Øltur, Vilnius, Litauen

For et par måneder siden var jeg så letsindig at booke mig på en øltur til Vilnius velvidende, at der måske ikke var så mange kvinder med. Jeg mente, at det nok skulle gå, men at der ingen var, kom alligevel bag på mig. Jeg var således ene kvinde blandt seks mænd, hvoraf den yngste var 23 og den ældste 50. Det var hårde odds, jeg var oppe mod, men jeg tror, at jeg klarede "det" nogenlunde - mændene gjorde i al fald.

Fredag

Vilkmerges

Vi lagde ud med afgang fra Odense Banegård kl. 04:30 fredag, og inden vi havde set det sidste af byens natbelysning, var hjemmesmurte sandwich og øl på bordet. Lige lovlig hård kost for mig, men der er den der snak om, at har man sagt a, må man også sige b, så jeg tog pænt imod.

På Panorama Hotel, Sodu G. i Vilnius gled der en hurtig smagsprøve på litauisk øl ned. Der var to typer at vælge imellem: lys og mørk. Det lød nemt. Øllen var god, så der var noget at se frem til.

En kort spadseretur mod centrum, og vi nåede restauranten (Zemaiciai på Vokieciu), hvor frokosten skulle indtages, for det var ved at være de tider. Lynhurtigt kom der appetizer, bestående af bl.a. røgede griseører, ost og lækkert brød, og drikkevarer på bordet. Drikkevarerne var naturligt øl, men skulle vi ikke også smage vodka? Jo selvfølgelig, et par stykker af dem, tak. Det passer fint til borsch.

Borsch

Kartoffelting

Griseting

Efter frokosten slentrede vi rundt i byen, indtil tørsten overmandede os, og vi måtte ind på et udskænkningssted. Det var heldigt valgt, for de havde øl ... og Starka (en vodka med krydderi, nærmest en bitter).

Tiden var nu så fremskreden, at vi måtte på hotellet for at få værelset, for straks derefter at sætte os ud i en taksi, der kunne transportere os til aftenens spisested. Der lærte vi, at prisen på turen på forhånd skal aftales, som så mange andre steder. Vi følte os dog ikke helt snydt, for en pæn tur koster mindre end startgebyret i Odense.

Prie Katedros, Gediminas Ave

Vi kom til en pæn restaurant med eget bryggeri. Bordet til os stod dækket med små smagsprøver på øl, hvoraf den ene var en honningøl. De små glas var nok mere til pynt end til gavn, for øllet kom bagefter ind i kander, uden at vi skulle vælge. Meeeen skulle vi ikke lige have en vodka? Det passer også ret fint til ... laksetatar.

Laksetar

Katedros Alus (tv.) - Stumbras vodka (th.)

Efter maden og rigelig indtagelse af drikkevarer gik vi et pænt stykke vej til Snekutis, Sv. Stepono, hvor vi mødtes med Alaus Brolija, der er svarende til Danske Ølentusiaster. Omkring ti fra ølbroderskabet ventede os i kælderen, som var, som en kælder kan være: Mørk, muggen og møghyggelig. Snakken gik, og der blev skålet og skrålet. En af de lokale havde medbragt et par flasker egen bryg, som der blev smagt på. Den ene var en IPA, og på trods af dens duft af sure sokker, smagte den faktisk fortrinligt af en IPA at være.

Hen ved midnatstide havde jeg fået nok af øl og vodka. Jeg ville have fuldt udbytte af dagen derpå, hvor vi skulle afsted med minibus kl. 07.30.

Lørdag

Med Birzai 200 km nordpå i sigte satte vi os i bussen, der var uden opvarmning. Det var p.... koldt, og tågen lå tykt over det flade landskab. Efterhånden som dagen skred frem, og solen gennembrød tågen, blev det heldigvis mere tåleligt. Vidmantas, der i øvrigt var fra det såkaldte broderskab, var vores chauffør og guide.

Da vi ankom til Birzai, blev vi i slotskælderen modtaget i stor folklorestil med sang og musik. Der var dækket op med rugbrød, meget tør ost og øl til os. Museumsguiden fortalte kort og illustrativt om øllets historie, og vi blev underholdt med blæseinstrumenter, som vi selv skulle forsøge os på, foruden vi skulle synge og danse. Alt i alt meget festligt og et rigtigt fint arrangement, men vi var nok ikke lige i humøret. Se evt. birzumuziejus.lt

Efter slotsbesøget var vi på bryggeriet, der er det ældste bryggeri i Litauen. 1686 er navnet på et produkt.

Vi var en smule skuffede over ikke at blive beværtet på bryggeriet. Det bødede lidt på sagen, at vi hver fik to flasker øl a 1 l med hjem. En Birzu alus 6 % og en Senovinis alus (Ancient beer) 7 %. Det bliver spændende og smage, om litauisk øl smager ligeså godt i DK, som det gør i hjemlandet. Skuffelsen lagde sig, da vi kom på besøg på det lille bryggeri, Joalda, i Joniskelis.

Da vi havde været rundt i bryggeriet diskede GammelSmølf - det var det navn, han fik af os - op med kommenost i tykke skiver og 8 l øl. De sidste to liter måtte vi pine i os, for det var den pris, han ville have, for at Bo måtte få et glas med hjem. Det gjorde ikke noget. Øllet var noget af det bedste, vi indtil nu havde smagt. Og det siger da ikke så lidt. Se evt. også en blog, som jeg stødte på: Larsblog

Nu var vi ved at være sultne.

Ude midt i ingenting var et cafeteria. Det var værd at vente længe på maden. Jeg fik fx en schnitzel med kartoffelmos, rødbeder og kål. Det lyder banalt, men det var veltillavet og lækkert anrettet. Herefter kørte vi kort til en bar i en hytte i en meget lille landsby (Krivaiciai). Her fik vi en kedelig øl, som jeg ikke drak op. Det gjorde til gengæld Vidmantas, da han så, at den bare stod tilbage.

Inden vi for alvor returnerede mod Vilnius, gjorde vi stop i Panevezys ved et charmerende værtshus, Piniavos Alutis, der lå over for et nøgletræ. Et nøgletræ er et træ behængt med nøgler, fordi når man hænger sin nøgle dér og ønsker, er der chance for, at ønsket går i opfyldelse - nå, det skal sikkert både være fuldmåne og en særlig vindretning, så jeg hoppede ikke på. Det gjorde jeg på de øl, vi fik på bordet. De var noget specielle, men helt i orden. Særlig den øl, der var brygget med rødkløver, var interessant, men den med de vilde hindbærkviste og blade var heller ikke at foragte.

Vi ramte motorvejen, og Vidmantas kunne trykke speederen. Men mens vi storfrøs og småblundede kunne vi nyde aftenskumringen og se det flade land med bølgende mosekonebryg. Det var smukt. Da vi ankom til Vilnius var det bælgmørkt, og vi blev ført ud af byen igen til en naturpark, hvor der var nyåbnet en restaurant, som imidlertid ikke havde fået gang i sit bryggeri. Det afholdt os ikke fra at få en øl, omend den var kedelig i forhold til det, vi var blevet vant til. Maden her var også småkedelig, i hvert fald de pommes, jeg fik til stroganoffen, og blomkålsuppen var lidt smagløs.

Det havde været en lang dag med mange indtryk.

Søndag

Ølbutikken

Inden vi skulle med flyet tilbage til Danmark, gik vi en tur i det gamle Vilnius, og naturligvis skulle vi præsenteres for en ølbutik.

Vi afsluttede Vilnius-visitten på en restaurant med tilhørende bryggeri, Busi Trecias, Totoriu G., og til min gullash fik jeg weekendens sidste øl ... troede jeg.

I toget hjem fra København til Odense synes Ulrik, at vi lige skulle smage den allersidste: En fra GammelSmølf. God, sød og med smag af hasselnødder. Dejlig afslutning på en rigtig fin weekend, hvor 25-30 forskellige øl har ramt mine smagsløg.

Turen var arrangeret af Ulrik Rønlev, VinMedKant

Fotos i øvrigt fra weekenden: Vilnius