De tre musketerer

Nogle ting vækker anmeldernes og folk i almindelighed's begejstring, men ikke min. I et forsøg på at bygge bro og måske få en lille forståelse for, hvad der adskiller "deres" og min smag, prøver jeg mig gerne frem. Jeg vil helst ikke stemples som fordomsfuld og konservativ, så jeg har denne aften kastet mig i lag med en musical. Jeg har et anstrengt forhold til musicals, men underligt nok elsker jeg både danseteater og teaterkoncerter.

Parallelt med at jeg skulle trækkes med en musical, var jeg også indlagt til '80-perioden, som har det grimmeste tøj og den mest hæslige musik.

De tre musketerer

Af Alexander Mørk-Eidem efter Alexandre Dumas

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Medvirkende: Rasmus Fruergaard (D'Artagnan), Mikkel Bay Mortensen (Athos), Kim Leprévost (Porthos), Claus Riis Østergaard (Aramis) m.fl.

Der er da ikke noget skønt ved disse gutter

Den klassiske fortælling om heltemod og dødelig kærlighed tilsat nogle af 1980'erne og 1990'ernes største hits - og masser af selvironi.

Et sted i provinsen drømmer den unge d'Artagnan om at blive kendt. Med guitaren på ryggen forlader han fødebyen og tager til Paris for at gøre drømmen til virkelighed. Her hvirvles han ind i en musikalsk duel mellem den franske konges tre trofaste musketeter og den magtsyge kardinal Richelieus gardister. Ingen regner den unge, nytilkomne for noget. Men da kongens musketerer står for at tabe, træder d'Artagnan ind på scenen. Alle måber. Hvem er den ukendte musketér?

odenseteater.dk

Nu var det ikke rent pinsel for mig at se forestillingen. 

Midt i første akt vågnede jeg op, ved at Lars Simonsen i skikkelse af Kardinal Richelieu på fremragende vis gav Peter Gabriel's Sledge Hammer. Jeg var slet ikke klar over, at det var kendte numre, der blev spillet, men efter det nummer fulgte der faktisk flere, jeg kunne nikke genkendende til.

Anders Gjellerup Koch (De Treville/d'Artagnans far) og Klaus T. Søndergaard (Rochefort) er to skuespillere, som jeg altid nyder at se på scenen. Søndergaard er måske sat lidt i bås, men han gør det altid godt.

Jon Lange (Ludvig XIII) og Anne Vester Høyer (Mylady), som for mig er ukendte, kunne absolut være deres håndværk bekendt.

En del af "fyldet"/statister/dansere/kor var fra Fredericia Teater aka. Det Danske Musicalakademi, og da jeg vidste, at en af mine bekendtes søn var med, havde jeg naturligvis fokus på ham. Alle var dygtige, og der var ingen, der skilte sig ud som irriterende dominerende, som det ellers tit er tilfældet.

Da musikerne kom frem i lyset under klapsalverne, var der en bekendt. Hjernen måtte i sving, men heldigvis ikke på overarbejde. Det var Bo Gryholt (el- og synthbas), som også spiller med i Evil Sons of the Blues.

Flot forestilling ... men ikke noget jeg vil savne, hvis det ikke fandtes.