Lukas Graham

Aftenen bød på koncert med Lukas Graham i Odense Idrætshal.

Skøn blanding af soul, funk, hiphop og pop, som Lukas Graham selv betegner som ghettopop.

Jeg behøvede ikke at se på bandet. Jeg følte ingen speciel udstråling fra dets side, men de leverede varen, og musikken fungerede med god nerve og sjæl.

Genremæssigt kunne jeg ikke helt lade være med at kaste en tanke på den cd, jeg har stående med Daniel Merriweather (Love And War, 2009). Måske skal den have selskab af Lukas Graham.

Eivør

 

Eivør bliver nok aldrig en af mine store favoritter, selv om hun synger smukt. Der er alt for meget stemme ... med ekkooooooooooooo, så det lyder, som om hun i skovens dybe stille ro ikke vil høre andre end sig selv. Mine tanker for selvfølgelig rundt, og det strejfede mig, at jeg med min stemme måske ville kunne lyde i samme flotte stil, hvis blot teknikken fungerede: Dub-dub-dub.

Min diskussion, om det er de færøske eller de mere såkaldte rockede numre, der vinder hos Eivør, fortsætter jeg efter det sidste punktum. De færøske - som er ren volapyk - har føringen, men de kan indhentes af de rockede, hvis Eivør vil. I givet fald skal hun lade crescendoen gå planken ud og ikke lade den fade i skønsang på et alt for tidligt tidspunkt.

Koncerten var en helt særlig oplevelse for mig. Det var dejligt for en gangs skyld at blive opfordret til noget, som for mig var nyt, og som ikke var mit eget valg. Tak!

I øvrigt glæder det mig, at man i Aarup har formået at skabe et sted som Industrien, der netop var rammerne for aftenens koncert. En sal, der benyttes som biograf, og som kan anvendes til koncert, uden at den bærer præg af det oprindelige/egentlige formål, idet der foran scenen var et bart gulv, hvor der var opsat caféborde, der gjorde, at en afslappet og hyggelig stemning kunne brede sig.

Søren Holmgren: Jeg ser ingen begrænsninger - gør du?

I min aktiveringsperiode på fire uger hos Job & Netværk, Odense Kommune, er der mulighed for at komme til tre foredrag torsdag formiddag. Det første i rækken var med Søren Holmgren.

Søren Holmgren er blind, og med udgangspunkt i sit handicap underholder han meget motiverende om at se positivt på tilværelsen.

Igennem årene har jeg deltaget i så mange foredrag og seancer med succesfulde personligheder - gerne sportsfolk (Søren her er olympisk mester i goalball i 2000 + 04) -  at jeg er vanskelig at dupere.

Man kan altid lære noget om livsindstilling eller blot blive mindet om de gode intentioner, og Søren var god til at fortælle sjovt og interessant, men noget decideret nyt blev ikke åbenbaret. Jeg vil dog fremhæve enkelte punkter som gode huskere:

• Den positive indstilling: "Fokuser ikke på ikke".
• Den afslappede holdning blev eksemplificeret ved et Clint Eastwood-citat: "If she dies, she dies". 
• Hvad gør dig godt? Brug et dagligt scoreboard: Hvilke situationer/handlinger giver point på +-siden, og hvilke giver point på --siden?

Søren kom vidt omkring på de to timer, som foredraget varede, og han var blandt andet også inde på, at ens holdning og attitude skabes af det, man tænker og siger. Hele foredraget kan læses her, næsten ordret.

Det bemærkelsesværdige ved de spørgsmål, der blev stillet fra salen med nok 100 tilhørere, var, at de ikke handlede om "vores" situation som arbejdsløse, men om hvordan Søren som blind takler sin situation.

Jeppe på bjerget

Bearbejdelse og iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer
Scenografi: Birgitte Mellentin

Medvirkende: Jeppe: Anders Gjellerup Koch, Jakob Skomager: Peder Dahlgaard, Nille: Susan A. Olsen, Baron Nilus: Kurt Dreyer m.fl.

Anders Gjellerup Koch og Peder Dahlgaard
Foto: Emilia Therese

“Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”, udbryder Jeppe og kniber sig selv i armen, da han vågner i baronens seng og ikke i vejkanten, hvor han faldt i søvn. Da han er kommet sig over den første forskrækkelse, beslutter han sig for, at han må være kommet i paradis og kaster sig ud i rollen som tyrannisk herre. I begyndelsen er han en smule handlingslammet, men kommer hurtigt efter det og udsteder snart trusler og dødsdomme til højre og venstre.
Heldigvis for dem han tyranniserer, men desværre for Jeppe, varer hele herligheden kun én enkelt dag. Det er nemlig baronen og hans mænd, der har væddet om, hvordan sognets mest dovne bonde vil opføre sig med en barontitel i ryggen.
Da Jeppe vågner op på møddingen i sit gamle tøj, må han indse, at hvad der kommer let, går let.

odenseteater.dk

 

Det var et dejligt gensyn med Jeppe. Det er 20, 30 og 40 år siden, jeg sidst så Jeppe på Bjerget, og meget har forandret sig, eller så har det ikke.

 

For 40 år siden var jeg bange for Jeppes drikkeri og synes, det var synd for ham.

For 30 år siden havde jeg sympati for Nille.

For 20 år siden var det helt i orden, at baronen og hans mænd fik tørt på.

 

Som tiden går, og der ryger erfaring i rygsækken, har jeg fået mere almen forståelse bag mine fokuspunkter fra de forgangne år. Jeg har i hvert fald en mening om, hvorfor jeg fokuserede præcis på de enkelte scener på daværende tidspunkter. I dag så jeg det HELE, men alligevel lader jeg spørgsmålet være åbent, og så tænker jeg videre over "Hvorfor drikker Jeppe?"

 

Anders Gjellerup Kochs skuespil var eminent, og scenografien var flot i sin enkelthed.

 

Blot kunne jeg ikke se formålet med det bageste skilderhus ved Jeppes første besøg hos Jakob Skomager, andet end det så da meget godt ud. 

 



Skt. Petersborg, Rusland - program

Fjodor Dostojevskij (1821-1881)

9.-16. september 2012
Bustur med Gislev Rejser

Hvorfor Skt. Petersborg?
For et par år siden læste jeg Fjodor Dostojevskij: Idioten (1868). Romanen beskriver steder i Skt. Petersborg så malerisk, at det måtte jeg opleve selv.

Kl. 5 søndag morgen mødtes vores selskab på 50 personer, og der var afgang med bus fra Dannebrogsgade, Odense. Med overfart Helsingør/Helsingborg ankom vi til Stockholm kl. 17, hvorfra vi skulle videre med færge til Turku (Åbo), Finland kl. 19. Med uret sat en time frem havde vi igen fast grund under fødderne kl. 8 mandag morgen. Med endnu en time frem kører vi ind i Skt. Petersborg kl. 20 mandag aften.



Hotel Moskva
fra Tikhvin Kirkegård, Alexander Nevsky Kloster

Tilfældet var, at Hotel Moskva, hvorpå jeg skulle bo, var beliggende som genbo til den kirkegård, hvor Dostojevskij var stedt til hvile i 1881.



Del af rostral-søjle
Vasilyevskij-øen


Vi ville få 3½ dag i Skt. Petersborg, og den første gik med en byrundtur og sejltur om aftenen på Neva-floden.

Byen, der dækker 42 øer, blev grundlagt i 1703 af zar Peter den 1. (den Store). Byen var hovedstad 1712-1912 og har heddet Petrograd og Leningrad. Der er 4,1 mio. indbyggere.



Skt. Nikolaus-kirken

I Nikolaus-kirken var vi så heldige at overvære en gudstjeneste, hvor der var sang af 8 personer. I den russiske kirke bliver der ikke anvendt instrumenter, men kun stemmer. Hvor lød det smukt!






Blodkirken var imponerende såvel indvendig som udvendig. Helt anderledes byggestil end den vi er vant til. Enkelt og dog så overdådigt.



Mosaik ved mosaik
- kirken var helt overklistret

Opstandelseskirken
aka Blodkirken

Brosten med Alexander 2.'s blod








Sidste stop på byrundturen var ved Smolnyj-klostret, som var et smukt og velrestaureret bygningsværk.

Anden dag gik turen til Petershof, hvor vi skulle se Katharina den Stores sommerpalads og parken, som havde Versailles som forbillede. Der var rigeligt af springvand og guld. Vejret var pragtfuldt med en septembertemperatur på 24 grader C.




Aftenen var programeret til Svanesøen, men forinden fik vi "lov" til at tage metroen hjem, så vi kunne få et indtryk af de gamle flotte metrostationer.




På den tredje dag skulle Vinterpaladset besøges. Det var voldsomt imponerende, men efter et par timer havde jeg fået guld og storladenhed nok.

Det rum, som tiltalte mig mest, var et rum med røde vægge og måske 300 portrætter af generaler i Napoleonstiden malet af en kunstner.

Vinterpaladset
- hovedtrappe

Vinterpaladset

Alle tre dage havde vi fotograf på - det er ham, der har sneget sig ind i hjørnet. Da vores besøg i Skt. Petersborg var slut, kunne vi købe en dvd med os og seværdighederne.




Om aftenen var der arrangeret besøg på Nikolayevskiy Palace, Konnogvandeyskiy Bulevar med folkloreshow.

Panserkrydseren Aurora

Den fjerde dag skulle vil påbegynde hjemrejsen, men forinden turen gik vestpå så vi Peter-Paul-kirken og -fæstningen og panserkrydseren Aurora.

Farvel og tak for denne gang.
Skt. Petersborg var virkelig et besøg værd.

Flere fotos er at se på Skt. Petersborg, Rusland - indtryk.

Skt. Petersborg, Rusland - indtryk

Tikhvin Kirkegård

Affaldsspand

Første metrostation

En eller anden stor

Finske Bugt
Sommerpaladset

Peter-Paul-fæstningen

Fængselcelle - Peter-Paul

Fængselcelle - Peter-Paul



Ved Aurora

Petershof

Parkeringsplads på vej mod Petersborg

Khersonskaya Ulitsa

Sinopskaya Naberezhnaya




Gitter til Mikhaylovskiy-haven
ved Opstandelseskirken



Imponerende nedløbsrør

Se evt. Skt. Petersborg, Rusland - program



Folkloreshow, Skt. Petersborg

Nikolayevskiy Palace - et nydeligt lille palads. Et par - en mand og en kvinde - udklædt i "zarstil" tog imod gæsterne på en rød løber-beklædt marmortrappe og bød velkommen med champagne og vodka, samtidig med at der sad et ensemble og spillede klassisk musik. Meget stemningsfuldt.

I teatersalen, der var knap så imponerende som indgangen, var der plads til ca. 450 tilskuere.

Forestillingen indledtes af et fire mands stort kor, som a cappella sang de velkendte russiske sange, fx Langt fra hjemmet uden øl, så de små nakkehår rejste sig. Derefter var der orkester på 6-8 og optræden af dansere, som sang og mimede små historier. Et nummer med gimmick med et par publikummer var også på programmet; morsomt og helt afbalanceret, uden at det tog overhånd og blev pinligt.

I pausen blev der serveret kanape, frugt, vodka og champagne, og der var lejlighed til at købe souvenirs og en cd med sangerne.

2. akt var som 1. Først sang, dernæst dans. Men på intet tidspunkt blev det kedeligt. Specielt imponerende var det at se forløberen til breakdance, nemlig kosakdansen. Det sjove i denne akt var en brydekamp mellem to dukker, som viste sig at være én af de mandlige dansere.

En klar anbefaling skal lyde herfra. Prisen var denne aften 42 €.



Svanesøen

Det siges, at det er et must at se Svanesøen mindst én gang, så det var rigtig heldigt, at det netop var det stykke, jeg fik tilbudt. Det var oven i købet min første klassiske ballet, og jeg skulle se den i Skt. Petersborg, hvilket måtte være det rette sted.

Desværre havde jeg ikke forberedt mig på historien og fik ikke helt det ud af balletten, som jeg burde, men jeg kunne da fange, at balletten handler om prins Siegfrieds kærlighedskvaler, splittet mellem den hvide svaneprinsesse (Odette) og den sorte (Odile), som han pga. trolddom ser som den samme, jf. denstoredanske.dk.

Svanesøen har en imponerende koreografi, som til tider fortryllede mig i kombinationen med Tchaikovskys musik fremført af et symfoniorkester. Scenografien var ret flot, og det samme var kustymerne, selv om mænd i hvid tricot ikke er særlig flatterende, måske endda distraherende. Enkelte scener var ikke helt gennembearbejdede, da det var tydeligt, at dansen skulle være synkron, men ikke var det.

*)

Det var musikkonservatoriet på Ulitsa Dekabristov, der lagde rammerne til balletten. Bygningen var storslået og imponerende som alt andet i Skt. Petersborg: Brede stentrapper, højloftet med stuk og kæmpe lysekroner.

Blandt publikum var der enkelte festklædte og djævelsk mange kinesere. Sidstnævnte burde have haft en forestilling for sig selv, så de ikke generede det øvrige publikum med deres urolige opførsel (sms'ede, fotograferede, spillede, snakkede, snorkede, sparkede ...). Jeg kunne godt have været foruden, selv om jeg efter alle kunstens regler tog udelukkelsesmetoder i brug.


Jeg kunne ønske mig at se balletten endnu en gang for at få større udbytte af historien og for at fokusere mere på detaljer. Det behøver nødvendigvis ikke at være i Rusland, men det ville ikke gøre noget.


*)
Pyotr Ilyich Tchaikovskys grav
(Tikhvin kirkegården, Alexander Nevski Kloster)

Odense 80'er Festival

Dagen begyndte for mit vedkommende med servering af morgenmad for det crew, der skulle få festivallen til at fungere. Det var ikke den store tjans, og ved middagstid kom afløserholdet og blev sat ind i kaffebrygningens kunst. Jeg kunne derefter fortsætte festivallen i selskab med venner og kollegaer fra sommerens koncerter i Den Fynske Landsby.

Den store buffet fik jeg ikke noget af, da jeg havde spist mig mæt i et par rejecocktails. Efter sigende var der tilfredshed både med maden, og hvordan serviceringen foregik. Hvor mange, der skulle spise, ved jeg ikke, men i alt var der vist omkring 3.000 gæster.

Det første orkester var Big Fat Snake. Det er længe siden, jeg sidst har beskæftiget mig med dem - jeg gik lissom træt. Endda så træt, at jeg skilte mig af med min cd-samling på 7-8 stk. Jeg må dog lade dem, at de passede fint i sammenhængen i dag, og det var helt fint at få et genhør for ikke at sige gensyn med Anders Blichfeldt - iført lækker skjorte og med stemmen i behold.

The Antonelli Band havde jeg aldrig hørt om, men på forespørgsel fik jeg at vide, at det var et kendt orkester fra tv. Tilfældigt genkendte jeg percussionisten fra Danseorkesteret, som jeg havde set til en torsdagskoncert denne sommer.

Da Søs Fenger var på scenen, stod jeg og hang i "Sørens Bar". Jeg fik en enkelt sang eller to, da Peter A.G. var på. Da det var Sannes tur, var det helt nødvendigt for mig at søge til Sørens Bar igen, men jeg var klar i første række og til at overgive mig 80-rytmerne, da Kid Creole entrede.  Dodo siger mig absolut intet, så jeg havde planlagt at forlade festen, men Sørens Bar havde slutsalg, og dansegulvet skulle også afprøves, så det endte med - som sædvanligt - at jeg var med til at slukke og lukke.

Dagen var fyldt med god stemning, som ikke mindst lod sig højne af en pæn mængde øl og shots og en masse snak til højre og venstre.

Tako Lako

Så lykkedes det for mig! Tako Lako.

 

På Kulturmaskinen sammen med omkring 100 andre lystede jeg at tilbringe en del af fredag aften med dette orkester, der betegner deres musik som psykedelisk balkan beat.

 

 

Det var på nippet, at jeg droppede koncerten, fordi den først gik i gang hen ved midnat. Netop som jeg var ved overvejelserne slog Kabaret, der var support, de første toner an, og jeg tog beslutningen om at tage billetten, hvilket jeg på ingen måde fortrød.

Kabarets stil var ... cabaret, og de spillede da også den velkendte Willkommen, Bienvenue, Welcome. Helt opvarmede var "opvarmningen" dog først i de to sidste numre, hvor de for alvor tog fat.

Anderledes var det med Tako Lako. De havde greb i publikum fra start til slut, tror jeg. Jeg blev i hvert fald fanget ind med det samme. På en eller ander forunderlig vis var jeg langsomt blevet skubbet frem, så jeg uventet stod ved scenekanten, da orkesteret entrerede. Der blev jeg stående størstedelen af koncerten, for det var absolut ikke dårligt at stå der og fornemme energien og mærke rytmerne forplante sig i kroppen. Om det var lyden eller Ognjen Curcic's udtale, som gjorde, at jeg ikke kunne fange tekster, ved jeg ikke, men jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne acceptere dem.

Under sidste del af koncerten flyttede jeg til de bageste rækker, hvor overblikket var større, og det forbavsede mig, hvor bredt aldersmæssigt publikum spændte. Så kunne jeg så tænke over, om det var stedet, der gjorde, at der var så mange ældre til stede, eller om det var musikken. Måske opklarer jeg det en dag.

Øllets dag

Øllets dag er en årlig tilbagevende begivenhed, som foregår den første lørdag i september.


Mine drenge og jeg mødtes på Kick-Off Sportspub, hvor Midtfyns Bryghus skulle byde på en smagning. Desværre var alt "udsolgt" allerede kl. 12.30, så ingen smagning til os. Heldigvis havde jeg næsten lige været på besøg hos Midfyns Bryghus, så jeg vidste godt, hvad jeg gik glip af, men det var ærgerligt for drengene, at de ikke fik den gode oplevelse med.

Vi slentrede op til Grønttorvet, hvor Refsvindinge Bryggeri havde stand. Mit smagevalg faldt på Røde Mor, som jeg havde set frem til. Det skulle være en rødlig øl med karamelagtig sødme. Men mig og øl? Nogle gange synes jeg, øl smager af kapsel, og det var tilfældet, så Røde Mor bliver nu til dags i flydende form ikke min favorit.

På Ryans Pub var MediciBeer med en masse gode tilbud udi smagning. Det, jeg fik på tungen, i ganen, i halsen og videre ned, var: Jacobs Chili, Jacobs Sommer Øl, Jacobs Mørk Hvede, Jacobs Cognac Øl og Jacobs Portvin Øl. Da jeg fik Mørk Hvede, kom jeg spontant til at udbryde "Aahhh".

Turen gik herefter til Flakhaven, hvor Bryggeriet Flakhaven og Bryg Selv stod for udskænkning. Jeg kan ikke huske, hvad jeg smagte, men jeg kan huske, at jeg ikke klappede i mine små hænder.

Videre til First Hotel Grand og Ørbæk Bryggeri. Der kunne jeg blive fristet til at tage en Fynsk Forår, som er fast gæst i mit køleskab, men byvandringen i dag gik ud på prøvesmagning, så derfor var "foråret" bandlyst. Køen til udskænkningen var lang, og det gik lidt stærkt, så gad vide, om det var en Queen, jeg fik, og gad vide, om det var snaps med whiskysmag, som jeg også indtog. Det var sådan, at jeg ikke behøvede nærmere kendskab, medmindre jeg fremover helt ville undgå at komme i nærheden af produkterne, og så slemt var smagsprøverne trods alt ikke.

Vi havde på forhånd bestemt, at vi skulle prøve Coisbo Beer, som var hos H.J. Hansen. Som noget ganske nyt fik jeg en røget øl, Brooklyn Fall. Den var utroligt fyldig og ikke en, som blot skulle slukke tørsten. Den kunne godt nydes en anden gang ... med lidt tilvending.

Øllets dag var ved at gå på hæld, men vi nåede at slå et smut omkring Café Biografen med Indslev Bryggeri som den glade giver. Her var jeg også lige ved at falde i med en af de gammelkendte øl, nemlig Hvede I.P.A., som er helt fortrinlig. Jeg valgte dog i stedet Sort Hvede, og det var slet ikke et dårligt valg. Den er siden blevet solgt til mig ved besøg på Caféen.

De Rustne Tenorer

"Hvem er det?"
Spørgsmålet fik jeg hver gang, jeg fortalte, at jeg skulle til Morgenrock på Dexter og høre De Rustne Tenorer, og det var der egentlig ikke noget at sige til, for konstellationen havde Danmarkspremiere. At jeg også blev stillet spørgsmålet, når jeg fortalte, hvem der dækkede sig under navnet, undrede mig en lille smule, men man skal måske interessere sig lidt bredere for smallere musik for at vide, at der findes andre gode sangskrivere og musikere end Rasmus Seebach. 

Beklager fotokvaliteten

Men hvem er det så?

Det er såmænd:

Jacob Bellens (I Got You On Tape, Murder)
Michael Møller (Moi Caprice)
Christian Hjelm (Figurines)




I grunden er sammensætningen lidt pudsig, for de tre er meget forskellige. Alligevel er der ligesom et bånd, der binder dem sammen, og de supplerer hinanden rigtig godt. Her kan så nævnes, at både Bellens og Hjelm medvirker på Møllers album, A Month Of Unrequited Love.

Jeg har tidligere oplevet Bellens i Murder og I Got You On Tape - og på tangenter med Nørlund - og Møller med hans ugengældte sange. Det har været fremragende koncerter, og især Møller tog jeg til mig. Under dagens koncert oplevede jeg ikke noget nyt eller særligt fra de tos side, men fik dog genkendelsens glæde.

Hjelm har jeg kun set sammen med Nikolaj Nørlund, fordi den dag for et par år siden, hvor Figurines spillede i byen, valgte jeg The Blue Van i stedet, så han var sådan set ukendt for mig. Han promoverede nogle sange fra sit nye album, Før Vi Blev Lette. Desværre blev vi "snydt" for et enkelt nummer, som endte i et stort grineflip, men det var sjovt, så jeg er ikke sur: http://youtu.be/X8ayyiJ8BX0.

Da koncerten var slut, og Anders og jeg rundede den af, var vi enige om, at Hjelm tog de fleste point ... og at der var lidt Kim Larsen over ham (positivt ment).