Kurt Trampedach (1943-2013) udstiller på Brandts 10. maj-5. oktober 2014
Flade plakatreproduktioner har gjort mig negativ over for deres kunst og gjort dem uinteressante og ligegyldige over for mig.
Først når jeg har set malerier af dem in natura, forstår jeg til dels, hvorfor "nogen" absolut må reproducere dem til det flade ingenting.
Al kunst for folket! - på bekostning af at værkets sjæl forsvinder.
Und dig en time og se dokumentarfilmen Manden på bjerget (1995) af Steen Baadsgaard og Lars Schou (foto) om Kurt Trampedach i sit hjem i Sydfrankrig. (Hvis du ikke vil se den på museet, kan den ses på biblioteket).
Da jeg gik i udstillingen følte jeg mig opslugt og indfanget af de sorte og dystre billeder fra hans tidlige periode. De var ikke slet ikke så uhyggelige og dæmoniske, som jeg havde ventet, men derimod sørgmodige og efterlysende. De senere værker havde jeg lyst til at røre ved både fordi det tekniske i maleriet var spændende, og fordi de appellerede til kærtegn.
Det var udtrykket og ikke udformningen, der gjorde, at jeg ikke brød mig om skulpturerne. De var et nummer for triste til, at de kunne få min fulde opmærksomhed.
God kunst kendetegnes ved, at det rører og provokerer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar