Gnags

supp. Rasmus Nøhr

Når vi har job i Den Fynske Landsby, er vi så heldige, at vi får et begrænset antal fribilletter til koncerter stillet til rådighed af koncertarrangøren.
Til nogle koncerter er der større rift om billetterne end andre - jeg skal ikke komme ind på, hvilke koncerter der er tale om, så det bliver uden navns nævnelse her - men ved en koncert som denne med Gnags er interessen stor. Tildelingen af billetter sker så efter lodtrækning, og vi kan hver især maks. indstille os til to stk. billetter.
De af mine kollegaer, der ønsker en koncert, kommer som regel altid med. Vi har stiltiende frasagt os "udenbys" gæster og tager hinanden med som gæster, hvis uheldet i lodtrækningen skulle være ude. Det siger noget om kollegakærlighed!
Efterhånden er det blevet til, at vi inden koncerten bestiller pizza eller andet take away, så dem, der har haft arbejdstjansen den pågældende dag, ikke behøver at tage hjem. Det er rent hygge - og kollegaomsorg.

Godt nok er billetten billig, men den er ikke indbydende! 

Hvad har jeg billet til? Hvad skal jeg glæde mig til? 

Midt om Natten eller Tina Dickow? 

Nej-nej, det er reklamer, som i denne sammenhæng er mig uvedkommende. 

Ingen point fra min side!

Koncerten både med Rasmus Nøhr og Gnags var ok fin, og så er det sagt. Men der blev da både vippet med tæer og sunget med. Kroppen var denne aften lidt for gammel, så jeg holdt igen med de store armbevægelser og hoftevrikkeriet. Sidst på aftenen bed jeg tænderne sammen og fik de sidste Gnags-numre tæt på.
Uanset hvad så giver en plads tæt på scenen en ekstra dimension i form af mere nærvær og højere stemning.