Tove Ditlevsen: Barndommens gade (1943)

(1917-1976)

Da jeg var til pub-quiz i januar var et af spørgsmålene: Hvad er Tove Ditlevsens fulde navn?

Svaret: Tove Irma Margit Ditlevsen.

Spørgsmålet ”sparkede” mig, og jeg kom igen til at tænke på, at jeg vist aldrig rigtigt havde læst noget af Tove Ditlevsen.

Igen? For et års tid siden fik jeg lejlighed til at rode i en bunke bøger, som jeg frit kunne tage af. Jeg fik fat i et godt slidt eksemplar af Barndommens gade fra 1961 stemplet med ”Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste” på første side.
Jeg havde således ingen undskyldning for ikke at få læst.

Rammen for Barndommens gade er Vesterbro i 1930’erne, og det er her vi følger Ester fra præpuberteten til de unge kvindeår.
”Rigtig glad er Ester næsten aldrig”, og hun tørster efter kærlighed og nærhed. Da hun får chancen, griber hun den ikke, fordi hun ikke tør tro på, at en anden person kan elske hende. Det er lidt, som når man i en krimi gennemskuer morderen i første kapitel, for Esters forhold kan vendes: Du skal elske sig selv, før du kan elske andre.
De mange personer i arbejdermiljøet og de enkelte fra det pænere borgerskab er underholdende og malende beskrevet, og på fin vis bliver der fulgt op på de enkelte skæbner bogen igennem.
Forholdet mellem kønnene fylder en pæn del, hvorimod de politiske forhold kun berøres overfladisk.

Anbefales.