Marie Krøyer

Instruktør: Bille August
Skuespillere: Birgitte Hjort Sørensen, Søren Sætter-Lassen, Sverrir Gudnason, Tommy Kenter, Lene Maria Christensen

Skagensmalerne Marie og P.S. Krøyer lever et rigtig godt liv - han er populær som aldrig før, og Marie er blandt Danmarks mest feterede kvinder. Men under overfladen er livet alt andet end lykkeligt, og historien starter på det tidspunkt i deres ægteskab, hvor Krøyers sindssygdom tiltager. Marie er dybt frustreret og for at få lidt fred rejser
hun og datteren Vibeke til Sverige, hvor Marie møder den svenske komponist Hugo Alfvén. De indleder et forhold, og Marie forlader Krøyer og Vibeke for sin nye kærlighed og sit nye liv. Men hvad Marie ikke ved er, at netop denne beslutning bliver skæbesvanger, og Marie må snart indse at ønsket om at finde sig selv er en uopnåelig drøm.

Biograklubdanmark.dk

 

Det burde vel have været Marie Krøyer, der var i tankerne, da filmen var slut, men det var det ikke. Det var Søren eller P.S. Muligvis på grund af Søren Sætter-Lassens fremragende skuespil, som helt overskyggede hovedpersonens. Min sympati var heller ikke alene hos Marie, selv om det var hende, der nok havde det følelsesmæssigt sværest. Skildringen var en anelse kedelig og banal, og jeg spurgte mig selv: Hvad var formålet med filmen/historien?

Filmisk var der ikke noget at komme efter. Jeg kan her fremhæve de fine scener, hvori Krøyers malerier kunne genkendes, og de groteske scener, hvori datteren i Krøyers univers var en hund.

Jeg undrer mig over, at Krøyers kiste blev sænket i jorden (eller i vandet) på to forskellige måder først og sidst i filmen, og at jeg overhovedet ikke kan komme på, hvordan flash backet skete.

Hvis jeg nogensinde skal se filmen igen, skal det være for at få svar på denne undren.