Der er meget, jeg ikke forstår mig på, og nu må jeg sande, at jeg heller ikke forstår mig på filmpriser.
The Descendants vandt i januar-februar prisen for bedste film i dramakategorien ved årets Golden Globe-show og bedste filmatisering ved Oscar-uddelingen.
Længe har jeg ikke set en mere langtrukken og kedsommelig film.
Det er historien om en midaldrende far (Clooney), hvis hustru ligger for døden efter en ulykke. Han er en af de typer, der har haft for travlt med karrieren til at tage sig af familien og holde den følelsesmæssige kontakt til hustruen og de to døtre på 10 og 17 år (Amara Miller og Shailene Woodley). Mens hustruen ligger i koma, og det bliver klart, at hun skal dø, skal faderen forsøge at genfinde kontakten med de to døtre. Samtidig finder han ud af, at hustruen har haft en affære. Og så skal han finde ud af, hvad der skal med et stykke jord, som ejes af hans familie i en fond, som han bestyrer, og som står over for at blive solgt for an astronomisk sum.En del at plottet handler om, at han med den ældste datter som aktiv medhjælper forsøger at opspore den mand, hustruen havde en affære med.JM, Fyens Stiftstidende 16. februar 2012
Filmen starter ellers fint nok med gode problemer, som vi
kan lide dem på film, og med sammenstød mellem faren og de to døtre hver for
sig, men alt for urealistisk og hurtigt bliver problemerne elimineret. De
senere sammenstød, der opstår undervejs i filmen med den lille datters
skolekammerats mor, den store datters ven, svigerfaren, vennerne, fætteren,
konen, konens kæreste og konens kærestes kone bliver underlagt samme skæbne, og
far-Clooney står tilbage hellig og pudser sin glorie, som intet var hændt.
Den mest rørende scene var, da farmand ikke kunne sove en nat og går ind i stuen, hvor datterens ven sover på sofaen. De begynder en samtale, og vennen fortæller om sin egen skæbne. Men ... "God nat" var, hvad det kunne blive til.
Det bliver ikke mig, der anbefaler denne film. Jeg tror også, at den hurtigt går i min glemmebog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar