Tako Lako

Så lykkedes det for mig! Tako Lako.

 

På Kulturmaskinen sammen med omkring 100 andre lystede jeg at tilbringe en del af fredag aften med dette orkester, der betegner deres musik som psykedelisk balkan beat.

 

 

Det var på nippet, at jeg droppede koncerten, fordi den først gik i gang hen ved midnat. Netop som jeg var ved overvejelserne slog Kabaret, der var support, de første toner an, og jeg tog beslutningen om at tage billetten, hvilket jeg på ingen måde fortrød.

Kabarets stil var ... cabaret, og de spillede da også den velkendte Willkommen, Bienvenue, Welcome. Helt opvarmede var "opvarmningen" dog først i de to sidste numre, hvor de for alvor tog fat.

Anderledes var det med Tako Lako. De havde greb i publikum fra start til slut, tror jeg. Jeg blev i hvert fald fanget ind med det samme. På en eller ander forunderlig vis var jeg langsomt blevet skubbet frem, så jeg uventet stod ved scenekanten, da orkesteret entrerede. Der blev jeg stående størstedelen af koncerten, for det var absolut ikke dårligt at stå der og fornemme energien og mærke rytmerne forplante sig i kroppen. Om det var lyden eller Ognjen Curcic's udtale, som gjorde, at jeg ikke kunne fange tekster, ved jeg ikke, men jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne acceptere dem.

Under sidste del af koncerten flyttede jeg til de bageste rækker, hvor overblikket var større, og det forbavsede mig, hvor bredt aldersmæssigt publikum spændte. Så kunne jeg så tænke over, om det var stedet, der gjorde, at der var så mange ældre til stede, eller om det var musikken. Måske opklarer jeg det en dag.