Kurt Trampedach

Kurt Trampedach (1943-2013) udstiller på Brandts 10. maj-5. oktober 2014

Jeg har det med Kurt Trampedach, som jeg har det med Claude Monet:

Flade plakatreproduktioner har gjort mig negativ over for deres kunst og gjort dem uinteressante og ligegyldige over for mig. 

Først når jeg har set malerier af dem in natura, forstår jeg til dels, hvorfor "nogen" absolut må reproducere dem til det flade ingenting.

Al kunst for folket! - på bekostning af at værkets sjæl forsvinder.

Und dig en time og se dokumentarfilmen Manden på bjerget (1995) af Steen Baadsgaard og Lars Schou (foto) om Kurt Trampedach i sit hjem i Sydfrankrig. (Hvis du ikke vil se den på museet, kan den ses på biblioteket).

Da jeg gik i udstillingen følte jeg mig opslugt og indfanget af de sorte og dystre billeder fra hans tidlige periode. De var ikke slet ikke så uhyggelige og dæmoniske, som jeg havde ventet, men derimod sørgmodige og efterlysende. De senere værker havde jeg lyst til at røre ved både fordi det tekniske i maleriet var spændende, og fordi de appellerede til kærtegn.

Det var udtrykket og ikke udformningen, der gjorde, at jeg ikke brød mig om skulpturerne. De var et nummer for triste til, at de kunne få min fulde opmærksomhed. 

God kunst kendetegnes ved, at det rører og provokerer.

Uhrban Stöjband: The Last Waltz

Blot for selskabets skyld havde jeg sagt ja tak til at overvære denne koncert med Uhrban Stöjband som ville spille The Band's Last Waltz.
Meget af den "gamle" musik er fin nok i mine ører, men jeg synes ikke, at den er spændende, nærmere uinteressant og ligegyldig. Nu skulle jeg så høre The Band med venner. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg er dér, hvor jeg er, og i stedet for at krydse armene og gå i mig selv, tilstræber jeg at være i nuet med et åbent sind. Jojo, jeg har været på mindfulness-kursus. Det kom da også så vidt, at jeg sad og vippede med foden, og aftenen blev en rigtig fin oplevelse.

Det var ikke orkestrets skyld, at jeg ikke genkendte alle sangene, for de både sang og spillede godt. Jeg havde nok taget det valg at slette det meste af repertoiret på "harddisken" med nogle få undtagelser. En af undtagelserne var Bob Dylan's "Forever Young", som jeg har et ganske særligt forhold til.

Forholdet er hverken at min mor sang den for mig, eller at jeg kyssede en dreng for første gang, mens singlen lå på grammofonen, men at min veninde satte mit navn på netop den sang.
Veninden har rigtig godt styr på musik - i hvert fald det gamle (det var også hende, der havde inviteret mig med i dag). En aften hvor vi var en del stykker samlet, ville hun quizze. Quizzen gik ud på, at hun spillede et stykke musik, og så skulle vi gætte, hvem hun dedikerede nummeret til. Jeg følte virkelig en dyb skuffelse, da hun spillede Van Morrisson's Brown Eyed Girl, og dén ikke var til mig. Hun kom dog hurtigt efter det, og så fik jeg "Forever Young". Aftenen var reddet, og hvor var jeg glad.

Forever Young

May God bless and keep you always 

May your wishes all come true
May you always do for others 
And let others do for you
May you build a ladder to the stars 
And climb on every rung
May you stay forever young
Forever young, forever young 
May you stay forever young.

May you grow up to be righteous 
May you grow up to be true
May you always know the truth 
And see the lights surrounding you
May you always be courageous 
Stand upright and be strong
May you stay forever young
Forever young, forever young 
May you stay forever young.

May your hands always be busy 
May your feet always be swift
May you have a strong foundation 
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful 
And may your song always be sung
May you stay forever young
Forever young, forever young 
May you stay forever young.

Uhrban Stöjband havde til denne begivenhed på Posten inviteret en række af deres bedste musikalske legekammerater med på scenen. Således kan publikum opleve blandt andre Esben Just, Martin Preisler og Rasmus Madsen, foruden funklende stortalenter som Bo Møller Petersen og Signe Juhl Jensen på henholdsvis guitar og vokal. Det store orkester med fuld blæsersektion tæller en række af landets allerbedste musikere, som har optrådt med SP-Just-Frost, Peter Belli, Lucas Graham, Johnny Madsen, Poul Krebs, Mike Andersen, Aarhus Jazz Orchestra og DR Bigbandet. (Citat postenlive.dk)

Nyborg Slot

Nyborg Slot er et kedeligt besøg, og det er ærgerligt, for historien ved slottet er faktisk meget spændende.

Slottet blev anlagt i 1100-tallet, og indtil 1400-tallet var det parlamentsbygning. Danmarks første grundlov, Håndfæstningen fra 1282 blev underskrevet på slottet, og ifølge Østfyns Museers brochure om Nyborg Slot fødtes det danske demokrati på mange måder i Danehofsalen på Nyborg Slot. I slutningen af 1400-tallet overtog kongemagten (Kong Hans) Østfyn, og Christian 2. blev født på slottet i 1481. Først ved enevældens indførelse i 1660 mistede Nyborg Slot sin betydning som kongeslot.

Nyborg Slot står nu overfor et bygge- og restaureringprojekt, der ventes færdig i 2017, hvor blandt andet krudttårnet skal hæves til sin oprindelige højde, og slotsgården skal genskabes, således at det igen fremstår som en firfløjet borganlæg, så mon ikke, der sker lidt indenfor i samme ombæring.

Borgmestergården, der er fra 1600-tallet, var til gengæld et besøg værd - også selv om museumsværten på det nærmeste undskyldte udstillingernes fremtrædende. Størstedelen af udstillingerne var nok fra 1960'erne, men egentlig ganske charmerende. 

Ligegyldigt hvilket museum, du aflægger besøg, skal du tage en snak med museumsværten! Han/hun ved helt sikkert noget, der er sjovt at vide. Og hvis du ikke ved, hvad du vil spørge om, så spørg blot, om værten har noget interessant at fortælle. Jeg tør vædde på, at du får positivt svar.

Sanseudstilling

Det er ikke 26. gang, jeg har været på Sanseudstilling på Brandts, selv om det er tæt på, for jeg har været der rigtig mange gange. Min datter har altid været og er stadig vild med udstillingen, og hun skal altid lige omkring, når den er der.

Jeg kan godt lide at se udstillingen, men i stor grad også udstillingens gæster. Desværre var det sent på dagen, vi var der i år, så de "sjove" gæster var der ikke. 

Jeg har tidligere oplevet, at et barn på 5-6 år er på besøg med sine forældre. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvor lang tid deres besøg har varet, men man kan se trætheden i forældrenes ansigt og begejstringen i barnets. Og så begynder de gamle: Skal vi ikke snart hjem? Har du ikke fået nok nu? Er du ikke ved at være sulten? .... Det er den omvendte verden, og forældrene er ikke synligt bevidste om det. De skal agere den gode pædagogiske voksne, men er åbenlyst kun i stand til det i en begrænset periode.

Selvfølgelig har jeg også oplevet de forældre, der virkelig går ind i sagen med samme entusiasme som barnet. Nogle bliver temmelig kejtede, men det er dog trods alt et forsøg, og de er der klart på barnets præmisser. 

Gad vide, hvordan jeg selv var, da min datter var lille?

I modsætning til mig kan hun stort set huske udstillingerne, der har været der de enkelte år, og det er endda fra hun var helt lille. Så hun må jo også kunne huske, hvordan jeg var. Mit eget billede er, at jeg var den skægge mor, der også skulle prøve tingene af, og som blev totalt barnlig. Min tålmodighed var stor, men det var nok mig, der sagde stop.

Sidste år var der i øvrigt en lille knægt, der spurgte mig, om jeg ikke havde mit barn med. Da jeg udpegede min datter for ham, så han skuffet ud og sagde, "Jamen, hun er da voksen". "Voksne kan også lide at lege". Knægten måbede, "Kan de?" og smuttede så; måske blev han bange.

Men det er en fornøjelse at følges med min datter, og selv om hun nu er blevet voksen, holder hun sig ikke tilbage med at prøve tingene af. I dag skulle hun da lige prøve at klatre op på et par kvæg og lytte til snorkelyde, selv om det var lidt svært med kjole på. Og heldigvis var det var ikke alle kvægene, der skulle prøve af, for at finde den bedste.

De tre musketerer

Nogle ting vækker anmeldernes og folk i almindelighed's begejstring, men ikke min. I et forsøg på at bygge bro og måske få en lille forståelse for, hvad der adskiller "deres" og min smag, prøver jeg mig gerne frem. Jeg vil helst ikke stemples som fordomsfuld og konservativ, så jeg har denne aften kastet mig i lag med en musical. Jeg har et anstrengt forhold til musicals, men underligt nok elsker jeg både danseteater og teaterkoncerter.

Parallelt med at jeg skulle trækkes med en musical, var jeg også indlagt til '80-perioden, som har det grimmeste tøj og den mest hæslige musik.

De tre musketerer

Af Alexander Mørk-Eidem efter Alexandre Dumas

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Medvirkende: Rasmus Fruergaard (D'Artagnan), Mikkel Bay Mortensen (Athos), Kim Leprévost (Porthos), Claus Riis Østergaard (Aramis) m.fl.

Der er da ikke noget skønt ved disse gutter

Den klassiske fortælling om heltemod og dødelig kærlighed tilsat nogle af 1980'erne og 1990'ernes største hits - og masser af selvironi.

Et sted i provinsen drømmer den unge d'Artagnan om at blive kendt. Med guitaren på ryggen forlader han fødebyen og tager til Paris for at gøre drømmen til virkelighed. Her hvirvles han ind i en musikalsk duel mellem den franske konges tre trofaste musketeter og den magtsyge kardinal Richelieus gardister. Ingen regner den unge, nytilkomne for noget. Men da kongens musketerer står for at tabe, træder d'Artagnan ind på scenen. Alle måber. Hvem er den ukendte musketér?

odenseteater.dk

Nu var det ikke rent pinsel for mig at se forestillingen. 

Midt i første akt vågnede jeg op, ved at Lars Simonsen i skikkelse af Kardinal Richelieu på fremragende vis gav Peter Gabriel's Sledge Hammer. Jeg var slet ikke klar over, at det var kendte numre, der blev spillet, men efter det nummer fulgte der faktisk flere, jeg kunne nikke genkendende til.

Anders Gjellerup Koch (De Treville/d'Artagnans far) og Klaus T. Søndergaard (Rochefort) er to skuespillere, som jeg altid nyder at se på scenen. Søndergaard er måske sat lidt i bås, men han gør det altid godt.

Jon Lange (Ludvig XIII) og Anne Vester Høyer (Mylady), som for mig er ukendte, kunne absolut være deres håndværk bekendt.

En del af "fyldet"/statister/dansere/kor var fra Fredericia Teater aka. Det Danske Musicalakademi, og da jeg vidste, at en af mine bekendtes søn var med, havde jeg naturligvis fokus på ham. Alle var dygtige, og der var ingen, der skilte sig ud som irriterende dominerende, som det ellers tit er tilfældet.

Da musikerne kom frem i lyset under klapsalverne, var der en bekendt. Hjernen måtte i sving, men heldigvis ikke på overarbejde. Det var Bo Gryholt (el- og synthbas), som også spiller med i Evil Sons of the Blues.

Flot forestilling ... men ikke noget jeg vil savne, hvis det ikke fandtes.

Fjord&Bælt

Indtryk fra en lørdag på Fjord&Bælt i Kerteminde sammen med Linnea og hendes forældre

Big Fat Snake

Den fede slange, som jeg engang elskede, er forsvundet. Big Fat Snake stod godt nok lige dér på scenen med en næsten fuld sal på Magasinet, men al nerve og charme var skrinlagt.
De spillede pænt og nydeligt. Desværre var det som om, at der gik for meget maskine i koncerten, og det blev til en gang afliring det af, som de kan.
Inden jeg af kedsomhed forlod koncerten - efter første sæt - nåede jeg at høre nogle gode gamle kendinge, som Otis Redding's Sitting on the Dock of the Bay og Ry Cooder's Little Sister.

I begyndelsen af 1990'erne var jeg til mange gode Big Fat Snake-koncerter, hvor der blev spillet igennem, og jeg mindes især min første koncert, som i øvrigt også var på Magasinet. Jeg stod på forreste række. Ikke kun jeg, men alle kampsvedte, fordi vi dansede, sang med og hoppede af begejstring. Min brystmuskulatur var øm flere dage efter, fordi jeg havde haft armene hævet lidt for højt lidt for længe. Det var sjovt. I dag kunne jeg ikke forestille mig et svedigt publikum. De vippede højst lidt med foden og hævede kun armene, når der blev opfordret til det.

Big Fat Snake interesserer mig ikke længere, og de får næppe flere chancer hos mig. Og så kan jeg kun glæde mig over at have givet min cd-samling til en, som sætter pris på slangen.