Sebastian Lind

Foto: PR-foto

Sebastian Lind !?!?! Skulle være en opcomming star.
Jeg fik lejlighed til at overvære en koncert, fordi en af mine facebook-venner havde en ekstra billet, som hun udbød til den første den bedste, der meldte sig. Jeg var hurtig, og det blev mig, der havde fornøjelsen af at være den heldige følgesvend.
Efter første nummer råbte Sebastian ud: "Er der nogle fra Skt. Knuds?" Så blev der hujet. "Er der også nogle fra Mulernes?" Og så blev der hujet igen. Ren fest for gymnasieelever. (Jeg undlod at huje med).
Det er 35 år siden jeg havde skolegangen på Mulernes Legatskole. Havde jeg hujet, havde nogle lagt mærke til mig, og ville disse forsøge at finde mig på klassebillederne, der er ophængt i skolens gange, ville de lede forgæves, for min klasse - 3.c. årgang 1976 - var en klasse, der var på tværs af traditioner og borgerlighed, hvorfor vi nægtede at lade os fotografere.
Jeg mødte et par af min søns gode kammerater. De er så dejligt søde, og det er skønt, at de gider at snakke med mig, som bare er en mor - især på sådan et offentligt sted. Hvordan var det med mig selv i den alder? Nogle forældre og gamle hilste jeg kun på af pligt eller af høflighed. De, jeg talte med, havde jeg respekt for på den gode måde, og jeg var måske glad for - og måske oven i købet stolt af - at kende lige netop dem. Jeg vælger at tro, at sådan er det nok stadig fat blandt ungdommen.
Koncerten? Meget ung mand med en genert attitude. Stort potentiale inden for en musikgenre, der falder helt i min smag. Intimt , tilbagelænet og melankolsk rock. Jeg fik associationer til N'Grandjean både hvad angår udseende, bevægelse og musik. Dejligt, at arvtageren er fundet.

Elizabeth Gilbert: Spis, bed, elsk (2006)

Amerikansk forfatter (1969)

Spis, bed, elsk er historien om forfatteren Elisabeth Gilbert, der - efter sin skilsmisse - beslutter sig for at skille sig af med alle sine ejendele og tage ud i verden for at opdage sine sande mål og drømme i livet.
Forfatterens mål var at udforske tre sider af sig selv: Glæde, hengivenhed og spiritualitet.
For at gøre det, besluttede hun sig for at finde de tre steder i verden, hvor folk er bedst til at dyrke lige netop de sider af tilværelsen. Således tager hun til Italien for at lære af italienernes måde at fylde livet med lyst og glæde - især madglæde. Til Indien for at lære om hengivenhed gennem meditation, bøn og åndelighed og til sidst til Indonesien for at lære at elske.

psykeogsjael.dk

Bogen havde jeg fået i gave. Jeg gad den egentlig ikke, for jeg havde set den filmatiserede udgave fra 2010, og det var absolut ikke en film for mig. Julia Roberts havde hovedrollen. Jeg håbede på, at filmen kunne give mig et andet syn på hende, og jeg håbede på kloge ord og smukke billeder, men gik desværre skuffet ud af biografsalen. Filmen var ingenting!

Jeg ydede ikke bogen retfærdig fra begyndelsen. Dels havde jeg Julia i tankerne, dels var den meget amerikansk og selvbiografisk. Jeg var på nippet til at bryde et af mine principper og lægge bogen væk uden at have læst den til ende. Med den bunke nye bøger, som jeg har liggende og de anbefalinger, jeg har fået ved siden af, er livet for kort til dårlig litteratur. 

Men allerede på side 39 lavede jeg imidlertid mit første æseløre. 

Det er en vane, jeg har tillagt mig her på det sidste. Når jeg læser noget klogt, eller noget jeg vil undersøge nærmere, laver jeg et æseløre - i mine egne bøger. Det giver bogen et dejligt brugt look.

Dette første øre kom, fordi der var en fin beskrivelse af en fontæne i Villa Borghese i Rom. Havde jeg mon selv taget et foto af den? Det gav mig anledning til at finde gamle fotografier frem, og jeg kunne drømme mig tilbage.

Attraversiamo (lad os gå over) er et ord, som jeg gerne ville kunne huske. Så den side fik også lige et buk. 

Sådan blev det faktisk til en hel del ombuk. I afsnittet om Indien var der en del beskrivelser af yoga, og i Bali-afsnittet blev der blandt andet fortalt en masse om, hvordan kulturen er dér.

Gilbert er slet ikke så overfladisk og kedelig, som jeg havde frygtet i starten af bogen, hvor hun beskrev sin skilsmisse og hendes følgende forhold. Hun kommer med henvisninger fra mange forskellige interessante vinkler, og tingene hænger godt sammen.

Rasmus Walter

Foto: K. Simonsen

Min søde veninde er vild med Rasmus Walter, og hun havde derfor et stort ønske om at se ham på Kulturmaskinen. Jeg ville selvfølgelig gerne følges med hende for at få stillet en vis form for nysgerrighed.
Der var fuldt hus, og da veninden havde hørt om populariteten, havde hun sørget for billetter, så vi kunne undgå en afvisning i døren i lighed med dem, som ville ind lige før os.
Vi fandt en god plads ved et cafebord forholdsvis tæt på scenen, og der stod vi sammen med et par i 30'erne, som var et godt eksempel på det typiske publikum.
Koncerten var efter min mening noget kedelig. Bandet spillede pænt, opførte sig pænt, sang pænt .... og meget mere pænt. Intet spræld, og det hele var forudsigeligt (på trods af mit manglende kendskab).
Da koncerten var slut havde jeg hovedet fuldt af uafklarede eksistentialistiske spørgsmål: Hvem? Hvad? Hvorfor? Fint nok, men lige i overkanten af at være for meget.
Det var altså ikke en udpræget god koncertoplevelse - nærmest endeløs, men sådan nogle skal der også være plads til, så de gode kun kan blive endnu bedre.

Krydstogt

Instruktør: Jan Maagaard
Scenografi: Simon Holk Witzanky
Manuskript: Vivian Nielsen
Medvirkende: Mette Maria Ahrenkiel, Lars Simonsen, Michael Brostrup, Natali Vallespir Sand m.fl.

Foto: Emilia Therese

Adriana befinder sig i en midtvejskrise, og hun prøver at få overblik over sit liv. For at få styr på sine modstridende følelser og sit skrantende ægteskab tager hun på et krydstogt sammen med sin mand, Zeljko. 

På båden er også Elisabeth og Poul, som virker harmoniske og afklarede med tingenes tilstand. Poul, der lider af en livstruende sygdom, prøver at udleve sine drømme, før det er for sent sammen med Elisabeth.

Livet tages op til revision.

Vildanden

Instruktør: Thomas Bendixen
Medvirkende: Kristian Halken, Bodil Jørgensen, Neel Rønholt, Joen Bille, Morten Surballe m.fl.
Forfatter: Henrik Ibsen (1884)

Sandheden overfor livsløgnen

Foto: Per Morten Abrahamsen

På loftet hos familien Ekdal lever en skamskudt vildand blandt høns og kaniner. Vildanden, der bliver federe for hver dag, er familiens stolthed og elskes af alle, især af den 14-årige datter Hedvig. Hun drages af sin far Hjalmar og bedstefar Gamle Ekdal ind i den fantasiverden, de har etableret på loftet. Livets barske realiteter trænger sig imidlertid på, da Gregers Werle, søn af den skruppelløse grosserer Werle, efter 15 års fravær vender hjem.
I gensynet med barndomsvennen Hjalmar tager Gregers det på sig som sin livsopgave at fortælle ham sandheden. Det er på tide, at der bliver luftet ud i gemmerne, og at Hjalmar indser, at han lever på en løgn. For Hjalmar er sandheden ikke en forløsning, men en bombe under hans verdensbillede.

kglteater.dk

Klassiske teaterstykker er en noget for sig, og jeg elsker dem. Sidste år så jeg Holbergs Jeppe på bjerget, og året forinden var det Tennesee Williams' Kat på et varmt bliktag - dramaer i bedste skuffe. Og jeg må bemærke, at jeg længes tilbage til barndommens tv-teater, hvor vi fik kultur og ikke underholdning serveret i stuerne.
Vildanden er bestemt et drama, der er værd at beskæftige sig med på grund af al den symbolik, det indeholder. Forestillingen levede op til mine forventninger. Skuespillerne udfyldte karaktererne præcist, og den spartanske, noget dystre scenografi levede op til tidens tand og stykkets indhold.
Til tider blev jeg distraheret i min koncentration om ordene, fordi jeg begyndte at spekulere på, hvordan skuespillerne kunne holde balancen, når de bevægede sig op på "taget". Var der måske trin, som de kunne gå op af, og lister, de kunne sidde på. Det blev lidt teknisk. Det var heldigvis ikke min opgave at få den tilsigtede virkning frem ved at løse det problem. 

Reihdars Vinklub

Denne søndag eftermiddag tilbragte jeg blandt 139 vine i Reihdars Vinklub. Jeg nåede kun at smage 52 af dem. Jeg kunne ganske enkelt ikke rumme mere, og det var kun ganske få af dem, jeg lod løbe i halsen.

Det var en sand vinsmagning:
Vinen bliver efter opskænkning farvevurderet, den bliver tumblet rundt i glasset, hvorefter næsen udfylder glassets åbning for at kunne få den fulde bouquet. Et indtag af væsken lader jeg skvulpe rundt mundhulen, samtidig med at jeg suger ilt ind gennem en smal åbning mellem læberne. Endelig kommer det svære: At spytte ud, uden at vinen løber ned ad hagen og i værste fald drypper på blusen.

Det var særdeles interessant at få lejlighed til at smage så meget forskelligt. Men favoritter er ikke sådan at vælte af pladsen.

Smagningen begyndte naturligvis med hvidvin, dernæst kom rosé og til slut de røde vine.

Jeg var nær ikke kommet videre fra Alsace-vinene. For det første elsker jeg det område, for det andet var det spændende rigtigt at kunne fornemme forskellen mellem de enkelte druer. Crementerne sprang jeg dog helt over. Så af de ni mulige, smagte jeg de syv, og på forhånd vidste jeg, at mine topscorer ville lande på Pinot Blanc og Gewürtztraminer.

Nyholmgaard Vin var repræsenteret. Da jeg gennem VinSmag havde stiftet bekendtskab med en del vine derfra, valgte jeg kun at smage på en hedvin (Passione) og tre frugtvine (to på kirsebær og en mousserende æblevin). Hvis jeg havde behov, ville de ryge i indkøbskurven. Selv den mousserende kunne drikkes med behag for mig.

Italienske hvidvine er jeg generelt ikke helt hooked på, men af de fem jeg smagte, var der en ganske god en - med friske noter af Golden Delicious æbler. Prisen var også god, men ikke til min pung.

Så kom jeg til Frankrig. Her måtte jeg prøve en crement lavet på 80 % chenin. No thanks. De to bourgogner var lige så triste, som jeg husker at hvide bourgognevine er, altså helt uden smagsforskelle. De fire hvide bordeauxer var fine og velafbalancerede - også sauternen med dens sødme.

Jeg smagte fire roséer. To italienske og to franske. Den ene franske fik bundpoint hos mig, og det var endda den, der var dobbelt så dyr som de øvrige. Det er altså ikke prisen, der smager hos mig.

Så blev det de røde vines tur. Jeg begyndte med de italienske, der er blandt mine favoritter. Udvalget her var fortrinsvis Amarone og Ripasso, som jeg oftest finder for smagfulde og kraftige. Jeg faldt straks for en ung og let Bardolino.

De franske vine var rigt repræsenteret, men jeg var ved at nå et mætningspunkt, og koncentrationen var også faldende. Det blev til enkelte smagsprøver fra Cahors, Langedoc og Provence samt en del fra Rhone og Bordeaux. Ved min smagning på vinene fra Rhone blev jeg klogere: De vine, som havde lagret på eg, "satte" sig på mine tænder. Jeg kunne godt være blevet hængende ved Bourgogne. De er i min smag. Der er desværre det ved disse vine, at de prismæssigt er dobbelt så dyre, som andre vine sådan i al almindelighed.

Reihdar, tak for en fin eftermiddag. Den var lærerig for mig, og jeg kommer gerne næste gang, du inviterer.

Peter Sommer

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle til koncert, men sønnen havde forsigtigt opfordret mig til ikke at være hjemme. Han skulle selvfølgelig ikke bestemme, hvor jeg skulle opholde mig, men da tiden nærmede sig, så tænkte jeg, at hva' fa'en, der var jo indtil flere muligheder for adspredelse udenfor stuens vægge, bl.a. Mike Andersen på Dexter, Rasmus Seebach i Arena Fyn og Peter Sommer på Posten. Andersen havde jeg set et par gange sidste år, og Seebach er ikke min smag, så det var faktisk et nemt nok valg.

Albummet Til rotterne, til kragerne, til hundene har jeg i min samling, og jeg har set Peter Sommer sammen med Simon Kvamm, da de var De eneste to, til en Grøn koncert for et par år siden. Det er således begrænset og tilfældigt og noget siden, jeg har lyttet til Sommer, men jeg kan godt lide de direkte (socialrealistiske) tekster, der maner til eftertanke, uden at der skal de store fortolkninger til. Og så kan jeg godt lide melodierne og musikken. Jeg er fuldstændig enig med Rune Moesgaard, når han i søndagens udgave af Fyens Stiftstidende skriver, at  mikset af den lakoniske lyrik og ætsende elektronika ramte plet hos mig.  

Jeg havde helt glemt numrene Valby Bakke og 8-6-6-0. Det var dejligt med et genhør og en genopfriskning i en ny og forbedret udgave.

Peter Sommer & Co. gav en lækker koncert, og vi (publikum) tog imod - vi gav tilbage, og de tog imod og gav samtidigt udtryk for, at de kunne lide at spille for os. Virkelig et positivt træk!

Peter Sommer - vocal og guitar

Søren Zahle - guitar og kor

Palle Hjorth - tangenter

Stefan Kvamm - synthesizer og kor