Jeg kan godt lide at se udstillingen, men i stor grad også udstillingens gæster. Desværre var det sent på dagen, vi var der i år, så de "sjove" gæster var der ikke.
Jeg har tidligere oplevet, at et barn på 5-6 år er på besøg med sine forældre. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvor lang tid deres besøg har varet, men man kan se trætheden i forældrenes ansigt og begejstringen i barnets. Og så begynder de gamle: Skal vi ikke snart hjem? Har du ikke fået nok nu? Er du ikke ved at være sulten? .... Det er den omvendte verden, og forældrene er ikke synligt bevidste om det. De skal agere den gode pædagogiske voksne, men er åbenlyst kun i stand til det i en begrænset periode.
Selvfølgelig har jeg også oplevet de forældre, der virkelig går ind i sagen med samme entusiasme som barnet. Nogle bliver temmelig kejtede, men det er dog trods alt et forsøg, og de er der klart på barnets præmisser.
Gad vide, hvordan jeg selv var, da min datter var lille?
I modsætning til mig kan hun stort set huske udstillingerne, der har været der de enkelte år, og det er endda fra hun var helt lille. Så hun må jo også kunne huske, hvordan jeg var. Mit eget billede er, at jeg var den skægge mor, der også skulle prøve tingene af, og som blev totalt barnlig. Min tålmodighed var stor, men det var nok mig, der sagde stop.
Sidste år var der i øvrigt en lille knægt, der spurgte mig, om jeg ikke havde mit barn med. Da jeg udpegede min datter for ham, så han skuffet ud og sagde, "Jamen, hun er da voksen". "Voksne kan også lide at lege". Knægten måbede, "Kan de?" og smuttede så; måske blev han bange.
Men det er en fornøjelse at følges med min datter, og selv om hun nu er blevet voksen, holder hun sig ikke tilbage med at prøve tingene af. I dag skulle hun da lige prøve at klatre op på et par kvæg og lytte til snorkelyde, selv om det var lidt svært med kjole på. Og heldigvis var det var ikke alle kvægene, der skulle prøve af, for at finde den bedste.
