torsdag den 13. marts 2014

Big Fat Snake




Den fede slange, som jeg engang elskede, er forsvundet. Big Fat Snake stod godt nok lige dér på scenen med en næsten fuld sal på Magasinet, men al nerve og charme var skrinlagt.
De spillede pænt og nydeligt. Desværre var det som om, at der gik for meget maskine i koncerten, og det blev til en gang afliring det af, som de kan.
Inden jeg af kedsomhed forlod koncerten - efter første sæt - nåede jeg at høre nogle gode gamle kendinge, som Otis Redding's Sitting on the Dock of the Bay og Ry Cooder's Little Sister.

I begyndelsen af 1990'erne var jeg til mange gode Big Fat Snake-koncerter, hvor der blev spillet igennem, og jeg mindes især min første koncert, som i øvrigt også var på Magasinet. Jeg stod på forreste række. Ikke kun jeg, men alle kampsvedte, fordi vi dansede, sang med og hoppede af begejstring. Min brystmuskulatur var øm flere dage efter, fordi jeg havde haft armene hævet lidt for højt lidt for længe. Det var sjovt. I dag kunne jeg ikke forestille mig et svedigt publikum. De vippede højst lidt med foden og hævede kun armene, når der blev opfordret til det.

Big Fat Snake interesserer mig ikke længere, og de får næppe flere chancer hos mig. Og så kan jeg kun glæde mig over at have givet min cd-samling til en, som sætter pris på slangen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar