onsdag den 7. november 2018

Coleus .... aka paletblad

Samlinger, samlinger, samlinger. Hvad har jeg dog ikke været ude i at samle på? Påklædningsdukker, glansbilleder, servietter, tændstikker (ikke æsker), blikdåser, fotos af smagte øl, vinetiketter, ølkapsler, vættelys, frimærker, H.C. Andersen-ting, musik, tørrede planter og sikkert en del andet. Efter nogen tid er interessen dalet eller forsvundet, og samlingen er røget til højre eller ud - til fortrydelse år senere.

Min seneste samling, som i skrivende stund ikke er stor, men som lever og består, er paletblad eller Coleus xx. Samlingen begyndte i september sidste år, hvor jeg var på Egeskov. Der stod en plante, som vækkede minder fra min farmor, og jeg nuppede et skud. Senere - i oktober - fik jeg en plante i gave, og i november kom jeg forbi en botanisk have i Spanien, hvor der stod et smukt eksemplar, der måtte afgive et skud. Og så var der grundlag for en samling.

En samling er mange ting og sjovest, hvis der er en historie. Da jeg havde tiltusket mig de to af planterne ved simpelt tyveri, var det det, der skulle være fortællingen. Der ville ikke være noget nemmere end at tage på planteskole og købe planter eller sende bud efter assorterede frøposer fra Sverige, men hvor var sporten så henne? Spørgsmålet er, om det er tyvekoster eller planter, jeg samler på.

Her vil jeg så indskyde, at det er ikke sjældenheder, og planterne har godt af at blive knebet. For mig ikke er nemt at være tyv. Alle kan se, hvad jeg er ude på, når jeg skal stjæle et skud. Jeg ser mig nervøst omkring, har hurtige bevægelse og måske røde ører.

Coleus Egeskov


 

Coleus Nanna

 

Coleus Andalusia

 

Coleus Torvet



Coleus Føtex



Coleus Toscana




De nappede planter giver jeg stednavnet, og den - foreløbigt eneste - med personnavn er en gave, som jeg selvfølgelig har taget imod med kyshånd.

Planterne er forholdsvis nemme at have med at gøre. De skal blot have vand, og så vokser den sig hurtigt større. Udfordringen er at holde den i pæn i form. 

I nat hørte jeg en podcast - sågar på svensk - om, hvordan planterne godt kan lide at have det, så vil jeg prøve at efterleve det:
  • Placeres lyst
  • Sur pottejord - altså med spagnum
  • Vandkrævende - op til to gange om dagen i varme perioder; lad den ikke se tørstig ud
  • Sparsom næring - hvis nogen overhovedet, så kun halv dosering og i foråret
  • God fugtighed - tør luft kan give lus og mider
  • Formeres ved stiklinger (eller frø) - kan danne rødder i vand, men ellers bedst direkte i jord
  • Toppen knibes - for at give god forgrening, fx over fire sæt blade

2 kommentarer:

  1. Hvor er de flotte. Ved du at iflg. gl. overtro, så skal en stikling stjæles, ellers vil den ikke gro :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det har jeg aldrig hørt. Og her gik jeg og troede, at det var min idé.
      Tak for info.

      Slet