En trang til at drikke portvin tager sin begyndelse i februar og kulminerer denne pragtfulde aften i juni.
På en trist dag i vintermåneden er lyspunktet et besøg hos Lis. Snakken runder min snarlige afholdelse af en vinsmagning i "min" klub. Lis foreslår, at jeg skal holde en portvinsaften i privaten for veninder og veninders veninder. Beskeden som jeg er, afslår jeg prompte.På hjemvejen flyver tankerne imidlertid, samtidig med jeg sindigt træder i pedalerne. Trods det kolde og klamme vejr lader jeg cyklen køre en omvej til portvinsbutikken. Dér får jeg en god snak med Henrik, og det ender med, at jeg kører derfra med både en filtreret og en ufiltreret LBV (Late Bottled Vintage) i cykelkurven.
Knapt har jeg fået overtøjet af, før flaskerne er proppet op, og planlægningen af en portvinsaften begynder.
Hvem skal med?
Lis kender Lin, som kender Mar-en, som kender Hel-en, som kender Mar-to, som kender Lon, som kender Hel-to, som kender mig. Ringen er sluttet; ingen kender alle, og alle kender mindst to. Det bliver en god gruppe.
Hvilke glas skal vi drikke af?
Jeg har selvfølgelig min mormors glas, men ...
Jeg køber nogle rigtige portvinsglas, som IVDP (Instituto dos Vinhos do Douro e Porto) anbefaler til smagning.
Glasset er designet, således at vinen kan slynges perfekt rundt og blive iltet. Det har en firkantet stilk med indhak til tommefingeren, således at man tager fat i glasset på samme måde hver gang og dermed drikker det samme sted.
Hvad skal vi drikke - og spise?
White Port - Port/tonic m. citron og mynte
Extra Dry White - Hokkaidosuppe m. græskarkerner og flûtes
Fine Rose - Blinis m. skaldyrssalat
Ruby - Ølpølser, tørret skinke og chorizo
LBV - Pebret flanksteak m. nye kartofler og flødeost
Tawny 10 - Tre oste m. portvinssyltede abrikoser og mandler
Colheita - Kanelæbler m. creme fraiche
Hvad skal vi snakke om?
Hvad er portvin? - Hedvin og Portvinsmetoden
Hvor kommer portvin fra? - Portvinens historie
Hvad er portvinshuse? - Især Royal Oporto (vi smager fire herfra)
Marker og druer
Hvilke portvinstyper findes?
Forskel på propper - og lagring
Iltning af vin (dekantering) og glassets design
Portvin til garden og andre historier
... og meget mere
Vejskilt i Edinburgh Skotter er også involveret i portvin |
I øvrigt havde nogle af gæsterne på forhånd givet udtryk for, at portvin ikke lige var deres favorit, men da de fik øjnene op for, at portvin er til andet end is og ris a la mande, måtte de indrømme, at det ikke var så dårligt endda.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar