Når jeg har nævnt for venner og bekendte, at jeg ikke synes, at Kashmir er et godt live-band, har jeg fået læst og påskrevet, at min opfattelse er totalt forkert. Da jeg virkelig holder af at høre Kashmir hjemme i stuen, har jeg prøvet til i mange år og mange gange også at kunne lide dem på scenen, men først nu lykkedes det.
I begyndelsen at koncerten havde jeg fået mig placeret i den bagerste del af salen. Jeg måtte meget hurtigt fortrække derfra, for der er noget ved Kashmir's lyd, der får det til at synge i mine ører. Det er lige gyldigt, om jeg hører Kashmir i stuen, til friluftskoncert eller på Posten. Og faktisk er det lige meget, om volumen er høj eller lav. Men i den lavloftede del af salen bliver mislyden klart forstærket. Jeg bevægede mig derfor gennem den fyldte sal, indtil jeg med sved på panden mødte de skønne mennesker, der stod til højre for mixeren.Vi fik en pæn blanding af mange fantastisk gode numre - også det på E.A.R., Milk for the Black Hearted, som er så smukt. Jeg havde slet ikke turde håbe på, at det var at finde på sætlisten. Desværre er nummeret åbenbart så intenst, at folk præcis på dette tidspunkt vælger at tabe koncentrationen for koncerten og få sig en lille sludder.
Alt i alt kunne koncerten betegnes som perfekt. Og her gik det op for mig, at det er det, der er årsagen til, at jeg ikke var begejstret for Kashmir som liveband. Der er ikke store afvigelser fra det kendte, der er ikke meget træden ved siden af, og der er slet ikke plads til pjat. Måske var der kun et enkelt nummer i det ordinære sæt, der fik lidt ekstra guitar, og ellers var det først under ekstranumrene blev der skejet ud.
I erkendelse af at Kashmir er Kashmir, og forventninger kun er til for at skuffe, får jeg langt om længe en god koncertoplevelse med Kashmir.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar