tirsdag den 21. august 2012

Lovingly Not


Et besøg på Odense Internationale Filmfestival gjorde mig ikke i godt humør - det ville være synd at sige.

Fem meget forskellige kortfilm med samme hovedtema blev præsenteret under overskriften Lovingly Not:

Maria Magenta
Instruktør: Orland Laforet, Frankrig (2011)
Fristelserne står stort set i kø for en lille mand, der kører i bil gennem den mørke skov med de mange velproportionerede prostituerede langs vejkanten. Men Francois har sin datter med, så en hurtigt udflugt ind i skovens mørke med ledsager er totalt udelukket. Lige indtil han ser Maria Magenta!

Jeg kunne lide animationen. Den var flot. Francois lignede Woody Allen. Filmen var også lidt sjov og ironisk. Det var det eneste film, der blev klappet af.

No Sex Just Understand
Instruktør: Mariken Halle, Norge (2011)
Stemningen er høj og stemmelejet højlydt. Lokalet er røgfyldt og fyldt med mennesker. Man er på værtshus for at slå gækken løs. Eller for at fejre en fødselsdag. Eller snakke og drikke. Eller bare slå nogle timer ihjel. Tre skæbner driver sammen i et gammelt spil, der er lige så uforudsigeligt, som natten er lang.

Indledningen var underlig, men der var der for at få tilskueren i stemning. En af de tre er en pige, som skriver i en bog, men det giver hende ikke ret til at bruge andres ord. Det var det morsomme i den film, ellers var den sørgelig.

Navarro's Promise
Instruktør: Joris Debeij, Yfke van Berckelaer, Holland/USA (2011)

I mere end atten år har Luis Navarro dedikeret sit liv til at finde ud af, hvem der myrdede hans datter og barnebarn. Dobbeltmordet er aldrig blevet opklaret, og sagen ville være henlagt, hvis ikke den ihærdige mand hele tiden sørger for at genåbne den. Dagene går med at finde personer, som måske ved noget, og lægge blomster på gravene.

Dokumentar af den virkelig triste kaliber. Lettere sagt end gjort: Kom dog videre! Navarro skulle have haft psykologhjælp, men det er USA i en nøddeskal. Du kan skjule dig (for dig selv) ved at være sær. Trist, trist.

My Sweethart
Instruktør: Daniel Matge, Frankrig (2011)
Den første gang er under alle omstændigheder en stor begivenhed. Og for en ung pige er forventningerne enorme Hun kan næsten ikke vente, og objektet for hendes længsler sstår og venter, da hun og hendes søster kommer for at samle ham op og tage på romantisk udflugt. Men der er en grund til at søsteren er med. Og det er en god grund!

En sød rørende film - ikke mindst om søsteren, som har et stort hjerte. Filmen var velsagtens den mest "normale" i samlingen.

Beast
Instruktør: Attila Till, Ungarn (2011)
Patriarken er vred og vrissen. Over tidernes ugunst i almindelighed og tyverier og drengestreger i særdeleshed. Det mærker han forhutlede daglejer, som behandles som et dyr, og som ydmygt og mishandlet må bøje nakken for en lunefuld despot, hvis groteske og rigide verdensopfattelse er skabt i eget billede.

Grim og uhyggelig. Uff!

Beskrivelserne af filmene er fra OFF's program.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar