Mexico i Magtenbølle
Jeg har nogle bekendte ildsjæle i Magtenbølle, og de havde en søndag eftermiddag valgt at slå døren op i deres nyrenoverede længe i sulegården og arrangeret en koncert med Bola Suriana, der er et seks mands-orkester fra Mexico, der spiller folkemusik fra Latinamerika.
Det var svært for mig at bedømme, om orkesteret var godt, men det var i hvert fald anderledes musik end det, jeg normalt hører. Sola Suriana må være et velrenommeret orkester. De har eksisteret i henved 20 år, og det kan man vel ikke, hvis det ikke er ordentligt det, der bliver leveret, medmindre de altid er på turne i Europa og bilder os europæere ind, at det er sådan, musik fra Sydamerika skal lyde - og vi så tror på det. For mig var det lidt kedeligt, men det sagde jeg ikke højt, for alle omkring mig - nogle af de 40-50, der var mødt op - var ret begejstrede. Jeg manglede lidt entusiasme og spas. Det var meget seriøst, nærmest andægtigt. De forsøgte godt nok med noget fællessang og klap, men det lykkedes ikke helt efter min mening.
Stemningen steg noget, da Rasmus Lyberth kom på scenen med et nummer i 2. halvleg, og det var da også et godt indslag. Men jeg synes ikke, at det var fair.
Og så kom der mange ekstranumre. Her var et par stykker, som var bekendte, og der blev fællessang i længen. Desværre lod det til, at det var det kendte, der skulle til for at hæve intensiteten, men det burde ikke være det altafgørende.
Det var nu en hyggelig eftermiddag med fin musik, søde mennesker, sandwich og øl og ikke mindst et rigtigt fint initiativ i Magtenbølle.
Desuden takker jeg for de paradisæbler, jeg fik med hjem. Jeg har fået en vodka over at "koge" til en liflig drik.
Fotos: Jørgen Bjerring
Ingen kommentarer:
Send en kommentar