Jeg havde aftalt med en sød bekendt, at vi skulle følges ad i toget til Kværndrup, og så derfra tage shuttlebussen til Egeskov. Vi var heldige med siddeplads i toget, men mindre heldige med bussen. Der var kæmpekø, og mange af folkene i køen havde soveudstyr med. Vi sprang bussen over og vandrede den lange vej på godt 3 km til Egeskov Slot. Ingen af os er fantastisk godt gående, men det gik.
Vejret var vådt; det småregnede, og det var en smule køligt. Det var kun begyndelsen, og efter en times tid på pladsen, blev det vist tørvejr. Solen kom ovenikøbet frem de andre dage.
Når vi kom til pladsen, skulle vi bare have noget at drikke eller spise. Vi ville indtage NOGET ved den første bod ved indgangen. Lykken stod os bi. En vinbar, hvor vi kunne sidde i tørvejr under teltdugen. Vi blev pænt modtaget af personalet i baren. Hvilken vin? Tja, bare noget vi kunne li'.
Den første (hvide) vin, vi fik smagsprøve på, var godt nok mærkelig. Ellers tak. Barmanden tog mit glas, fyldte det med vand for at skylle det - troede jeg. Jeg vendte bunden i vejret på glasset og hældte ud. "Nå, det kunne du ikke li'?" Ups! Det var lidt pinligt, men jeg fik fyldt på igen, og så lo vi lidt over det. Nej-nej-nej, den vin her var også mærkelig. "Er I klar over, at det er naturvin, I smager på?" Det var vi ikke! Jeg følte mig noget nær provinciel og gammel.
Jeg vidste, hvad naturvin var, men jeg havde ikke smagt det. Da jeg havde vænnet mig til smagen, og skruet ned for forventningen om at få et glas "almindelig" vin, blev det godt --- rigtigt godt. Jeg var blevet forskrækket over smagen og sammenlignede det med at få serveret sodavand, når det var juice, jeg havde bestilt.
Det var en god begyndelse på festivalen.
Musikken, som jeg fik:
Da vi var kommet igennem slusen og gik gennem parken for at komme til festivalpladsen, havde vi tonerne fra Peter Sommer & Tiggerne til at byde os velkommen.
Ganske kort så jeg Lewis Capaldi. Han er ikke nået ind til mig. Nu prøvede jeg igen, og det lykkedes ikke for ham. Jeg tror bare, at jeg skrinlægger ham og forsøger at rumme noget andet. Farveller!
John Grant har jeg lyttet til igennem et par år. Ikke intenst, men jeg nyder ham, og det gjorde jeg også her. Lækkert!
Laid Back (Tim Stahl og John Guldberg). De skulle da ses, selv om de langt fra har været omfattet af min smag. 40 års jubilæum! Hatten af, det er da imponerende.
Jeg har haft en lp med dem! Måske var Sunshine Reggae et af numrene. Jeg husker det ikke. Jeg fik den som velkomstgave, da jeg meldte mig ind i en pladeklub midt i 80'erne.
Et par numre, så var jeg mæt. Tak!
The Good, The Bad & The Queen. Jeg kender ikke bandet, men Damon Albarn kan jeg ikke komme uden om, at han er en favorit både i Blur og i Gorillaz. God stil!
Fredag
Katinka var musikken, der sagde goddag til os, da vi kom til Egeskov.
Jeg var blevet anbefalet Connan Mockasin af min datter. Hun kender sin mors smag, og jeg så denne fremragende koncert sammen med hende og hendes venner. Specielt!
Elbow var bandet, der fik mig til Heartland.
Jeg var glad for, at min søn "selvfølgelig" ville se den koncert sammen med mig. Fedt!
Kort så jeg Kris Kristoffersen. Han var ikke på min ønskeliste, men så kom jeg lige forbi, og det var det oplagt, at jeg skulle kaste et blik på legenden. På forunderlig vis var der klister i græsset foran scenen. Godt var det ikke - hverken musik, stemme eller optræden, men jeg blev fanget af en eller anden form for magi en tre numres tid.
En anden pudsig oplevelse havde jeg med aftensmaden.
Jeg var stødt på min søde bekendte, og vi blev enige om at indtage føde sammen. Hun ville skaffe det spiselige, og jeg skulle gå efter drikkelsen.
I går forsøgte vi os jo med naturvinen. Hvad skulle jeg byde ind med i dag? Der var en bod, hvor der ikke var kø. Den nappede jeg. Der var blot den hage, at jeg kunne kun få drinks med ingredienser, som jeg umiddelbart ikke ville gå efter, men jeg købte uden pyller.
Og så kom maden! Åh nej, det var karrysuppe.
HK, hvor det smagte pragtfuldt. Vietnamesisk karrysuppe og dertil en drink af grøn te, kombucha og mousserende vin. Det var en fest. (Jeg tog samme menu dagen efter. Mig! som plejer at skal prøve nyt).
Tilbage til musikken:
Nogle, jeg havde mødt, ville se Tim Christensen. Jeg havde ingen andre planer, så ok med mig. Vi stod i kæmpekø for at blive lukke ind i et "cirkus"telt. Det var hyggeligt at stå sammen med dem i ½-1 time, inden vi blev lukket ind. Vi fik nogle fine siddepladser: Lidt i siden, men tæt på manegen. Tim C. gik på, men efter et par numre fik jeg myrekryb. Jeg kan ikke nyde ham. Jeg har nok forsøgt tre gange tidligere uden succes. Det var ikke sjovt at skulle forlade pladsen. Undskyld!
Som det sidste programpunkt inden busafgangen mod Odense var The Raconteurs med Jack White. Jack White er en fantastisk musiker, og jeg havde set frem til ham. Desværre måtte jeg også gå fra denne koncert. Jeg var nok træt og orkede ikke længere larmen. Ærgerligt!
Lørdag
Kamasi Washington fascinerede mig som liveband, men hjemme mellem væggene hører han ikke rigtigt hjemme. Uanset jeg nød koncerten, ryger han nok i glemmebogen. Det var hyggeligt at møde dig!
Jeg tog en slapper i skyggen med en gin, men Hans Philip var i baggrunden.
Interpol er et band fra slut 90'erne. Jeg har vist aldrig været opmærksom på dem før tidligere på året, hvor jeg faldt for "The Rover". Jeg nøjes!
Punktum for min oplevelse på Heartland var Smashing Pumpkins. Jeg troede, at jeg kendte bandet, men det var totalt ukendt ud over navn. Underlig beklædning (katolsk præstedragt) med store bogstaver Ø og Z. Det eneste nummer jeg kendte var et cover af The Cure's Friday I'm In Love, og da var jeg ved at græde. Det var mishandling! Bortset fra den fejltagelse overværede jeg hele koncerten med fornøjelse. Joh, det var en fin koncert, men ikke noget jeg vil dyrke. Godnat!
Jeg kan håbe på god energi, gode ben og godt vejr til at tage samme oplevelse næste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar