Sebastian Lind

Foto: PR-foto

Sebastian Lind !?!?! Skulle være en opcomming star.
Jeg fik lejlighed til at overvære en koncert, fordi en af mine facebook-venner havde en ekstra billet, som hun udbød til den første den bedste, der meldte sig. Jeg var hurtig, og det blev mig, der havde fornøjelsen af at være den heldige følgesvend.
Efter første nummer råbte Sebastian ud: "Er der nogle fra Skt. Knuds?" Så blev der hujet. "Er der også nogle fra Mulernes?" Og så blev der hujet igen. Ren fest for gymnasieelever. (Jeg undlod at huje med).
Det er 35 år siden jeg havde skolegangen på Mulernes Legatskole. Havde jeg hujet, havde nogle lagt mærke til mig, og ville disse forsøge at finde mig på klassebillederne, der er ophængt i skolens gange, ville de lede forgæves, for min klasse - 3.c. årgang 1976 - var en klasse, der var på tværs af traditioner og borgerlighed, hvorfor vi nægtede at lade os fotografere.
Jeg mødte et par af min søns gode kammerater. De er så dejligt søde, og det er skønt, at de gider at snakke med mig, som bare er en mor - især på sådan et offentligt sted. Hvordan var det med mig selv i den alder? Nogle forældre og gamle hilste jeg kun på af pligt eller af høflighed. De, jeg talte med, havde jeg respekt for på den gode måde, og jeg var måske glad for - og måske oven i købet stolt af - at kende lige netop dem. Jeg vælger at tro, at sådan er det nok stadig fat blandt ungdommen.
Koncerten? Meget ung mand med en genert attitude. Stort potentiale inden for en musikgenre, der falder helt i min smag. Intimt , tilbagelænet og melankolsk rock. Jeg fik associationer til N'Grandjean både hvad angår udseende, bevægelse og musik. Dejligt, at arvtageren er fundet.

Elizabeth Gilbert: Spis, bed, elsk (2006)

Amerikansk forfatter (1969)

Spis, bed, elsk er historien om forfatteren Elisabeth Gilbert, der - efter sin skilsmisse - beslutter sig for at skille sig af med alle sine ejendele og tage ud i verden for at opdage sine sande mål og drømme i livet.
Forfatterens mål var at udforske tre sider af sig selv: Glæde, hengivenhed og spiritualitet.
For at gøre det, besluttede hun sig for at finde de tre steder i verden, hvor folk er bedst til at dyrke lige netop de sider af tilværelsen. Således tager hun til Italien for at lære af italienernes måde at fylde livet med lyst og glæde - især madglæde. Til Indien for at lære om hengivenhed gennem meditation, bøn og åndelighed og til sidst til Indonesien for at lære at elske.

psykeogsjael.dk

Bogen havde jeg fået i gave. Jeg gad den egentlig ikke, for jeg havde set den filmatiserede udgave fra 2010, og det var absolut ikke en film for mig. Julia Roberts havde hovedrollen. Jeg håbede på, at filmen kunne give mig et andet syn på hende, og jeg håbede på kloge ord og smukke billeder, men gik desværre skuffet ud af biografsalen. Filmen var ingenting!

Jeg ydede ikke bogen retfærdig fra begyndelsen. Dels havde jeg Julia i tankerne, dels var den meget amerikansk og selvbiografisk. Jeg var på nippet til at bryde et af mine principper og lægge bogen væk uden at have læst den til ende. Med den bunke nye bøger, som jeg har liggende og de anbefalinger, jeg har fået ved siden af, er livet for kort til dårlig litteratur. 

Men allerede på side 39 lavede jeg imidlertid mit første æseløre. 

Det er en vane, jeg har tillagt mig her på det sidste. Når jeg læser noget klogt, eller noget jeg vil undersøge nærmere, laver jeg et æseløre - i mine egne bøger. Det giver bogen et dejligt brugt look.

Dette første øre kom, fordi der var en fin beskrivelse af en fontæne i Villa Borghese i Rom. Havde jeg mon selv taget et foto af den? Det gav mig anledning til at finde gamle fotografier frem, og jeg kunne drømme mig tilbage.

Attraversiamo (lad os gå over) er et ord, som jeg gerne ville kunne huske. Så den side fik også lige et buk. 

Sådan blev det faktisk til en hel del ombuk. I afsnittet om Indien var der en del beskrivelser af yoga, og i Bali-afsnittet blev der blandt andet fortalt en masse om, hvordan kulturen er dér.

Gilbert er slet ikke så overfladisk og kedelig, som jeg havde frygtet i starten af bogen, hvor hun beskrev sin skilsmisse og hendes følgende forhold. Hun kommer med henvisninger fra mange forskellige interessante vinkler, og tingene hænger godt sammen.

Rasmus Walter

Foto: K. Simonsen

Min søde veninde er vild med Rasmus Walter, og hun havde derfor et stort ønske om at se ham på Kulturmaskinen. Jeg ville selvfølgelig gerne følges med hende for at få stillet en vis form for nysgerrighed.
Der var fuldt hus, og da veninden havde hørt om populariteten, havde hun sørget for billetter, så vi kunne undgå en afvisning i døren i lighed med dem, som ville ind lige før os.
Vi fandt en god plads ved et cafebord forholdsvis tæt på scenen, og der stod vi sammen med et par i 30'erne, som var et godt eksempel på det typiske publikum.
Koncerten var efter min mening noget kedelig. Bandet spillede pænt, opførte sig pænt, sang pænt .... og meget mere pænt. Intet spræld, og det hele var forudsigeligt (på trods af mit manglende kendskab).
Da koncerten var slut havde jeg hovedet fuldt af uafklarede eksistentialistiske spørgsmål: Hvem? Hvad? Hvorfor? Fint nok, men lige i overkanten af at være for meget.
Det var altså ikke en udpræget god koncertoplevelse - nærmest endeløs, men sådan nogle skal der også være plads til, så de gode kun kan blive endnu bedre.

Krydstogt

Instruktør: Jan Maagaard
Scenografi: Simon Holk Witzanky
Manuskript: Vivian Nielsen
Medvirkende: Mette Maria Ahrenkiel, Lars Simonsen, Michael Brostrup, Natali Vallespir Sand m.fl.

Foto: Emilia Therese

Adriana befinder sig i en midtvejskrise, og hun prøver at få overblik over sit liv. For at få styr på sine modstridende følelser og sit skrantende ægteskab tager hun på et krydstogt sammen med sin mand, Zeljko. 

På båden er også Elisabeth og Poul, som virker harmoniske og afklarede med tingenes tilstand. Poul, der lider af en livstruende sygdom, prøver at udleve sine drømme, før det er for sent sammen med Elisabeth.

Livet tages op til revision.