Die Reeperbahn – tribute to Tom Waits

Wauw, sikke en stemme den lille mand til forsanger har. Anders "Steinteufel" Stentoft gør sit til, at Die Reeperbahn er et kopiband, der fortolker Tom Waits' sange med respekt. Tom Waits selv er tit blevet omtalt som manden med en stemme som en skærebrænder, og det værktøj kan Anders S. også bruge.

Første sæt forekom mig lidt ensformigt og langtrukkent. Det var næsten udelukkende blues-jazz-rock, men dertil skal det også siges, at det umiddelbart var ukendte sange for mig.

Andet sæt kunne jeg bedre kapere. Der var langt mere variation i de udvalgte numre, hvor vi iblandet fik serveret calypso og tango - skæve rytmer og noget af det vanvittige, som Waits indeholder. ... Og så var genkendelsens glæde pludselig til stede.

Odense Katedralskoles forårskoncert

Program:
Benny Andersen: Hilsen til forårssolen (fællessang)
Rick Astley: Never Gonna Give You Up *)
Toploader: Dancing In The Moonlight
Andersson/Ulvæus: Voulez-Vous - En forsanger, der virkelig ku'
Danseorkestret: Regndans - Bundskraber
Shania Twain: Man, I Feel Like A Woman
Kashmir: Graceland
Earth, Wind & Fire: Got To Get You Into My Life - Flot og godt fremført
Shinji Miyazaki: Pokemon Theme Song - Ditto og sjovt
Say: SoVoSo (A Cappella) - Smukt
Robbie Wiliams/Kylie Minogue: Kids
Wild Cherry: Play That Funky Music
Sting: Roxanne - Hvorfor? Lad dog være. Den kan kun Sting & Police.
Freddie Mercury: Don't Stop Me Now
Michael Jackson: Man In The Mirror
Destiny's Child: Brown Eyes - Hvorfor skulle den sang være så lang?
The Beach Boys: Surfin' USA - Skægt og godt indslag
High School Musical: We're All In This Together - Nu er vi vist trætte

*)  Det nummer var grunden til, at jeg deltog i forårskoncerten.
Anders skulle optræde ... og synge. Han var sammen med de øvrige drenge iført trenchcoat og solbriller, og med de helt rigtige frisurer så de rigtig seje og 80'er-agtige ud. Egentlig virkede det som om, at de gik mere op i, hvordan de tog sig ud frem for at synge.
Helt ærligt: Det var ikke den ringeste fremførelse (hørt med en mors ører).

Familie Journal

Så fik jeg den indskydelse, at jeg ville strikke.

En dag, da jeg ventede i en supermarkedskø, faldt mine øjne på Familiejournalen, og på forsiden var en bluse, som jeg kunne forestille mig at give mig i kast med. Så bladet røg i kurven.

Det er flere år siden, at jeg sidst har haft et ugeblad inden for rækkevidde, og bladet skulle da også studeres nøjes. Min nysgerrighed efter svar på, hvad der får folk til at investere i sådan et blad uge efter uge, måtte stilles.

1½ måned efter indkøbet er jeg kommet igennem bladet, og jeg må indrømme, at det var interessant, men åbenbart ikke spændende nok for mig til, at jeg blev færdig med det inden for en uge, så jeg fik trang til købe det efterfølgende blad og få fulgt op på føljetonerne.

Bladet indeholder meget forskelligt og for enhver smag. Det er letlæst med inspirerende fotos og masser af optimisme:

• Artikler om hverdagens mennesker (tradition, mysticisme, godgørenhed, idéudførelse, sygdom og ulykke)
• Tips, råd, nyt og nyttigt
• Tilbud om en Morten Korch-film og et pc-spil
• Krimidokumentar, tre noveller (heraf to fra det virkelige liv), fire romaner i hhv. to, seks, seks og otte dele
• Antik, haven, håndarbejde og madopskrifter
• Artikler skrevet af fagfolk (Doktor Münster lever stadig), en klumme af en kendt og spørgsmål til en skuespiller
• Brevkasse (jura, sygdom/sundhed, generel problemløsning) og efterlysninger
• Horoskop, opgaver, kryds og tværs, tegneserier og vittigheder

Familiejournal er udkommet siden 1877, og oplaget i 2011 var næsten 340.000.

Analogik

Sjældent har jeg været til koncert med så høj lyd. Musikken kunne bære lyden, men det kunne jeg ikke. Under sidste del af koncerten måtte jeg fortrække til baggrunden. Da havde jeg fået nok af trommehinderne, der blafrede, og håret, der løftede sig i lydbølgerne fra højttaleren.

Jeg havde nok forventet et mere galt band. "Jørgen" gjorde sit til at sætte stemning med sin uddeling af slik til gæsterne og hælden øl i hals på de af publikum, som bød sig til. Undervejs gjorde han det i udstyrsstykke med bastskørt, motorcykelhjelm, lederhosen, fejekost ... Det var da lidt sjov, men på en eller anden måde lidt kikset, fordi hans optræden ikke blevet levet helt ud.

Mest bemærkelsesværdig var saxofonisten, fordi han skilte sig ud fra bandet ved ikke at have fuldt fuldskæg som de fire (fem - hvis "Jørgen" tæller med) øvrige.

Musikken var nem at glæde sig over på grund af de lækre rytmer.

Analogik er et band med rødder i Århus, der efter efter udsagn spiller en finurlig og ganske underholdende blanding af polka, jazz, balkan, sømandsviser, tango, hiphop og elektronisk musik.

Nye indlæg

Jeg har lavet et nye indlæg, men da jeg har dateret dem hhv. den 21. januar og den 30. januar 2012, ligger de ikke øverst i "bunken".
Det er en koncert med Viva og Tribunehelte (teater). Se dem, hvis du har lyst :-)

Tove Ditlevsen: Barndommens gade (1943)

(1917-1976)

Da jeg var til pub-quiz i januar var et af spørgsmålene: Hvad er Tove Ditlevsens fulde navn?

Svaret: Tove Irma Margit Ditlevsen.

Spørgsmålet ”sparkede” mig, og jeg kom igen til at tænke på, at jeg vist aldrig rigtigt havde læst noget af Tove Ditlevsen.

Igen? For et års tid siden fik jeg lejlighed til at rode i en bunke bøger, som jeg frit kunne tage af. Jeg fik fat i et godt slidt eksemplar af Barndommens gade fra 1961 stemplet med ”Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste” på første side.
Jeg havde således ingen undskyldning for ikke at få læst.

Rammen for Barndommens gade er Vesterbro i 1930’erne, og det er her vi følger Ester fra præpuberteten til de unge kvindeår.
”Rigtig glad er Ester næsten aldrig”, og hun tørster efter kærlighed og nærhed. Da hun får chancen, griber hun den ikke, fordi hun ikke tør tro på, at en anden person kan elske hende. Det er lidt, som når man i en krimi gennemskuer morderen i første kapitel, for Esters forhold kan vendes: Du skal elske sig selv, før du kan elske andre.
De mange personer i arbejdermiljøet og de enkelte fra det pænere borgerskab er underholdende og malende beskrevet, og på fin vis bliver der fulgt op på de enkelte skæbner bogen igennem.
Forholdet mellem kønnene fylder en pæn del, hvorimod de politiske forhold kun berøres overfladisk.

Anbefales.

Nyt indlæg

Jeg har lavet et nyt indlæg, men da jeg har dateret det den 3. marts 2012, ligger det ikke øverst i "bunken".
Det er et par fotos fra Stige. Se dem, hvis du har lyst :-)

Kaizers Orchestra - support: Eclectic Moniker

Eclectic Moniker vil jeg rigtig nok gerne høre mere til. De har haft en uundgåelig på P3 (Easter Island), og de har et album i sigte, og når det er på gaden, skal det helt klart tjekkes. Min første association var Elbow, men nej, den holder ikke  - der var der for mange calypsorytmer.
Dejligt band, der nåede ud over kanten, og så bemærker jeg, at Anders også glimrede dels med sin bas, dels med sin bluse (genbrugs80'pailletdamebluse), der klædte ham og hans tilbagetrukne tilstand.

Kaizers Orchestra er et forrygende liveband: Galt og energisk. Charmerende norsk dialekt (bryne), så det halve eller rettere det meste er uforståeligt, men alligevel synger publiken med, det bedste de har lært.

I lyset af klunkeskærme ved orglet ser vi en smuk profil, et stenansigt og et velholdt overskæg, da gasmasken endeligt bliver smidt; fælge og olietønder slagtes af baseballbat og koben, så man tror, at de ikke holder; trommeslageren, der er vild på rytmerne, som ikke bare er lige til; de to guitarister, der er eminente og med på lidt sjov; bassisten skygges desværre af ham den høje, der står foran mig; og så er der Janove Ottesen Kaizer, der bare overskygger det hele.

Af dem, jeg kender og ved af, indtager Ottesen en plads nær toppen af de sexyste mænd. Hmmm - måske skal jeg på et tidspunkt lave en liste over de mest sexede mænd og se om, der er sammenfald med People Magazine og/eller Glamours.

Kaizers afsluttede aftenen med 2 x ekstranumre, som egentlig burde have været flere. Som sikkert bekendt kan fans aldrig få nok. Jeg kunne have brugt flere numre fra det nye album Violetta, Violetta vol. II, men så havde jeg jo manglet nogle af de gamle numre. Det er en ren balancegang.

The Descendants

Instruktør: Alexander Payne 2011 – Cafébiografen

Der er meget, jeg ikke forstår mig på, og nu må jeg sande, at jeg heller ikke forstår mig på filmpriser.
The Descendants vandt i januar-februar prisen for bedste film i dramakategorien ved årets Golden Globe-show og bedste filmatisering ved Oscar-uddelingen.
Længe har jeg ikke set en mere langtrukken og kedsommelig film.

Det er historien om en midaldrende far (Clooney), hvis hustru ligger for døden efter en ulykke. Han er en af de typer, der har haft for travlt med karrieren til at tage sig af familien og holde den følelsesmæssige kontakt til hustruen og de to døtre på 10 og 17 år (Amara Miller og Shailene Woodley). Mens hustruen ligger i koma, og det bliver klart, at hun skal dø, skal faderen forsøge at genfinde kontakten med de to døtre. Samtidig finder han ud af, at hustruen har haft en affære. Og så skal han finde ud af, hvad der skal med et stykke jord, som ejes af hans familie i en fond, som han bestyrer, og som står over for at blive solgt for an astronomisk sum.

En del at plottet handler om, at han med den ældste datter som aktiv medhjælper forsøger at opspore den mand, hustruen havde en affære med.

JM, Fyens Stiftstidende 16. februar 2012

Filmen starter ellers fint nok med gode problemer, som vi kan lide dem på film, og med sammenstød mellem faren og de to døtre hver for sig, men alt for urealistisk og hurtigt bliver problemerne elimineret. De senere sammenstød, der opstår undervejs i filmen med den lille datters skolekammerats mor, den store datters ven, svigerfaren, vennerne, fætteren, konen, konens kæreste og konens kærestes kone bliver underlagt samme skæbne, og far-Clooney står tilbage hellig og pudser sin glorie, som intet var hændt.

Den mest rørende scene var, da farmand ikke kunne sove en nat og går ind i stuen, hvor datterens ven sover på sofaen. De begynder en samtale, og vennen fortæller om sin egen skæbne. Men ... "God nat" var, hvad det kunne blive til.

Det bliver ikke mig, der anbefaler denne film. Jeg tror også, at den hurtigt går i min glemmebog.

Satan ... og mig i Helvede

Vågner klokken 3
det er mørkt
dynen er klam
vender den og mig selv
jeg vil sove!

Jeg vil sove, vil sove, vil sove.

Tanker tumler:

husk, husk, husk
gør, bør og glem nu ikke.
Hvordan har børnene det?
min mor og familien i det hele taget?
og hvad med vennerne?
vi skal også snart ses.

Tænder lyset

ser på uret
læser i min bog
NU er jeg søvnig
slukker lyset
NU er jeg ikke søvnig længere
står op
drikker vand
går i seng
jeg vil sove!

Jeg vil sove, vil sove, vil sove.

Søvnen er væk

og tanker tumler igen
står op
køler mig på verandaen
går i seng
tænder lys
klokken er 6.30
læser i bog
NU er jeg søvnig
jeg slukker ikke lyset
… zzz zz z

NU er jeg ikke søvnig længere

men det er middag

Mikael Simpson med Sølvstorm – support Ulige numre, Posten

Skal – skal ikke – tage til koncert på Posten? Mikael Simpson er mærkelig på mig. Der er noget selvynk og selvudslettende ved ham, og modsat er han fanden-i-voldsk og dramatisk. SKAL! Jeg bliver simpelt hen nødt til at opleve ham nu og finde ud af, om han er noget for mig eller ej.

Jeg æder mine fordomme og giver ham en plads i mit hjerte efter en rigtig god koncert. Han er ukrukket og afslappet, let smilende og temmelig god til kontakt med publikum, foruden han selvfølgelig leverer varen: Fine tekster og lækker lækker musik.

Hvis Mikael Simpson dog bare aldrig havde lavet videoen med katten (Drømmer om et andet sted). Så kunne det have været, at jeg havde været meget mere åben overfor ham på et meget tidligere tidspunkt, på trods af at han faktisk har været ind over med par gode oplevelser: Andersens Drømme (2005), hvor Simpson optrådte på Amfiscenen på Brandts i anledning af H.C. Andersens fødselsdag med Mit herredømme og i 2011, hvor han spillede med Trentemøller på Albani.

Mange +point til Mikael Simpson og også mange point til bandet, hvor jeg især bemærkede Frithjof Toksvig på strenge.

Ulige numre, som var support – fik den helt rigtige support-lyd: For høj, for grumset og mudret. Det er åbenbart det lod, supportbands har, og hvor er det ærgerligt, at de ikke kommer til deres ret, og vi som publikum skal lide.

Michael Katz Krefeld: Pans hemmelighed (2009)

(1966-)

Michael Katz Krefeld har været manuskriptforfatter på bl.a. Nikolaj & Julie og Nynne. Han har modtaget Det danske Kriminalakademis debutantpris 2008.

 

Under en udmarvende hedebølge er en koldblodig seriemorder på spil i omegnen af København.
To drenge er blevet bortført fra deres hjem og mydet på deres niårs fødselsdag. Begge lig er blevet fundet med et Peter Pan-glansbillede i hånden. ...
Den gravide Maja Holm er netop flyttet hjem til sit barndomskvarter for at begynde som praktiserende læge - og for at give sit barn en tryg opvækst. ... Snart hvirvles Maja ind i seriemorderen Pans uhyggelige univers.
Samtidig leder den kompromisløse vicekommissær Katrine Bergman politiets efterforskning af drabene med en intensitet, der bringer hende på kant med omgivelserne og loven.
Maja og Katrines fælles fortid rummer måske nøglen til opklaringen og afsløringen af den mørke hemmelighed, der driver Pan. En hemmelighed, der får konsekvenser for dem alle. ...

Bogens omslag

Det ligner ikke noget at lege helt, når man er gravid! En sjælden krimi, hvor min sympati er hos morderen, uden at hans handlinger retfærdiggøres. Jeg afslører ikke den meget uventede slutning ved at spørge: Hvem er den faktiske morder?

Som så mange krimier er bogen vanskelig at lægge fra sig, men det var ikke trist at læse den sidste side. Plottet var godt og psykologien spændende. Der var desværre bare alt for meget af dumme opførelser og dårlige relationer, der generede mig, til at jeg rigtig kunne nyde bogen.

Romsmagning

Lars fra Kunst & Håndværk i Claus Bergs Gade ledte mig et par step ind i rommens vidunderlige verden ved en romsmagning i Rådhuskælderen arrangeret af whisky.dk.

Vi var omkring 30 personer, der havde ladet os friste til at aflægge besøg i det smånussede lokale med ringe belysning og lokumslugt. Kronerne, som vi havde lagt i entre, var dog godt givet ud, for Lars fortalte levende om rommens historie, regioner og destilleringsmåder godt krydret med små anekdoter.

Min prioritering af de syv rom, vi smagte:

Opthimus – 25 år (Dominikanske Republik)

Fundacion XX – 20 år (Costa Rica)

El Dorado – 12 år (Guyana)

Ron Centenario – 12 år (Costa Rica)

1423 Second Edition – 16 år (Panama)

Whistymessen – 10 år (Jamaica)

Port Morant 1999 – 11 år (Guyana)

De fire første rom var runde, bløde og nemme; El Dorado var sødest; Port Morant 1999 var kantet.

Ved uformel snak med Lars efter foredraget, fik jeg oplyst, at han selv arrangerede romsmagninger, og at han endvidere havde planlagt nogle rom-ture ikke til Sydamerika, men på Odense Fjord:

Lørdag den 31/3 kl. 14.00-16.00

Fredag den 15/6 kl. 18.30-20.30

Lørdag den 16/6 kl. 14.00-16.00

… det var da værd at overveje J

www.whisky.dk

Hvad vil jeg blogge? Tja, der er nok at tage af og give sig i kast med. Det bliver nok noget med bøger, koncerter, fotos, oplevelser, betragtninger ...

Jeg har fået en opgave - eller rettere jeg har givet mig selv den: Stige.

Det er en ganske ny fornemmelse for mig at have en bunden fotoopgave, men jeg tror nu engang på, at kreativiteten på alle områder kan udvikles gennem øvelser og træning. 

Idéen til en fototur til Stige dukkede op for et par dage siden.





Idéer har det med at blive født, gemt og glemt hos mig, men sådan skulle det ikke være denne gang! Noget kom bare i vejen på selve dagen, om så det var dårligt vejr eller praktiske ting.








I dag var himlen høj og blå fra morgenstunden, og det skulle udnyttes!



... og siden her er ikke helt ordentlig sat op :-(
Det er også noget, der skal øves på, inden jeg mestrer det, så jeg selv er tilfreds.