 |
| Foto: K. Simonsen |
Min søde veninde er vild med Rasmus Walter, og hun havde derfor et stort ønske om at se ham på Kulturmaskinen. Jeg ville selvfølgelig gerne følges med hende for at få stillet en vis form for nysgerrighed.
Der var fuldt hus, og da veninden havde hørt om populariteten, havde hun sørget for billetter, så vi kunne undgå en afvisning i døren i lighed med dem, som ville ind lige før os.
Vi fandt en god plads ved et cafebord forholdsvis tæt på scenen, og der stod vi sammen med et par i 30'erne, som var et godt eksempel på det typiske publikum.
Koncerten var efter min mening noget kedelig. Bandet spillede pænt, opførte sig pænt, sang pænt .... og meget mere pænt. Intet spræld, og det hele var forudsigeligt (på trods af mit manglende kendskab).
Da koncerten var slut havde jeg hovedet fuldt af uafklarede eksistentialistiske spørgsmål: Hvem? Hvad? Hvorfor? Fint nok, men lige i overkanten af at være for meget.
Det var altså ikke en udpræget god koncertoplevelse - nærmest endeløs, men sådan nogle skal der også være plads til, så de gode kun kan blive endnu bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar