Da jeg modtog Postens nyhedsmail om, at Daniel Lanois ville aflægge besøg, var jeg ikke i et øjeblik i tvivl om, at jeg måtte have billet. Det er ikke meget jeg kender til Lanois ud over hans album "Shine", og at han er noget ved musikken. Men han er et ikon, og det ville jeg ikke gå glip af i Odense.
Det første nummer, som han spillede, fik jeg ikke meget ud af, for mit fokus var et forkert sted: Bassistens tænder! Jeg troede, at det kun var min egen søn, der kunne have sådan et tandsæt. Det er meget specielt, og det er ikke rettet (hvorfor skal alt være så pænt, ensrettet og ucharmerende?).
Jeg kom dog tilbage til musikken. Lanois' sang med skift mellem fransk og engelsk gik lige ind, men også hans guitarspil kunne jeg kun falde i svime over. Normalt ville jeg synes, at lange guitarsoli er kedelige, men trommeslageren, der spillede eminent godt på sin egen stille facon, fik min følelse af rastløshed manet til jorden. Bassisten var ikke helt fremtrædende på scenen med instrumentet, til gengæld supplerede hans stemme fint Lanois'.
En fornemmelse af Neil Young strejfede mig under koncerten. Ved reseach viser det sig, at Lanois, der er om sig som producer, også har haft fingre i Young blandt mange andre, hvoraf kan nævnes U2, Peter Gabriel og Bob Dylan.
Jeg nød koncerten i stor stil, men jeg nåede aldrig så højt, at jeg ville kalde Lanois Gud, så jeg er vel nærmest på samme stadie som Simon Staun i Fyens Stiftstidende, der giver fem stjerner ud af seks.
Guitar og sang: Daniel Lanois
Trommer: Brian Blade
Bas og kor: Jim Wilson
Ingen kommentarer:
Send en kommentar