mandag den 7. januar 2013

Shiatsu

Længe nok har jeg gået og været stiv og øm i min krop. En tilstand som jeg ikke er helt tilfreds med.


To gange ugentlig går jeg til taebo. Taebo, der er en mix af kampsport og boksning, kræver foruden kondition også muskler og smidighed. Desværre er det sådan, at jeg på det seneste ikke har kunnet slappe af i mine muskler bagefter, og det er lige før, at jeg ikke føler glæden ved bevægelsen og er på nippet til at finde på overspringshandlinger.


Jeg finder mit gamle massageapparat frem i håb om, at det kan lindre mine smerter. Men apparatet er både tungt og uhåndterligt og egentlig slet ikke behageligt i brug. Efter brug har kroppen det fint nok, men kun fint nok og stadig ikke helt i orden.
Væk med den.

Jeg forsøger med hvile og afspænding, men den totale afslapning når mig ikke. Jeg spænder ganske enkelt i alle muskelgrupper. Der skal andet til, men jeg tør ikke forsøge mig med kolde omslag, hvis det er de varme, der skal til, eller omvendt. Tænk, hvis tilstanden blev forværret.

Tænker tanker om massage. Uh, jeg forestiller mig, at det ville være dejligt, men der er nogle grænser, der skal forceres.

Da det nye år træder i kraft. Lægger jeg planer. Det er vel at mærke ikke nytårsforsætter, for sådanne er kun til for at brydes. I blandt disse planer er en tidsbestilling hos en massør.

Massør er ikke blot massør, så hvad skal jeg vælge?

Hjulpet på vej af et godt tilbud i min mailboks, vælger jeg shiatsu:
Er din energi forsvundet med nytårsglitteret og blevet overtaget af vintermånedernes mørke og tunge træthed? Så er 30 minutters shiatsu-massage og 30 minutters varmeterapi lige det, du skal bruge for at komme godt igennem månederne. Shiatsu er en effektiv behandlingsform, der arbejder med kroppens muskel-, led- og indre organ- og energisystem. Massagen kombineres med infrarød varmeterapi, der trænger dybt ned i din krops væv og muskulatur og får dig til at slappe af, renser kroppen for affaldsstoffer, lindrer smerter og sætter gang i forbrændingen



I dag har jeg besøgt George, som kan det der massage. Og jeg var imponeret over, hvad han kunne se og mærke og gøre.
Jeg fik den lille tur som smagsprøve, og det var ikke helt nok for mig. Der skal mere og flere tryk til. Jeg håber blot ikke, at en times behandling giver dobbelt så meget hovedpine bagefter.
- Jeg blev advaret mod hovedpinen og anbefalet at drikke rigeligt med vand.

Jeg glæder mig til besøg hos George igen.

2 kommentarer:

  1. Træls med din genstridige krop, Susanne. Jeg håber, at det virker med shiatsu. Det er ikke altid nemt at vide, hvad der kan hjælpe på ens større eller mindre skavanker. Jeg var selv til kiropraktor i går for første gang i mit liv. Jeg døjer nemlig ind i mellem med iskiassmerter i ryg og ben, og nu tog jeg mig sammen til at prøve at få bugt med det. Kiropraktoren gav mig to knæk i ryggen, og nu har jeg det som om jeg har gravet have i al for lang tid. Jeg håber, at ordsproget om, at det skal være skidt før det bliver godt, gælder her. Ellers skal jeg måske også prøve shiatsu :-)
    God bedring med dig og god fornøjelse med Georg.
    kh
    Ann-Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ann-Marit
      Hvad skulle vi gøre uden kroppen? Det er rigtig møgirriterende, når den ikke vil det, som vi vil. Desværre må vi nok sande, at det er alderen, der begynder at kunne mærkes, selv om vi har svært ved at indrømme det.
      Held og lykke med din kiropraktor.
      Kærlig hilsen

      Slet