havde jeg med aftensmaden.
Jeg var stødt på min søde bekendte, og vi blev enige om at indtage føde sammen. Hun ville skaffe det spiselige, og jeg skulle gå efter drikkelsen.
I går forsøgte vi os jo med naturvinen. Hvad skulle jeg byde ind med i dag? Der var en bod, hvor der ikke var kø. Den nappede jeg. Der var blot den hage, at jeg kunne kun få drinks med ingredienser, som jeg umiddelbart ikke ville gå efter, men jeg købte uden pyller.
Og så kom maden! Åh nej, det var karrysuppe.
HK, hvor det smagte pragtfuldt. Vietnamesisk karrysuppe og dertil en drink af grøn te, kombucha og mousserende vin. Det var en fest. (Jeg tog samme menu dagen efter. Mig! som plejer at skal prøve nyt).

Tilbage til musikken:
Nogle, jeg havde mødt, ville se Tim Christensen. Jeg havde ingen andre planer, så ok med mig. Vi stod i kæmpekø for at blive lukke ind i et "cirkus"telt. Det var hyggeligt at stå sammen med dem i ½-1 time, inden vi blev lukket ind. Vi fik nogle fine siddepladser: Lidt i siden, men tæt på manegen. Tim C. gik på, men efter et par numre fik jeg myrekryb. Jeg kan ikke nyde ham. Jeg har nok forsøgt tre gange tidligere uden succes. Det var ikke sjovt at skulle forlade pladsen. Undskyld!

Som det sidste programpunkt inden busafgangen mod Odense var The Raconteurs med Jack White. Jack White er en fantastisk musiker, og jeg havde set frem til ham. Desværre måtte jeg også gå fra denne koncert. Jeg var nok træt og orkede ikke længere larmen. Ærgerligt!

Lørdag 


Kamasi Washington fascinerede mig som liveband, men hjemme mellem væggene hører han ikke rigtigt hjemme. Uanset jeg nød koncerten, ryger han nok i glemmebogen. Det var hyggeligt at møde dig!

Jeg tog en slapper i skyggen med en gin, men Hans Philip var i baggrunden.


Interpol er et band fra slut 90'erne. Jeg har vist aldrig været opmærksom på dem før tidligere på året, hvor jeg faldt for "The Rover". Jeg nøjes!

Punktum for min oplevelse på Heartland var Smashing Pumpkins. Jeg troede, at jeg kendte bandet, men det var totalt ukendt ud over navn. Underlig beklædning (katolsk præstedragt) med store bogstaver Ø og Z. Det eneste nummer jeg kendte var et cover af The Cure's Friday I'm In Love, og da var jeg ved at græde. Det var mishandling! Bortset fra den fejltagelse overværede jeg hele koncerten med fornøjelse. Joh, det var en fin koncert, men ikke noget jeg vil dyrke. Godnat!

Jeg kan håbe på god energi, gode ben og godt vejr til at tage samme oplevelse næste år.