Hope Springs

Instruktør: David Frankel
Skuespillere: Meryl Streep, Tommy Lee Jones, Steve Carell

Alting går sin vante gang for ægteparret Kay (Streep) og Arnold (Jones). Hver eneste morgen læser Arnold sin avis over morgenmaden, tager på arbejde, kommer hjem, ser sport på TV og tilbringer natten i sit eget soveværelse.
Kay, der er ansat i en dametøjsforretning, savner derfor noget nyt i deres 30-årige ægteskab. Arnold har ingen problemer med deres forhold, så det kommer som et chok, da Kay bestiller tid hos parterapeuten Dr. Benie Feld (Steve Carell). Hans praksis ligger i en idyllisk by i Maine, hvor Kay og Arnold rejser til for at komme de daglige rutiner til livs og genskabe den glød, der i sin tid fik dem til at forelske sig i hinanden.

Kino.dk

Der var ikke noget nyt under solen i denne film. Hvis man ved bare en lille smule om parterapi, kan man nikke genkendende til øvelserne her.
Jeg er ikke stor fan af Meryl Streep - tværtimod, men hun er sådan en, som er svær at undgå. Jeg tror aldrig, at jeg har set en film med hende, uden at hun græder, og det gjorde hun selvfølgelig også i denne film. Tommy Lee Jones er den person, der holder modet oppe på mig, så jeg ikke falder i søvn, hvilket jeg var ved nogle gange.

Long Lost Evil Sons of the Blues

Blues igen! Utroligt som blues er populært. Denne gang blev jeg fristet, fordi en masse af mine venner skulle til koncert med spisning. Vi skulle især se Poul folde sig ud med sin mundharpe - og det gjorde han. Det samme gjorde de andre gutter, og det var godt spillet, sunget, leget, pjattet ...
Og det var da lige til at komme i godt humør af her under vinterdepressionen tæt mod jul.

Ulrik Fromholt (sang og guitar)
Søren Bøje Larsen (guitar)
Poul Ewald (mundharpe)
Bo Gryholt (bas)
Rene Dam (trommer)

Daniel Lanois

Da jeg modtog Postens nyhedsmail om, at Daniel Lanois ville aflægge besøg, var jeg ikke i et øjeblik i tvivl om, at jeg måtte have billet. Det er ikke meget jeg kender til Lanois ud over hans album "Shine", og at han er noget ved musikken. Men han er et ikon, og det ville jeg ikke gå glip af i Odense.

Det første nummer, som han spillede, fik jeg ikke meget ud af, for mit fokus var et forkert sted: Bassistens tænder! Jeg troede, at det kun var min egen søn, der kunne have sådan et tandsæt. Det er meget specielt, og det er ikke rettet (hvorfor skal alt være så pænt, ensrettet og ucharmerende?).

Jeg kom dog tilbage til musikken. Lanois' sang med skift mellem fransk og engelsk gik lige ind, men også hans guitarspil kunne jeg kun falde i svime over. Normalt ville jeg synes, at lange guitarsoli er kedelige, men trommeslageren, der spillede eminent godt på sin egen stille facon, fik min følelse af rastløshed manet til jorden. Bassisten var ikke helt fremtrædende på scenen med instrumentet, til gengæld supplerede hans stemme fint Lanois'.

En fornemmelse af Neil Young strejfede mig under koncerten. Ved reseach viser det sig, at Lanois, der er om sig som producer, også har haft fingre i Young blandt mange andre, hvoraf kan nævnes U2, Peter Gabriel og Bob Dylan.

Jeg nød koncerten i stor stil, men jeg nåede aldrig så højt, at jeg ville kalde Lanois Gud, så jeg er vel nærmest på samme stadie som Simon Staun i Fyens Stiftstidende, der giver fem stjerner ud af seks.

Guitar og sang: Daniel Lanois
Trommer: Brian Blade
Bas og kor: Jim Wilson

De urørlige

Instruktører: Olivie Nakache, Eric Toledano
Skuespillere: Francois Cluzet, Omar Sy, Anne Le Ny

Philippe (Fracois Cluzet) er mangemillionær, bor i Paris' fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Driss (Omar Sy) er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto.
Da Philippe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss modvilligt jobbet og forventer at at få det kategoriske "nej", som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss' sarkasme og befriende mangel på medlidenhed.
De to oparbejder et usædvanligt venskab, som kommer til at udfordre deres respektive verdensbilleder.
Den franske feel good-komedie 'De urørlige' er baseret på en virkelig historie. ...

Kino.dk

Mine forventninger til filmen blev godt nok skruet højt op. Mens jeg stod i billetkøen, blev folk lukket ud fra en tidligere forestilling, og en af bemærkningerne, som jeg fangede var en mands, som meget højttalende sagde, at det var den bedste film, han nogensinde havde set. Måske er jeg svær at begejstre lige for øjeblikket, men jeg modererer mig i min udtalelse: Den var da meget god, sød og rørende.
Det, jeg noterer mig som væsentligt i filmen, er, at handicappede ikke vil behandles med medlidenhed - og at venskaber kan opstå på tværs af sociale skel.

Dem, vi ikke ser så tit

VinSmag - vinsmagning nr. 48
v/ Vinspecialisten, Nyborg (Martin Greve Jensen)

- der hoppede lige nogle
flasker med mig hjem

Husk nu, at hvidvin skal serveres ved 8-12 grader og rødvin ved 18-20 grader. Ja, ja, ja, det har jeg efterhånden helt styr på.
Hvad, jeg har knap så meget styr på, er, hvad en vin dufter og smager af. Det, jeg har noteret under de enkelte vine, er ikke noget jeg har fundet på! Det undrer mig hver gang, at en vin aldrig dufter og smager af druer, men af alt muligt andet. Jeg burde nok på et kursus for at lære at beskrive en vin, eller så skal jeg bare synes godt om det, jeg synes godt om, og så lade andre om ordene.

Aftenens menu:

Balthasar Ress, Schützenhaus 2011 (Rheingau, Tyskland)
Farve: Gylden, krystalklar.
Duft: Pære, blomster, citrus og mineraler.
Smag: Fast med god syre, der afbalancerer vinen.
10 ud af 10 stjerner **********

ARA Select Block, Pinot Noir 2010 (New Zealand)
Duft: Kirsebær, boisenbær, krydderier og cedertræ.
Smag: Tæt, friske bær og egetræ
6 stjerner ******

Domaine Costa Lazaridi, Oendea Red 2009 (Grækenland)
Farve: Dybrød.
Duft: Mint og solbær.
Smag: Kompleks og afrundet
-  Denne vin er et godt bud til julemaden, hvis det ikke skal være en god mørk belgisk øl.
8 stjerner ********

Quintas Martue, Dois Valles 2011 (Portugal)
Duft: Jordbær, brombær, kirsebær og blommer og egetræ.
Smag: tæt og fyldig, modne tanniner, der afbalanceres af medium syre.
-  At kunne skelne smagsnuancer nedsættes med alderen. Denne vin blev betegnet som en god pensionistvin.
8 stjerner ********

Fess Parker, Frontier Red Lot no. 112 (Californien)
Duft: Boisenbær, brombær, kirsebær, kanel og vanilje.
Smag: Fyldig og intens, blød eftersmag.
9 stjerner *********

Valentin Bianchi, Elsa Malbec 2012 (Argentina)
Duft: Blommer, vanilje og violer.
Smag: Blød og nuanceret, harmonisk eftersmag.
Chile hviler. Mest vin for pengene i Argentina.
9 stjerner *********

Buller, Fine Old Tokay (Australien)
Farve: Gyldenbrun med orange reflekser.
Duft: Karamel, malt og orangeskal.
Smag: Lang og blød.
-  Tænk, at jeg kunne få en vin, der var for sød.
6 stjerner ******

Peter Høeg: Elefantpassernes børn (2010)

(1957-)  Dansk forfatter

"Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.

Jeg tror det er rigtigt.

Men nogle gange er det et problem."

 

Der findes ikke problemer, kun udfordringer, hævder Tilte Finø. I så fald er det tårnhøje udfordringer, som hun og hendes brødre Peter og Hans står over for, da deres mor og far pludselig forsvinder. Forældrene har tidligere været i myndighedernes søgelys på grund af svindel med mirakler.
Med småkriminelle forældre som deres ville de fleste børn have følt en lettelse, da mor og far er væk. Men ikke de tre søskende.
På flugt fra politiet, om kap med tiden, gennem adelige, kriminelle og religiøse miljøer, søger børnene stædigt at finde ud af, hvad der er blevet af deres forældre.
Undervejs støder børnene på tilværelsens inderste spørgsmål. De møder storpolitiske forviklinger og uoverstigelige forhindringer. Men de kan overvindes med snarrådighed og troen på, at der er en dør ud i friheden, selv om alle veje synes lukkede.

Bogens omslag

Det er tit, jeg er ked at at skulle lægge en bog fra mig, når jeg passerer det sidste punktum, og det er sjældent, at jeg har lyst til at læse bogen med det samme igen. Denne lyst havde jeg med Elefantpassernes børn.
Nok var der noget, der gik hurtigt i romanen, men det var ikke, fordi jeg manglede dybde, eller at der var passager, jeg ikke forstod. Det var fantasiverdenen, der var helt utrolig og alligevel på en måde kunne-lade-sig-gørlig, der fascinerede mig, samtidig med det store persongalleri med de mest pudsige navne og hverv. Og så var bogen fantastisk og morsomt skrevet. Der var faktisk indtil flere gange, hvor jeg småsmilede højlydt i mit eget selskab.

Bogen spænder vidt, og jeg må citere:

... Klodens befolkning består af den tredjedel, der længes efter den, der har forladt dem, og den tredjedel, der længes efter en, de ikke har fundet endnu, og den sidste tredjedel, der har en, som de bare ikke sætter pris på, indtil hun forlader dem, og de pludselig befinder sig i gruppe 1.

- På grund af globaliseringen stiger trykket på de store verdensreligioner. De svarer igen med at fundamentalisere, og det er kraftedeme dem alle sammen, det vrimler med fundamentalistiske kristne, hinduer, buddhister, islamister, og hvad helvede de alle sammen hedder, der er kun ét bolværk mod syndfloden, og det er politiet og hæren.
Her var jeg meget tæt ved at spørge, om man ikke også skulle nævne foreningen Asathor ....

... Alle mine femten års livserfaring fortæller mig, at verden er indrettet sådan, at alle får en kæreste. Hvis ikke de sætter sig aktivt imod det. Så hvis du ikke har en kæreste og gerne vil have en, så skal du prøve at finde ud af, hvor inde i dig selv du sætter dig aktivt imod det.

Det er på en måde ligesom på fodboldbanen. Når forsvaret kommer imod dig, så bliver du nemt hypnotiseret. Og du ser på modstanderne, på forhindringerne. Du ser ikke på åbningen imellem dem, på mellemrummene.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet - måske noget med Indien - og slet ikke den eventyrlige form. Bogen kan varmt anbefales, hvis du vil underholdes og er til lidt sært og galt.

Søren Huss - support: Sofia Hedia



Jeg havde ikke de store forventninger til koncerten med Søren Huss, for jeg var der ikke på eget initiativ, men jeg er glad for, at størstedelen af koncerten gled let og elegant ind under huden på mig. Jeg er glad for det, fordi jeg synes, at Søren Huss er dygtig både som sanger og sangskriver. Det er der mange andre, der også er, uden at jeg nødvendigvis bryder mig om deres produkter.

Da koncerten tog fat - efter lidt problemer med et kabel eller var det en guitar? - var det med to-tre numre fra Huss' netop udkomne album Oppefra og Ned. Nærværende og tempofyldte med tekster, der godt nok har et snert af savn, men med en optimistik undertone af "lad os komme fremad". De næste fem numre, annoncerede Huss, ville være fra hans første soloplade Troen og Ingen. Jeg håbede, at han jokede, men det gjorde han ikke. Det er ikke musik for mig, det rammer mig ikke. Måske nok smukt, men kedeligt. Herefter tog nye numre heldigvis over igen, så jeg kunne forlade Posten med glæde.

Som opvarmning sang Sofia Hedia. Sød og naturlig kvinde med smuk stemme og tekster og musik, der fint supplerede Søren Huss.

Susanne Staun: Liebe (2000)

(1957-) dansk forfatter

Fanny Fiske involveres i efterforskningen af en række makabre mord i Bayern: Den vidtforgrenede Wechsel-familie decimeres af en morder, der tapper sine ofre for blod. Det er nu op til Fanny, der er adfærdspykolog med speciale i serieforbrydere, at tegne en profil af gerningsmanden. Det viser sig at være ikke helt ligetil ...

Bogens omslag

 

NU er det slut med at læse krimier. Det har jeg lovet mig selv mange gange, hvor jeg så alligevel bliver fristet. Fristelsen skete denne gang via en anmelder, som roste Stauns seneste roman. Sikkert helt berettiget ros, for jeg må lade hende, at hun skriver godt, spændende og klogt. Genren er jeg bare træt af, så NU er det slut ... et stykke tid.

Og jeg blev så træt af denne Fanny Fiske. Det hele er så forbandet korrekt og gennemtænkt hos hende. Som så mange andre ”detektiver” drikker Fanny for meget, og hun er en man-eater. Hun er lille og fin,  hun ser efter eget udsagn skide godt ud - pga. gentagne ansigtsløftninger og fedsugninger. Der er detaljerede beskrivelser af påklædningers farve og sammensætninger. Det jeg mest var ved at kaste op over, det var den konstante omtale af Kalveskindstasken. Irritation-irritation-irritation! Staun får det "desværre" flot flettet ind, og muligvis er jeg blot snobbet over ikke at være snobbet.

 

Marie Krøyer

Instruktør: Bille August
Skuespillere: Birgitte Hjort Sørensen, Søren Sætter-Lassen, Sverrir Gudnason, Tommy Kenter, Lene Maria Christensen

Skagensmalerne Marie og P.S. Krøyer lever et rigtig godt liv - han er populær som aldrig før, og Marie er blandt Danmarks mest feterede kvinder. Men under overfladen er livet alt andet end lykkeligt, og historien starter på det tidspunkt i deres ægteskab, hvor Krøyers sindssygdom tiltager. Marie er dybt frustreret og for at få lidt fred rejser
hun og datteren Vibeke til Sverige, hvor Marie møder den svenske komponist Hugo Alfvén. De indleder et forhold, og Marie forlader Krøyer og Vibeke for sin nye kærlighed og sit nye liv. Men hvad Marie ikke ved er, at netop denne beslutning bliver skæbesvanger, og Marie må snart indse at ønsket om at finde sig selv er en uopnåelig drøm.

Biograklubdanmark.dk

 

Det burde vel have været Marie Krøyer, der var i tankerne, da filmen var slut, men det var det ikke. Det var Søren eller P.S. Muligvis på grund af Søren Sætter-Lassens fremragende skuespil, som helt overskyggede hovedpersonens. Min sympati var heller ikke alene hos Marie, selv om det var hende, der nok havde det følelsesmæssigt sværest. Skildringen var en anelse kedelig og banal, og jeg spurgte mig selv: Hvad var formålet med filmen/historien?

Filmisk var der ikke noget at komme efter. Jeg kan her fremhæve de fine scener, hvori Krøyers malerier kunne genkendes, og de groteske scener, hvori datteren i Krøyers univers var en hund.

Jeg undrer mig over, at Krøyers kiste blev sænket i jorden (eller i vandet) på to forskellige måder først og sidst i filmen, og at jeg overhovedet ikke kan komme på, hvordan flash backet skete.

Hvis jeg nogensinde skal se filmen igen, skal det være for at få svar på denne undren.



Viva la vida

Så fik jeg prøvet det med. Billed- og musikgudstjeneste i Valgmenighedskirken sen søndag eftermiddag.

Jeg blev lokket, og min nysgerrighed gjorde, at jeg ikke sagde nej til invitationen. Det var en speciel konfirmandgudstjeneste, der skulle afholdes, og jeg blev meget imponeret over den ikke-højtidelige atmosfære, der herskede i kirken. Jeg blev budt velkommen af præsten, og det viste sig, at der var indtil flere bekendte blandt menigheden, som jeg fik en uformel sludder med i kirkesalen, inden gudstjenesten begyndte.


Programmet for gudstjenesten var som følger:

Præludium: Bolero af Maurice Ravel - fremført af Carsten (organisten) sammen med Carl Johan? begge på sax. Var det smukt at lægge ud med? Ja!

Velkomst v/ præsten, som introducerede os for dagens tema "viva la vida" - glæde og begejstring.
"Inger, kan du ikke lige sætte mikrofonen til?" blev der sagt højt fra rummet, da præsten havde været lidt glemsom.

Salme: Op, al den ting - nr. 15 i salmebogen - med orgel.
Vi sang stående, hvilket åbenbart var lidt usædvanligt.

Billeder og ord om begejstring v/ konfirmanderne. 12-15 unge mennesker gav hver deres version af glæde og begejstring i få ord illustreret med et billede på det hvide lærred.

Musik: Le petit Nègre af Claude Debussy - orgel og sax

Hvornår blev du sidst begejstret? Og over hvad?
Her skulle vi (30-50 kirkegængere) gå rundt i midtergangen mellem stolerækkerne og stille hinanden disse spørgsmål. Det kom virkelig bag på mig. Jeg ville jo blot være tilskuer. Men jeg fik ikke lov til at putte mig. Pludselig var jeg engageret og blev faktisk ret betaget af den venlige ... og egentlige naturlige stemning.

Sang: Mens jorden driver roligt rundt - nr. 124 i højskolesangbogen.
Den var svær og noget tam. Jeg kendte den ikke, og det var der vist også mange andre, der heller ikke gjorde.

Musik af Coldplay: Viva la Vida - på anlæg
Billede: Frida Kahlo



Salme: Du satte dig selv - nr. 260 i  salmebogen

Tekster fra bibelen v/ præsten

Fadervor og velsignelse v/ præsten

Sang: Der er så meget, der kan trykke - nr. 141 i højskolesangbogen

Postludium: Fly me to the moon af Bart Howard - 2 x sax

Det tog maks. 40 minutter at komme igennem programmet. Hurtigt og effektivt. Det kan have både sine fordele og sine ulemper.
Sangene var fx speedet en anelse for meget op, så jeg blev helt forpustet - og det er ikke dårlig kondition, jeg lider af.
Jeg ville have foretrukket, at der i det mindste havde været en lille bitte pause mellem punkterne, så de hver især kunne "sætte" sig.

Da jeg gik ind i kirken undrede det mig, at der ikke var noget alter. Men det var der. Det viste sig, at det var skjult bag forhænget/lærredet, hvorpå billederne blev vist, og det var først under bibelteksten, det helt ubemærket kom til syne.
Efterfølgende fortalte kirketjeneren mig, at kirken også bliver brugt til andre formål, bl.a. som mødelokale for højskoleforeningen, og så behøver man ikke at blive mindet om det egentlige formål med bygningen, når der er mulighed for afskærmning.

Da jeg forlod kirken sagde præsten farvel og på gensyn til mig. Hvorfor lige mig og ikke til min ledsager, som reelt kunne finde på at komme igen?

En oplevelse var det.

Den skaldede frisør

Instruktør: Susanne Bier
Skuespillere: Trine Dyrholm, Pierce Brosnan, Paprika Steen, Kim Bodnia

Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?

Scope.dk

Endnu en gang Trine Dyrholm - og jeg må krybe til korset:
Hun er god. Og det er Pierce Bronsnan også.

Filmens historie er så triviel, at du allerede efter de første minutter ved, hvordan den skal ende, så spændingen er blot, hvordan når vi dertil. Der bliver imidlertid ikke skruet op for spændingen, for replikkerne er tynde og indimellem lidt pinligt kedelige.

Det kan så være noget af en indrømmelse fra min side, når jeg fortæller, at omstændighederne og et par af replikkerne kunne være tyvstjålet fra mig og min hverdag. Den, der gik mest i hjertekulen, var den, hvor datteren siger til sin mor - Ida (Trine Dyrholm (mig)) "Hvorfor skal du altid være sjov på de forkerte tidspunkter?" Som mig så Ida. Det er en sandhed, der skal tages alvorligt.

Hvad filmen ikke har i ord, har den heldigvis i billeder.
Filmen kan altså nydes.

Cohen på dansk

Anders Dohn (guitar og sang) og Carl-Johan Rosenberg (kontrabas og kor) indtog scenen på Dexter en TemaTirsdag, hvor de fremførte nogle af Leonard Cohen's klassiske sange behændigt oversat til dansk af Anders Dohn, som desforuden krydrede koncerten med små anekdoter om sit forhold til Cohen.

Det, som jeg ikke vidste, var, at det er Anders Dohn sammen med Nikolaj Nørlund, der har lavet albummet "På danske læber" fra 2004 - et album, som jeg er meget glad for, og som jeg ofte hører.
En del af sangene fra det album blev denne aften genhørt med større eller mindre succes. Når jeg her skriver mindre succes, så er det, fordi fx Pergament Hotel i mine ører kun kan leveres af Nørlund himself og Alle Ved Besked kun af Claus Hempler. Det tjener ikke Dohn retfærdighed, men sådan er det.

Bjørn Wiinblad: Lyst og livsværk

En lidt trist søndag blev livet op på Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus med udstillingen "Bjørn Wiinblad - lyst og livsværk".

Det eventyrlige i Wiinblads formsprog fascinerer mig, samtidig med at der er noget nostalgisk over hans figurer. Minderne fra et besøg i en Bjørn Wiinblad-butik i København under et sommerferiebesøg, hvor jeg købte en rulle gavepapir, som jeg ikke kunne nænne at bruge, dukker op.

På Grimmerhus kunne jeg få et gensyn med ikke lige mit gavepapir, men noget der lignede, sammen med tegninger, skitser til scenografier, dukker, tekstiler, spisestel, vaser, krukker, figurer ...

Madsen, Møller & From

Denne aften lod jeg mig underholde af Madsen & Co. Tilbagelænet og hyggeligt.

Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From leverede en veloplagt koncert i Magasinet. Stilen var, som den er kendt gennem flere år, og jeg tror heller ikke, at vi på nogen måde skal forvente, at der bliver pillet ved den. Der ville nok også være en del fans, der på det kraftigste ville stritte imod.

Min bror, der er fan, genkendte desværre alt for meget af snakken og jokes'ne fra et show fra begyndelsen af 0'erne. Det meste var mere end forudsigeligt for ham. Anderledes var det tilfældet med mig. Jeg er kun tilskuer, jeg tror, at showet er lavet for min skyld, og det, der bliver sagt, er ren improvisation. Det er naivt, jeg ved det, for det er ren professionalisme, der vælter ud over scenekanten, og alt er indstuderet ned til den mindste detalje. Men når kunstnerne kan lade mig blive i min tro, må de gøre det godt, og det giver mig en god oplevelse.

Vi ses vel næste år - samme tid, samme sted?

Brian Overkær: Tænk selv - nu

Sidste og tredje foredrag i rækken på "aktiveringskurset". Endnu en sportsmand, der havde løsningen på et godt liv, men denne gang var fokus på indstillingen til sundhed og fødevarer. Jeg glædede mig til at høre, hvad han kunne diske op med, for et sådan foredrag havde jeg aldrig overværet.

"Du kommer ikke i mål, hvis det ikke er dit eget ønske"
var indledningsreplikken, og med den henledte Brian Overbæk opmærksomheden på, at ofte går folk på slankekure ikke så meget på deres eget indre initiativ, men fordi de er underlagt udtalelser i blandt andet medier, der konstant påpeger, at det er usundt at være tyk og fed.

... Og det er ikke sundhed, men økonomi, der styrer.

Vi skal først og fremmest lægge mærke efter, hvordan vi har det, når vi indtager forskellige fødevarer. Vi har ikke den samme "ild" i maven, så for nogen er det godt med frugt og grønt, mens andre har det bedst med kød.

Desuden skal vi så vidt muligt have søvn som urmennesket - altså mens det er mørkt. Den vigtigste søvn, er den vi får mellem kl. 22 og 2, og vi skal have 8 timer! For lidt søvn kan nemt medføre forkert mad.

Forkert mad medfører forkert afføring.
Hvis du vil vide mere om de forskellige typer lorte, kan jeg henvise til thinassveganbitch - en blogger, der har en fin oversigt.

Brian har en indstilling til fødevarer i stil med min: Søg økologi, brug det naturlige, kvalitet fremfor kvantitet, gerne dansk-fremstillet, alt med måde, vær ikke fanatisk. Og fordi Brian var så "klog" på disse områder, skal jeg til at bruge smør - også til at stege i.

Det bedste af det hele var, at Brian var helt og aldeles imod sødestoffer. Jeg har altid synes, at Cola Zero, Fun Light etc. er noget af det mest latterlige, der findes, så det var også vand på min mølle.

Apropos vand, husk at drikke det!

Tak, Brian.

n*grandjean - 2

I februar så jeg n*grandjean og var begejstret. Så begejstret, at jeg var villig til at overvære endnu en koncert så kort tid efter, for at dele ham/dem med en god veninde denne råkolde efterårsaften. Og vi fik, hvad vi kom efter.

En koncert med numre, der havde fået et nyt touch, og derfor ikke lød, som de gør på de tre studiealbums, som n*grandjean har udgivet. Koncerten var en form for ønske- og afskedskoncert, og den varede 2 timer uden pause. Atmosfæren var hyggelig og intim med afslappet snak og jokes imellem numrene.

Da det blev bekendtgjort, at Mikkel Lomborg skal giftes på lørdag, fløj en pige fra publikum op på scenen: "Når jeg ikke kan få dig, så får du den her". Den her var en halskæde med en mustache (næsten som Mikkels). Mikkel tog den om halsen, ... og den klædte ham.

Denne aften var Christian W. på bas/kor udskiftet med Søsser von Bülow. Hun var bestemt ingen dårlig erstatning, når det skulle være.

Peder Dahlgaard: Kroppen sladrer

- men så skal den også sige sandheden!

Peder Dahlgaard (skuespiller ved Odense Teater mm.) stod for nr. 2 i foredragsrækken på 3 for arbejdsløse i aktivering, som jeg kunne deltage i.

Peder indledte meget fint foredraget med sin guitar og en sang om det at være lærervikar - på melodien Mona af Søren Kragh Jacobsen. Og hvad skete der så? Peder var da meget underholdende, mens han var på, men egentlig synes jeg ikke, at der bliver noget særligt siddende bagefter. Måske fordi det ikke var ukendt for mig; måske fordi rammerne var forkerte.

Peder ridsede op, at størstedelen af vores kommunikation er kropssproget, dernæst lægges der vægt på tonaliteten, og som den mindste ting har ordene betydning.

Publikum - på ca. 100 stk. - blev inddraget ved, at vi skulle lege, at vi var til et cocktailparty. Først skulle vi agere ambassadør og derefter hjemløs. Det var en fin ilustration på, at alt følsomt sidder på forsiden af kroppen.
Ved et andet eksempel, hvor skulle vi give hånd, fremhævede Peder forskellige egenskaber og fortalte om roller.

Gå visionært frem - vis, hvad du vil!

Det var faktisk ret spændende, og jeg kunne have brugt hele dagen, men det var tiden jo ikke til. Og fordi tiden var begrænset, blev sidste "akt" noget juks og jap, som jeg helst havde undværet.

Verden er en scene, og vi er alle aktører.

Willian Shakespeare

Trude Marstein: Intet at fortryde (2009)

(1973-) norsk forfatter

Det er en varm juniaften og sommerferien står for døren. En mand tager i forvejen til sommerhuset i bil med de tre døtre, hans kone skal følge efter med toget næste dag. Hun har noget arbejde, der må gøres færdigt. Men det er ikke halvårsregnskabet, der holder Heidi tilbage i byen. Hun har planlagt en nat med sin hemmelige elsker.
Det ene døgn bliver til to. Kapitel for kapitel, næsten minut for minut krydsklippes mellem Heidi og hendes mand Vegard. På hvert deres sted, i to helt forskellige virkeligheder. Hun i byen med elskeren, på bar og restaurant og i hotelværelsets dobbeltseng. Han med børnene i sommerhuset.

Bogens omslag

Jeg har det sjældent godt med at begynde på en ny bog. Det kræver noget at skulle sætte sig ind i et nyt univers. Sproget og stilen skal jeg have styr på, og det samme gælder persongalleriet og rammerne, jo hurtigere det lykkes, jo bedre. At det er så bogstaveligt, at minut for minut bliver beskrevet, var ved at sætte min tålmodighed på prøve. Nu må der altså ske noget! Det gør der bare ikke - og dog. Det hele kommer langsomt glidende, som er det dit eget liv. Efter en del sider fangede jeg stilen og blev egentlig ret betaget.

Bogen handler ret beset om utroskab, men hvad er utroskab? Hvad er loyalitet? Over for hvem? Hvem kan man stole på? Hvem er den sympatiske? Hvem er ikke? Hvem har et dilemma? Hvori består det? Er der noget at fortryde? I givet fald hvad? Disse og flere spørgsmål dukker op undervejs og fordrer overvejelse.

Det er ingen decideret kvinderoman. Mænd vil også have godt af at læse den!

Lukas Graham

Aftenen bød på koncert med Lukas Graham i Odense Idrætshal.

Skøn blanding af soul, funk, hiphop og pop, som Lukas Graham selv betegner som ghettopop.

Jeg behøvede ikke at se på bandet. Jeg følte ingen speciel udstråling fra dets side, men de leverede varen, og musikken fungerede med god nerve og sjæl.

Genremæssigt kunne jeg ikke helt lade være med at kaste en tanke på den cd, jeg har stående med Daniel Merriweather (Love And War, 2009). Måske skal den have selskab af Lukas Graham.

Eivør

 

Eivør bliver nok aldrig en af mine store favoritter, selv om hun synger smukt. Der er alt for meget stemme ... med ekkooooooooooooo, så det lyder, som om hun i skovens dybe stille ro ikke vil høre andre end sig selv. Mine tanker for selvfølgelig rundt, og det strejfede mig, at jeg med min stemme måske ville kunne lyde i samme flotte stil, hvis blot teknikken fungerede: Dub-dub-dub.

Min diskussion, om det er de færøske eller de mere såkaldte rockede numre, der vinder hos Eivør, fortsætter jeg efter det sidste punktum. De færøske - som er ren volapyk - har føringen, men de kan indhentes af de rockede, hvis Eivør vil. I givet fald skal hun lade crescendoen gå planken ud og ikke lade den fade i skønsang på et alt for tidligt tidspunkt.

Koncerten var en helt særlig oplevelse for mig. Det var dejligt for en gangs skyld at blive opfordret til noget, som for mig var nyt, og som ikke var mit eget valg. Tak!

I øvrigt glæder det mig, at man i Aarup har formået at skabe et sted som Industrien, der netop var rammerne for aftenens koncert. En sal, der benyttes som biograf, og som kan anvendes til koncert, uden at den bærer præg af det oprindelige/egentlige formål, idet der foran scenen var et bart gulv, hvor der var opsat caféborde, der gjorde, at en afslappet og hyggelig stemning kunne brede sig.

Søren Holmgren: Jeg ser ingen begrænsninger - gør du?

I min aktiveringsperiode på fire uger hos Job & Netværk, Odense Kommune, er der mulighed for at komme til tre foredrag torsdag formiddag. Det første i rækken var med Søren Holmgren.

Søren Holmgren er blind, og med udgangspunkt i sit handicap underholder han meget motiverende om at se positivt på tilværelsen.

Igennem årene har jeg deltaget i så mange foredrag og seancer med succesfulde personligheder - gerne sportsfolk (Søren her er olympisk mester i goalball i 2000 + 04) -  at jeg er vanskelig at dupere.

Man kan altid lære noget om livsindstilling eller blot blive mindet om de gode intentioner, og Søren var god til at fortælle sjovt og interessant, men noget decideret nyt blev ikke åbenbaret. Jeg vil dog fremhæve enkelte punkter som gode huskere:

• Den positive indstilling: "Fokuser ikke på ikke".
• Den afslappede holdning blev eksemplificeret ved et Clint Eastwood-citat: "If she dies, she dies". 
• Hvad gør dig godt? Brug et dagligt scoreboard: Hvilke situationer/handlinger giver point på +-siden, og hvilke giver point på --siden?

Søren kom vidt omkring på de to timer, som foredraget varede, og han var blandt andet også inde på, at ens holdning og attitude skabes af det, man tænker og siger. Hele foredraget kan læses her, næsten ordret.

Det bemærkelsesværdige ved de spørgsmål, der blev stillet fra salen med nok 100 tilhørere, var, at de ikke handlede om "vores" situation som arbejdsløse, men om hvordan Søren som blind takler sin situation.

Jeppe på bjerget

Bearbejdelse og iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer
Scenografi: Birgitte Mellentin

Medvirkende: Jeppe: Anders Gjellerup Koch, Jakob Skomager: Peder Dahlgaard, Nille: Susan A. Olsen, Baron Nilus: Kurt Dreyer m.fl.

Anders Gjellerup Koch og Peder Dahlgaard
Foto: Emilia Therese

“Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”, udbryder Jeppe og kniber sig selv i armen, da han vågner i baronens seng og ikke i vejkanten, hvor han faldt i søvn. Da han er kommet sig over den første forskrækkelse, beslutter han sig for, at han må være kommet i paradis og kaster sig ud i rollen som tyrannisk herre. I begyndelsen er han en smule handlingslammet, men kommer hurtigt efter det og udsteder snart trusler og dødsdomme til højre og venstre.
Heldigvis for dem han tyranniserer, men desværre for Jeppe, varer hele herligheden kun én enkelt dag. Det er nemlig baronen og hans mænd, der har væddet om, hvordan sognets mest dovne bonde vil opføre sig med en barontitel i ryggen.
Da Jeppe vågner op på møddingen i sit gamle tøj, må han indse, at hvad der kommer let, går let.

odenseteater.dk

 

Det var et dejligt gensyn med Jeppe. Det er 20, 30 og 40 år siden, jeg sidst så Jeppe på Bjerget, og meget har forandret sig, eller så har det ikke.

 

For 40 år siden var jeg bange for Jeppes drikkeri og synes, det var synd for ham.

For 30 år siden havde jeg sympati for Nille.

For 20 år siden var det helt i orden, at baronen og hans mænd fik tørt på.

 

Som tiden går, og der ryger erfaring i rygsækken, har jeg fået mere almen forståelse bag mine fokuspunkter fra de forgangne år. Jeg har i hvert fald en mening om, hvorfor jeg fokuserede præcis på de enkelte scener på daværende tidspunkter. I dag så jeg det HELE, men alligevel lader jeg spørgsmålet være åbent, og så tænker jeg videre over "Hvorfor drikker Jeppe?"

 

Anders Gjellerup Kochs skuespil var eminent, og scenografien var flot i sin enkelthed.

 

Blot kunne jeg ikke se formålet med det bageste skilderhus ved Jeppes første besøg hos Jakob Skomager, andet end det så da meget godt ud. 

 



Skt. Petersborg, Rusland - program

Fjodor Dostojevskij (1821-1881)

9.-16. september 2012
Bustur med Gislev Rejser

Hvorfor Skt. Petersborg?
For et par år siden læste jeg Fjodor Dostojevskij: Idioten (1868). Romanen beskriver steder i Skt. Petersborg så malerisk, at det måtte jeg opleve selv.

Kl. 5 søndag morgen mødtes vores selskab på 50 personer, og der var afgang med bus fra Dannebrogsgade, Odense. Med overfart Helsingør/Helsingborg ankom vi til Stockholm kl. 17, hvorfra vi skulle videre med færge til Turku (Åbo), Finland kl. 19. Med uret sat en time frem havde vi igen fast grund under fødderne kl. 8 mandag morgen. Med endnu en time frem kører vi ind i Skt. Petersborg kl. 20 mandag aften.



Hotel Moskva
fra Tikhvin Kirkegård, Alexander Nevsky Kloster

Tilfældet var, at Hotel Moskva, hvorpå jeg skulle bo, var beliggende som genbo til den kirkegård, hvor Dostojevskij var stedt til hvile i 1881.



Del af rostral-søjle
Vasilyevskij-øen


Vi ville få 3½ dag i Skt. Petersborg, og den første gik med en byrundtur og sejltur om aftenen på Neva-floden.

Byen, der dækker 42 øer, blev grundlagt i 1703 af zar Peter den 1. (den Store). Byen var hovedstad 1712-1912 og har heddet Petrograd og Leningrad. Der er 4,1 mio. indbyggere.



Skt. Nikolaus-kirken

I Nikolaus-kirken var vi så heldige at overvære en gudstjeneste, hvor der var sang af 8 personer. I den russiske kirke bliver der ikke anvendt instrumenter, men kun stemmer. Hvor lød det smukt!






Blodkirken var imponerende såvel indvendig som udvendig. Helt anderledes byggestil end den vi er vant til. Enkelt og dog så overdådigt.



Mosaik ved mosaik
- kirken var helt overklistret

Opstandelseskirken
aka Blodkirken

Brosten med Alexander 2.'s blod








Sidste stop på byrundturen var ved Smolnyj-klostret, som var et smukt og velrestaureret bygningsværk.

Anden dag gik turen til Petershof, hvor vi skulle se Katharina den Stores sommerpalads og parken, som havde Versailles som forbillede. Der var rigeligt af springvand og guld. Vejret var pragtfuldt med en septembertemperatur på 24 grader C.




Aftenen var programeret til Svanesøen, men forinden fik vi "lov" til at tage metroen hjem, så vi kunne få et indtryk af de gamle flotte metrostationer.




På den tredje dag skulle Vinterpaladset besøges. Det var voldsomt imponerende, men efter et par timer havde jeg fået guld og storladenhed nok.

Det rum, som tiltalte mig mest, var et rum med røde vægge og måske 300 portrætter af generaler i Napoleonstiden malet af en kunstner.

Vinterpaladset
- hovedtrappe

Vinterpaladset

Alle tre dage havde vi fotograf på - det er ham, der har sneget sig ind i hjørnet. Da vores besøg i Skt. Petersborg var slut, kunne vi købe en dvd med os og seværdighederne.




Om aftenen var der arrangeret besøg på Nikolayevskiy Palace, Konnogvandeyskiy Bulevar med folkloreshow.

Panserkrydseren Aurora

Den fjerde dag skulle vil påbegynde hjemrejsen, men forinden turen gik vestpå så vi Peter-Paul-kirken og -fæstningen og panserkrydseren Aurora.

Farvel og tak for denne gang.
Skt. Petersborg var virkelig et besøg værd.

Flere fotos er at se på Skt. Petersborg, Rusland - indtryk.

Skt. Petersborg, Rusland - indtryk

Tikhvin Kirkegård

Affaldsspand

Første metrostation

En eller anden stor

Finske Bugt
Sommerpaladset

Peter-Paul-fæstningen

Fængselcelle - Peter-Paul

Fængselcelle - Peter-Paul



Ved Aurora

Petershof

Parkeringsplads på vej mod Petersborg

Khersonskaya Ulitsa

Sinopskaya Naberezhnaya




Gitter til Mikhaylovskiy-haven
ved Opstandelseskirken



Imponerende nedløbsrør

Se evt. Skt. Petersborg, Rusland - program