Lovingly Not

Et besøg på Odense Internationale Filmfestival gjorde mig ikke i godt humør - det ville være synd at sige.

Fem meget forskellige kortfilm med samme hovedtema blev præsenteret under overskriften Lovingly Not:

Maria Magenta

Instruktør: Orland Laforet, Frankrig (2011)

Fristelserne står stort set i kø for en lille mand, der kører i bil gennem den mørke skov med de mange velproportionerede prostituerede langs vejkanten. Men Francois har sin datter med, så en hurtigt udflugt ind i skovens mørke med ledsager er totalt udelukket. Lige indtil han ser Maria Magenta!

Jeg kunne lide animationen. Den var flot. Francois lignede Woody Allen. Filmen var også lidt sjov og ironisk. Det var det eneste film, der blev klappet af.

No Sex Just Understand

Instruktør: Mariken Halle, Norge (2011)

Stemningen er høj og stemmelejet højlydt. Lokalet er røgfyldt og fyldt med mennesker. Man er på værtshus for at slå gækken løs. Eller for at fejre en fødselsdag. Eller snakke og drikke. Eller bare slå nogle timer ihjel. Tre skæbner driver sammen i et gammelt spil, der er lige så uforudsigeligt, som natten er lang.

Indledningen var underlig, men der var der for at få tilskueren i stemning. En af de tre er en pige, som skriver i en bog, men det giver hende ikke ret til at bruge andres ord. Det var det morsomme i den film, ellers var den sørgelig.

Navarro's Promise

Instruktør: Joris Debeij, Yfke van Berckelaer, Holland/USA (2011)

I mere end atten år har Luis Navarro dedikeret sit liv til at finde ud af, hvem der myrdede hans datter og barnebarn. Dobbeltmordet er aldrig blevet opklaret, og sagen ville være henlagt, hvis ikke den ihærdige mand hele tiden sørger for at genåbne den. Dagene går med at finde personer, som måske ved noget, og lægge blomster på gravene.

Dokumentar af den virkelig triste kaliber. Lettere sagt end gjort: Kom dog videre! Navarro skulle have haft psykologhjælp, men det er USA i en nøddeskal. Du kan skjule dig (for dig selv) ved at være sær. Trist, trist.

My Sweethart

Instruktør: Daniel Matge, Frankrig (2011)

Den første gang er under alle omstændigheder en stor begivenhed. Og for en ung pige er forventningerne enorme Hun kan næsten ikke vente, og objektet for hendes længsler sstår og venter, da hun og hendes søster kommer for at samle ham op og tage på romantisk udflugt. Men der er en grund til at søsteren er med. Og det er en god grund!

En sød rørende film - ikke mindst om søsteren, som har et stort hjerte. Filmen var velsagtens den mest "normale" i samlingen.

Beast

Instruktør: Attila Till, Ungarn (2011)

Patriarken er vred og vrissen. Over tidernes ugunst i almindelighed og tyverier og drengestreger i særdeleshed. Det mærker han forhutlede daglejer, som behandles som et dyr, og som ydmygt og mishandlet må bøje nakken for en lunefuld despot, hvis groteske og rigide verdensopfattelse er skabt i eget billede.

Grim og uhyggelig. Uff!

Beskrivelserne af filmene er fra OFF's program.

Skodbilleder

Tiden er til rådighed

Solen beskinner min krop

på en strand

Ro til at tænke

Ro til at planlægge

Ro til ro

Rastløsheden griber mig 

Planter i min nærhed studeres

Naturen forstyrres

... af skod 

Midtfyns Bryghus

Nu drikker jeg jo normalt ikke øl - det er en fiks idé, jeg ved det, for ved særlige lejligheder, og når øllet er godt, glider det også nemt ned - og med velbehag.

Jeg var på Midtfyns Bryghus til rundvisning og ølsmagning med Eddie Szweda, der har ledelsen af bryghuset.

Eddie præsenterede syv øl, hvoraf Wheat var den eneste afkølede, idet de øvrige øl skulle serveres ved stuestemperatur, for at smagsnuancerne kunne træde tydeligere frem:

Wheat - hvedeøl er til min smag, men denne var for humlet.
Ale - lidt for bitter til mig.
Chili Tripel - spændende. Forståeligt, at den har fået god omtale.
Gleipner - sort IPA. Den var helt god.
Imperial stout - nu er jeg faktisk slet ikke til stout. Men da Eddie fortalte, hvad denne kunne bringe med sig af hygge (det nævner jeg ikke her) kunne jeg ikke stå imod. Den gik rent ind hos mig.
Double India Pale Ale - den var osse rigtig go'.
Barley Wine - en øl lige til mig. Bør serveres lidt køligere!


Jeg blev vækket af min øldvale.

Tage Danielsson: Eventyret om buschaufføren som tænkte at hva' faen (1965)

(1928-1985) Svensk forfatter, skuespiller, instruktør

Bogens forord:

Voksne mennesker har en stærk tilbøjelighed til at efterabe børnenes adfærdsmønster: de leger med biler, farvekridt og skydevåden, de stamper i gulvet, når de ikke får deres vilje, ja, de levner oven i købet tit mad på tallerkenen!

Voksne mennesker ved heller ikke noget morsommere end at fortælle hinanden eventyr: eventyr om forhøjet pension til alle pensionister, om helvede og skærsilden, om prinser der gifter sig med prinsesser, om nisser, trolde, kæmper, dværge og dumrianer.

Hvad er da naturligere end at alle voksne mennesker til jul giver hinanden en samling eventyr til at læse i familiekredsen de mørke vinteraftener, når børnene er gået i seng?

På dette spørgsmål findes der kun ét svar: - Intet!

Jeg havde brug for en lille letlæselig bog, og da jeg kiggede efter på min reol, faldt jeg over Tage Danielssons eventyr.

Hvad var det nu med Danielsson? Nå jo, Hasseåtage fra ”gamle” dage og de lidt skøre og skæve film (Æblekrigen (1971), Picassos eventyr (1978) og Den enfoldige morder (1982)). Dem var jeg ret vild med dengang. Måske har jeg en eller flere af filmene på VHS, så jeg med lidt ihærdig leden kan få et gensyn og få af- eller bekræftet, om disse film stadig holder.

16 små eventyr, der langt fra havde 'de levede lykkeligt til deres dages ende'-slutninger, men i stedet endte med et antiklimaks, som fx ”Men Manfred var og blev borte, thi Mum gør en mand så lugtfri at ikke engang en sporhund kan finde ham”  og ”En tåre faldt ned på det varme stengulv, som et vemodigt punktum for et kærlighedseventyr for hvilket der i vor moderne kultur ikke findes plads”.

Tages eventyr er søde, og de fleste er godt fortalte. Der kan nemt trækkes både på smilebåndet og paralleller til det virkelige liv, og ved læsningen bliver man gjort opmærksom på livets mere eller mindre absurde sider, så man nemt kunne fristes til at tænke at hva’ faen … ligesom buschaufføren.

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd (2011)

Siri Hustvedt (1955-) Minnesota

Da New Yorker-forfatteren Mia Fredericksen bliver forladt efter 30 års ægteskab, bryder hun sammen - Hun kommer på benene igen og tilbringer sommeren i sin hjemby i Minnesota, hvor hun reflekterer over kvindelighedens væsen.

Litteratursiden.dk

Denne bog var lige nøjagtig så kedelig, som titlen antyder.

Beskrivelsen af romanen var umiddelbart ganske tiltalende, men når fx flere meget lange sider er brugt til beskrivelse af forskellen mellem kvinders og mænds hjerner, sandsynligvis på videnskabeligt niveau, så taber jeg gnisten. Hvis et så specifikt emne havde min interesse, er det ikke en skønlitterær bog, jeg vil gå på opdagelse i.

På lignende vis var der referencer til forfattere, som jeg aldrig har hørt om. Jeg går ud fra, at henvisningerne var til amerikanske forfattere, men min nysgerrighed blev ikke vagt på nogen måde til videre undersøgelse.

Det er helt fint, at en roman kan bidrage til viden, men for mig er der grænser, og de var altså nået her. Muligvis var det det amerikanske islæt, der fik mig til at stejle over denne bog fra de første sider.

Jeg er kvinde. Jeg er uovervindelig. Jeg er dødtræt.

Jeg blev i hvert fald dødtræt af at læse den bog.

Torsdagskoncert i Kongens Have

Efter en lang arbejdsdag var jeg lige hjemme og vende, inden jeg atter satte kursen mod city, hvor jeg skulle møde min kære veninde på Restaurant Simonchini.
Stille og roligt nød vi en menu, som bestod af bruschetta, perlehøne og panna cotta, hertil en liflig kølig italiensk hvidvin, mens vi opdaterede hinanden med det sidste nye.

Pludselig fik vi travlt, da tiden viste mange, og vi SKULLE se Mike Andersen Band, som skulle spille til Torsdagskoncert i Kongens Have. Da vi arriverede, var bandet på, men vi fik os en plads fremme ved scenen, og så kunne vi ellers bare nyde at se og høre Mike Andersen ... og band. De er altså gode, og sikke en energi hr. Andersen udviser.

Det var ikke uden stolthed, at Mike Andersen fortalte, om den blege knægt fra Rødekro, der havde været opvarmning til B.B. King. Det er stort, og jeg kan da kun give ham skulderklap: Han har forstået at udnytte sit potentiale og øvet sig på sin guitar. Hvad skal man ellers lave i Rødekro?

Aftenen var lun og lækker. Det betød, at haven var fyldt pænt op af folk fra by og land. Så inden Danseorkesteret gik på scenen, luntede vi lidt rundt og hilste til højre og venstre på mange gode mennesker.

Danseorkesteret har lavet et par stykker mere end et par gode numre. Resten er gabende kedelige (det er ikke kun min mening, viser det sig efter en hurtig rundspørge), og det gør helt ondt i tæerne bagefter, når du lytter intenst til nogle af teksterne. Men nu skal aftenen ikke slutte negativt: De gode er gode, og dem holder vi nok allesammen rigtig meget af.

The Animals & Friends

Så gik jeg til Torsdagskoncert i Kongens Have, Odense. Hvad var det, der drog mig? Vejret var det i hvert fald ikke - overskyet og lidt køligt. Det var ganske givet "The House of The Rising Sun", som jeg mindes fra slut-60'erne, da jeg selv (pr)øvede mig udi guitarens kunst, og umiddelbart er det eneste nummer med The Animals, som jeg kender.

Undskyld billedkvaliteten - jeg er helt uvant med mobilen



Som den indledende manøvre defilerede jeg lidt rundt i haven for at se, om der skulle være nogle bekendte. Jeg mødte indtil flere. Var grunden mon, at det var et udenlandsk "navn", der skulle på scenen, og at det var årgangsbetinget? Efter at have nydt en enkelt øl med dejlige mennesker, fortrak jeg længere op mod scenen. Det her skulle mærkes - bare fordi jeg kunne huske, at nogle venner tog til Århus for et par år siden for at opleve bandet. Var det det virkeligt værd?

Uden at have notesblokken fremme var indledningsnummeret "Baby Let Me Take You Home". Et par numre efter kom til min store overraskelse "Don't Let Me Be Misunderstood", som jeg kender jeg med ... The Moody Blues eller ? Herefter var det for mig kun party og blues, men jeg ville blive til den bitre ende, for helt givet måtte ekstranummeret være det, jeg var kommet for - og det var det, og det var godt!

Men jeg ærgrer mig ikke over, at jeg ikke tog med til Århus.