Bogens forord:Voksne mennesker ved heller ikke noget morsommere end at fortælle hinanden eventyr: eventyr om forhøjet pension til alle pensionister, om helvede og skærsilden, om prinser der gifter sig med prinsesser, om nisser, trolde, kæmper, dværge og dumrianer.Hvad er da naturligere end at alle voksne mennesker til jul giver hinanden en samling eventyr til at læse i familiekredsen de mørke vinteraftener, når børnene er gået i seng?På dette spørgsmål findes der kun ét svar: - Intet!
Jeg havde brug for en lille letlæselig bog, og da jeg
kiggede efter på min reol, faldt jeg over Tage Danielssons eventyr.
Hvad var det nu med Danielsson? Nå jo, Hasseåtage fra ”gamle”
dage og de lidt skøre og skæve film (Æblekrigen (1971), Picassos eventyr
(1978) og Den enfoldige morder (1982)). Dem var jeg ret vild med dengang. Måske har jeg en eller flere af filmene på VHS, så jeg med lidt ihærdig leden kan få et gensyn og få
af- eller bekræftet, om disse film stadig holder.
16 små eventyr, der langt fra havde 'de levede lykkeligt til deres dages ende'-slutninger,
men i stedet endte med et antiklimaks, som fx ”Men Manfred var og blev borte,
thi Mum gør en mand så lugtfri at ikke engang en sporhund kan finde ham” og ”En tåre faldt ned på det varme stengulv,
som et vemodigt punktum for et kærlighedseventyr for hvilket der i vor moderne
kultur ikke findes plads”.
Tages eventyr er søde, og de fleste er godt fortalte. Der
kan nemt trækkes både på smilebåndet og paralleller til det virkelige liv, og ved læsningen bliver man
gjort opmærksom på livets mere eller mindre absurde sider, så man nemt kunne fristes
til at tænke at hva’ faen … ligesom buschaufføren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar