VinSmag nr. 50

Jubilæum i VinSmag. Det var smagning nr. 50, og vi havde valgt at fejre gangen hos Alfred & Kamilla på Rugårdsvej.
Brian havde sammensat en menu, og han havde entreret med en vinkender, der skulle præsentere vinene for os.
Det viste sig, at det var Ulrik Rønlev, som vi tidligere - med års mellemrum - havde haft besøg af i klubben. Første gang med italienske vine og anden gang med østrigske og tyske vine. Denne gang var Ulrik på banen med sit nuværende firma, Vin med Kant. Det kunne kun blive godt. Ulrik og jeg har i hvert fald nogenlunde samme smag.

Menu

Hvide asparges, karse, rejer og brød

Corbiere Blanc, Oculus 2012 

- Abbaye de Fontfroide, AOC 

Hvid fisk

nye kartofler og krydderurter

Jose Dockner, Riesling, Rosengarten 2011

- Kremstal DAC Reserve

Langtidsbagt kalv 

snegle, spidskål, ærter og persille

Cotes de Roussillon, Cuvée Jean 2009 

- Chateau Lauriga, AOC 

Rabarber 

marengs og mandler

Monbazillac, La Cuvée 2007 

- Domaine de Moulin Pouzy

Lærdom om iltning af vin:
5 minutter i glas svarer til 1 time i flasken

Vinene gav jeg alle topkarakterer: 8 - 9 - 8 - 10
Og jeg kunne ikke lade være med at købe.

James Last

Jeg fik et tilbud, som jeg ikke kunne afslå: En mulighed for at deltage i en koncert med James Last. I min vildeste fantasi har jeg aldrig forstillet mig, at jeg nogen sinde skulle se ham, for musikstilen, er ikke lige den, der tiltaler mig allermest. Allerede som ung teenager blev jeg præsenteret for James Last af min far, som havde indtil flere lp'er med den højtelskede tyske partykonge, men ... min mor og jeg kunne ikke snuppe "suppen".

Min veninde og jeg havde fået nogle absolut fine pladser meget tæt på scenen i det stopfyldte kongrescenter. Vi kom i snak med vores "naboer", som i umindelige tider havde glædet sig til denne aften. De så aftenen som en enestående chance til at opleve selveste hr. Last, for "han var jo en mand pænt oppe i årene, så man kunne jo aldrig vide ...". De søde nabodamer var ankommet til koncerten i bus fra en sted højt oppe i Jylland, og de havde formentlig taget deres pæneste tøj på for at markere denne særlige begivenhed.

James Last havde også iført sig sit pæne tøj, men det var ikke just pænt tøj, der faldt mig ind, da jeg så nærmere på orkesteret. Det så i grunden lidt slidt og usselt ud. Den stil, der var til stede, var manglende. Jeg havde ellers forestillet mig en scene, hvor alt var gennemført og helt i top, men der tog jeg fejl. Det skal dog dertil siges, at musikerne, så vældigt glade, tilfredse og stolte ud, som om det var en stor prestige at være med i dette orkester.

Og publikum var glade og tilfredse. Stemningen var helt i top. Indimellem så jeg "slanger" løbe rundt og huje mellem stolerækkerne (hvor der var brandveje). Joh, folk har haft en fest til musik, der - efter min smag var helt maltrakteret, selv om nogle af solisterne gjorde det ganske godt.

Desværre oplevede jeg koncerten meget negativt.
Jeg fornemmede uligevægt og usandhed i universet:
NAVNET er James Last, CENTRUM er James Last, og resten af VERDEN klarer James Last med en lille let håndbevægelse, funklende tøj og masser af millioner.

--------------------

Hans Last aka. James Last (1929-2015)

Susse Wold

- og det sædvanlige lækre kagebord i Fyns Kvindelige Litteratursalon.

Susse Wold var inviteret for at fortælle om sin biografi, Fremkaldt, som hun udgav for et par år siden. Biografier er - måske som bekendt - ikke en genre, jeg beskæftiger mig med, så jeg var ikke alt for varm på tanken om denne forestilling. Men, men, men ... jeg er åben for input.

Susses livsindstilling var - forbavsende for mig - meget sammenfaldende med min.

I hendes indledning bemærkede hun, at man skal gøre noget hver dag, som man ikke har gjort før. Det bliver sværere og sværere, jo ældre vi bliver, men det er det grundlæggende i holdningen, der tæller, og det er værd at have in mente. Derudover nævnte hun, at det er værdifuldt at tage livtag med sin egen angst. Holdninger er det vigtigste, når det daglige valg skal foretages.

Vi sætter mærkater på hinanden, og det kan under tiden være vanskeligt at se forbi dem, fordi de skygger, og de forbliver "sandheden".
Mærkaterne, som jeg havde sat på Susse Wold var nok en anelse negative. Det var underligt at tænke på, for hvor havde jeg de mærkater fra? Film, BilledBladet, Se&Hør, tv ... ?
Jeg forestiller mig nu, at mine mærkater til at starte med var ud af pergament, fordi jeg aldrig havde mødt Susse Wold in natura, og de under og efter denne aften langsomt blev omdannet til ugennemsigtige gule post-its med langt mere positive ord.
Netop for at illustrere denne åbning, der kan ændre denne første opfattelse af en person, citerede Susse Wold Leonard Cohen: There is a crack in everything/That's how the light gets in fra hans sang, Anthem.

Pointer, som Susse Wold og jeg deler:

• Man skal være til stede i nuet, for ellers er man ikke til stede i livet
• Man skal erkende sin egen svaghed og lytte til sin krop
• Alder er en forunderlig størrelse, og alderdom er en underligt ord
• Kæl ikke for dine bekymringer
• Kunsten er at gøre ingenting

Og endeligt nogle andre kloge ord, som Susse fik spredt ud:

• I ungdommen er man glat uden på og rynket inden i; i alderdommen er det omvendt
• Alder betyder ingenting, medmindre man er en ost

Selvbiografi. Jeg er ikke interesseret! Dermed er det ikke sagt, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og deres erfaringer. Min opfattelse er, at der generelt nemt går sladder i historien. Hvor interessant kan det være, hvem der har kysset med hvem, og hvad de har spist til middag? Naturligvis bliver man præget af, hvem man omgås, og hvordan, men hvor meget kommer det i grunden mig ved?

Det var imidlertid interessant og spændende at høre Susse Wold fortælle om sit liv, og hvad der havde gjort hende til den, hun er, men jeg vil aldrig give mig i kast med at læse hendes bog.

Philip Kerr: Grujsko

(1956-) - Britisk forfatter

En bekendt kom en dag med denne bog til mig, fordi den foregår i Skt. Petersborg, og jeg måske kunne genkende noget af stemningen i bogen. Det er svært at undgå og undslå sig krimier, selv om jeg helst ville læse noget andet i et stykke tid. Jeg gav mig i kast med romanen - også på trods af at handlingen var mafia, der heller ikke min stærke side.

Det sorte marked har kronede dage, da efterforskeren ankommer til St. Pedersborg for at lære af mafiaeksperten Yegeni Grusjko. Men Grusjko må, midt i en sag om en udbrændt restaurant med et kølerum proppet med fint oksekød ud i en øde skov, hvor journalisten Milyukin er fundet nakkeskudt i en bil sammen med liget af en georgisk smågangster, der har fået munden skudt sønder. Grusjkos efterforskning foregår midt i en blodig gangsterkrig, men det forklarer ikke sagens løse ender.
Hvorfor aflyttede politiet journalistens telefon? Hvorfor havde politiet løsladt journalistens alfons-meddeler før tiden, og hvad var det for en hemmelighed journalistens enke bar på? Sandheden er Grusjkos ærinde, men den bringer ham og hans familie i dødelig fare.

Som jeg læser bogen skulle efterforskeren til Peter med det hovedformål at lure på, om der var bestikkelse og korruption hos mafiaeksperten. Dækket var at lære om mafiaen i Peter i forhold til mafiaen i Moskva.
I min optik indledes romanen med journalistdrabet, og først senere kommer restauranten ind i billedet. Det er irriterende med sådanne småfejl.

Det er ikke en roman, der kommer til at stå på mine hylder. Jeg vil gerne af med den. Kort sagt, jeg synes ikke om den. Det kan være oversættelsen, genren, historien eller forfatteren, der ikke ynder mig. Kerr skulle ellers være en anset forfatter, men jeg har før læst ansete forfattere, som jeg har pint i mig - her tænker jeg på Maeve Bienchy, og uden sammenligning i øvrigt: den sidste var værst.

Med bogen kom jeg rundt i Skt. Petersborg - også til steder, hvor jeg ikke var med mit selskab. Det er altså noget særligt at læse en roman, når du kender til lokationen. Noget helt specielt var det at læse om Hotel Moscow, hvorpå jeg boede. Det var virkelig tæt på. I bogen skete der ting, som jeg ikke havde øjne for. Hvis jeg havde været mere obs, havde jeg måske set mere, end jeg ville.
De biler, som mafien kørte i, blev udpeget for mig ved hotellet. Det var et eller andet tegn ved nummerpladerne, der viste, at det var en mafiabil, ud over at de var større, flottere og nyere end øvrige biler. En enkelt luder - for at bruge et ord som alle kan forstå - blev også udpeget. Hende kunne man også sætte adjektiverne på. Ikke før jeg havde læst bogen, ville jeg tro på, at jeg havde set både ludere og gangstere så tæt på.
Fantasien fik frit løb ... det var udbyttet af denne bog.

Portræt II

Linnea - 1 år 9 måneder

Nelli & Jonas skulle - som sædvanligt - hjælpe til ved Eventyrløbet,

og jeg fik derfor fornøjelsen af Linnea en hel dag.

Samtidig med at jeg legede med Linnea, legede jeg lidt med kameraet.

             

 

Det' bare mænd

Instruktion: Kim Bjarke

Scenograi: Camilla Bjørnvad
Medvirkende:
Claus Riis Østergaard (Jerry), Peder Dahlgaard (Dave), Anders Momme, Rasmus Fruergaard, Kurt Dreyer, Jan Linnebjerg, Mads Nørby, Sophie Louise Lauring m.fl.

Foto: Stamp Reklamefoto

Stykket kendte jeg fra filmen, The Full Monty fra 1997. Filmen kunne jeg godt lide, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne lide historien på teater? Historien om de arbejdsløse mænd, hvor selvtilliden er i bund ligesom økonomien, er gribende, sød og sjov.
Jerry er bagud med børnebidraget, og ekskonen truer med at fratage ham forældremyndigheden over deres søn, hvis han ikke betaler sin gæld. Jerry beslutter sammen med sin lidt modvillige ven Dave at lave et stripshow inspireret af Chippendales.

Sammen med andre arbejdsløse - "rigtige", helt almindelige mænd - går de i gang med forberedelserne til et show. Billetsalget går selvfølgeligt lidt trægt, men da de lover at smide alt tøjet, bliver billetterne - ikke overraskende - revet væk.

Rasmus Nøhr

"Jeg ved noget, du ikke ved!"
"?"
"Det bliver så vildt mellem os to."

Det var scorereplikken, som Rasmus Nøhr indledte sin koncert med. Han kunne sagtens have brugt den over for mig ... og fået ret. Det blev nemlig vildt mellem os, og det var på trods af, at jeg mødte op til koncerten på Magasinet med en vis skepsis.

Det er ikke det store kendskab til Nøhr, jeg besidder. Jeg har en enkelt, sjældent hørt cd (Lykkelig smutning) stående på reolen, og jeg har uden den store succes øvet mig på "Sommer i Europa" på Singstar.
Rasmus Nøhr gør ikke noget ved mig hverken i forkert eller rigtig retning. Han er der bare. Men jeg må erkende, at han var hyggelig at overvære. Og var humøret højt, inden koncerten gik igang, blev det kun højere af Nøhrs smittende glæde og drengede charme.


Særligt synes jeg om et par numre, som jeg vist aldrig havde hørt før. Det ene nummer var en "sexet" sang, som på en måde gjorde min veninde forlegen, fordi den nok var på kanten af, hvad hun forventede, det andet var en stille, skør sang, der mundede ud i en flot crescendo. Jeg finder sandsynligvis aldrig ud af, hvilke sange det var, for det husker jeg for dårligt til. Og jeg kan nok ikke tage mig sammen til at lytte samtlige Nøhrs albums igennem for at afklare spørgsmålet. Det er min fornemmelse, der slog til, og den fortæller mig, at det var gode numre, så det lader jeg det blive ved.

Absolut en koncert, jeg vil huske med glæde.