mandag den 9. juli 2012

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Helle Helle (1965-)

Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. ... Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde en vandseng, det duvede og skvulpede. Forældrene gik og fløjtede nede i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere.
Bogens omslag
Præcis den forvirring, der er beskrevet på bogens omslag, og som er et udpluk fra bogen, bærer hele romanen præg af. Dorte - fortæller - ved ikke rigtig, hvad hun vil og skal. Hun kan ikke sove om natten. Hvorfor? Det får vi ikke svar på. Hun har et anstengt forhold til sine forældre. Hvorfor? Det får vi ikke svar på. Hun er tilmeldt et studie, men følger ikke undervisningen. Hvorfor? I det hele taget er der mange åbne spørgsmål i bogen. Hun kender sikkert selv svarene, men som tilskuer, forbliver vi uden dén indsigt, ganske som i den virkelige verden med tilfældige mennesker, som vi møder.

Flot, let og luftigt skrevet af Helle Helle. Den skulle du tage læse.

lørdag den 7. juli 2012

A Dangerous Method

Instruktør: David Cronenberg
Forfatter: John Kerr
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen

David Cronenbergs 'A Dangerous Method' er et biografisk drama om tre af psykologihistoriens nøglepersoner.
Viggo Mortensen ('Ringenes Herre'-filmene) spiller Sigmund Freud, der anses for psykoanalysens fader, og Michael Fassbender ('Shame') er den yngre Carl Jung, som grundlagde den analytiske psykologi.
Sabina Spielrein (Keira Knightley) bliver indlagt på et hospital i Zürich med en svær psykisk lidelse. Jung får hende som patient, og hun bliver forsøgsperson for nye, psykologiske behandlingsmetoder.
Det viser sig, at metoderne virker over al forventning og, fast besluttet på ikke længere at lade sig hæmme af sine egne drifter, optager Sabina selv en karriere som en af verdens første kvindelige psykoanalytikere.
Efterhånden får Spielrein og Jung et mere og mere intimt forhold, og kærlighedsaffæren skal få afgørende betydning for relationerne mellem Jung og Freud.
'A Dangerous Method' er en beretning om ambitioner, intellektuelt ansvar, mørke minder, bedrag, seksuel underkastelse og begær.
Kino.dk


Denne film kunne jeg godt tænke mig at se en gang til. Ikke på grund af de fremragende skuespilpræstationer, men for at få helt fat i de kloge ord og se mere sammenlignende på Freud og Jung. Det er ulempen ved film i modsætning til bøger, hvor jeg kan bladre tilbage, hvis der er noget, som jeg føler, jeg bliver nødt til at have to gange. Nu er det så jeg bliver nødt til at skynde mig at skrive, at jeg overordnet fik fint udbytte at filmen.

Da jeg for nogle måneder siden så En kongelig affære, syntes jeg, at man nemt kunne se den film uden at være historisk eller kongeligt interesseret. A Dangerous Method kræver en vis interesse for psykologi ... og ikke kun interessen for spændende trekantsdramaer.

tirsdag den 3. juli 2012

Byrden

Den årlige firmaudflugt stod for døren. Anne glædede sig som altid. Der var altid en god stemning blandt kollegaerne og især denne dag, hvor der ikke var nogle forpligtelser, og man bare kunne pjatte og opføre sig fjollet. Og så var der selvfølgelig Poul. Hun var spændt på, om han skulle deltage i år, for sidste år havde han glimret med sit fravær. Poul og Anne havde i hverdagen intet med hinanden at gøre, for han var i en afdeling, der havde til huse i den anden ende af byen, men for flere år siden på den traditionelle udflugt, var de kommet til at sidde ved siden af hinanden i bussen og havde straks fået stor sympati for hinanden. De hang altid sammen den dag, uden at der kom mere ud af det.

Anne vidste ikke meget om Poul. Hun havde ved første møde lagt mærke til, at han bar en ring på højre hånd, og det var nok til, at hun ikke ville blive for privat, så hun anede ikke, hvor gammel han var, hvor han boede, om han havde børn, eller om han faktisk var gift. I det hele taget var alt det grundlæggende, som man plejer at få styr på, når man indleder nye bekendtskaber, forbigået i tavshed. Til gengæld snakkede de sammen, som var de gamle venner, om alt muligt mellem himmel og jord, blot berørte emnerne dem aldrig direkte personligt. De havde samme humor og kunne sammen se det morsomme i de særeste ting. De var tydeligvis tiltrukket af hinanden, men den fysiske distance blev opretholdt. Om det så var på grund af deres egentlige generthed, eller om det var respekten for Pouls ægteskab står hen i det uvisse.

”Den farlige single-kvinde” var en betegnelse Anne tit havde fået hæftet på sig, og skulle hun være helt ærlig, måtte hun indrømme, at hun var et godt emne at blive jaloux på. Mænd kunne lide at tale med hende, hun var sjov at grine sammen med, og danse kunne hun også. Anne havde imidlertid helt ren samvittighed overfor andre kvinder og syntes, at det var helt vanvittigt med betegnelsen, for hvis der var en, der aldrig ville bryde ind i et ægteskab eller i et forhold, var det hende. Hun var absolut ikke konform, men Anne havde selv erfaret, hvad det ville sige både at svigte og blive svigtet, og hun ville aldrig - igen - sætte andre i smertelige situationer.

Poul gik også og havde forventninger til firmaudflugten. Han havde ikke været med sidste år, fordi hans kone havde inviteret gæster lige netop den dag uden at have konfereret med ham.  Han havde på den ene side været ærgerlig over at gå glip af udflugten og samværet med Anne, men på den anden side var det en smule ligegyldigt, for hvad skulle han med Anne udover at sætte pris på hendes selskab. Han var ikke helt sikker på, om Anne var sammen med en mand, og desuden havde han det jo fint nok, som han havde det, elskede sin kone på godt og ondt, som man kun kan gøre det i et forhold, der havde varet mere end 20 år.

Alligevel begyndte en underlig følelse at murre i Poul, efterhånden som udflugten nærmede sig. Han tænkte mere og mere på Anne, og han følte en form for uro, da han fik den strejftanke, at hun måske ikke længere var i firmaet. Poul blev nærmest forskrækket, da det gik op for ham, at han tænkte på en fremmed kvinde. Rent faktisk længtes han pludselig efter Annes spørgende øjne og hendes kærlige smil. En sådan længsel havde han aldrig haft før – ikke så intenst i hvert fald. Poul var endda i festlige sammenhænge godmodigt blevet drillet af sin bedste ven og kollega, Kasper, med, at han var ved at blive lidt for gammel og lidt for kedelig, og de havde spøgt med, at der slet ikke var nogen ting, der kunne rykke i ham.

Kasper var gift med Kirsten, og de levede som Poul i et såkaldt normalt, men lidt trist ægteskab. Kasper og Kirsten havde ingenting tilfælles længere, de dyrkede hver især deres egne interesser, talte til dagligt kun til hinanden om planlægning og banaliteter og var en overgang blevet sammen på grund af børnene, hvorimod det nu var tryghed og bekvemmelighed, der var limen. 
Igennem et par år havde Kasper haft et hemmeligt forhold til en anden kvinde. Da Kasper efter at have kendt kvinden i flere måneder langt om længe åbnede op og fortalte Poul om affæren, blev Poul forarget ind til benet. Uærlighed var det værste, han vidste. Og uærlighed var det, det drejede sig om. Han forsøgte i sin naivitet at overbevise Kasper om, at han skulle lægge kortene på bordet og eventuelt flytte for sig selv. Kasper derimod indviede Poul i, hvilken energi det gav ham at kunne slappe af hos en kvinde, der ikke stillede krav og spørgsmål, og modsat kunne han give hende det samme ved at vise hende, hvor meget han værdsatte hende. Som tiden gik, blev Poul mere overbevist om, at sidespringet nok ikke var en så dårlig løsning … for Kasper og hans forhold til Kirsten. Poul holdt dog fast ved sin betingelse overfor Kasper, at ingen måtte vide til Kaspers ”udenomsbekendtskab”. Det skulle ikke være sådan, at alle undtagen Kirsten kendte til det, for det ville være uværdigt for alle parter.
Endeligt oprandt dagen for firmaudflugten, og på trods af truende skyer var humøret i top. Kasper havde som sædvanligt inviteret Kirsten med, mens Poul var af den opfattelse, at det burde være en udflugt alene for kollegaer. De sad allerede i bussen, da Anne skulle samles op på hendes arbejdssted. Poul sad for sig selv på et tomandssæde og spejdede fortvivlet efter Anne. Som den sidste kom Anne ind, spottede Poul, satte sig ved siden af ham og sagde, ”Hvor er det dejligt at se dig igen”.  Ganske naturligt og som om intet var hændt i de to år, der var gået, siden de havde set hinanden sidst.
Da bussen ankom til endestationen, havde alle fået deres andel af den flydende servering, der var i bussen, og stemningen var ret løftet. Sidste del af turen før det endelige mål for udflugten skulle herefter foregå til fods. For at turen ad den lange stenede grusvej, skulle være så munter og fremkommelig som muligt, havde arrangørerne planlagt en lille fysisk aktivitet i form af en kæde-tag-fat-leg, hvor en udvalgt person skulle bryde en kæde på fire personer og lade sig transportere et stykke af vejen i en kongestol. En af kæderne bestod næsten som en selvfølge af Kasper, Kirsten, Anne og Poul, der gik med hinanden i hånden på en lang række. Den udvalgte fik ret hurtigt brudt kæden mellem Kirsten og Anne, hvorefter de så gik to og to.
Solen brød igennem skyerne, og Anne og Poul gik begge og nød at have den anden i hånden, men nydelsen var for dem kun alt for kort. Den udvalgte kom hen imod de to vennepar, som slentrende gik og sludrede om løst og fast. Den udvalgte lod, som om han ville splitte Kirsten og Kasper ad, men da de holdt så godt fast i hinanden, vendte han sig mod Anne og Poul, som gav slip, om end det var noget modstræbende. Anne og Poul måtte bære Byrden, som den udvalgte havde fået af tilnavn.
Da alle var nået til bestemmelsesstedet for enden af grusvejen, smed de sig udmattede i det høje bløde græs efter den lange gåtur.  Der var et vældigt samtaleniveau, og alle var enige om, at legen til ”enden” havde været underholdende og til dels udfordrende.
Ved mørkets komme brød selskabet op. Firmaudflugten havde som vanligt været en succes – ikke mindst for Anne og Poul, som var kommet tættere på hinanden, efter de havde givet slip og båret Byrden.

søndag den 24. juni 2012

Leonardo Padura: Forårsblæst over Havana (2001)

(1955-)

Leonardo Padura Fuentes er cubansk forfatter og journalist.


I de blæsende cubanske forårsdage, hvor de varme sydlige Cuaresmavinde rammer øen, får kriminalkommissær Mario Conde overdraget ansvaret for en vanskelig efterforskningsopgave.
En kvindelig kemiprofessor, fra det samme universitet i Havana, som Conde år forinden havde studeret på, er fundet myrdet i sin lejlighed. I stuen findes der spor af marihuana. Kvinden havde en pletfri akademisk karriere, men under efterforskningen støder Conde på et samfund i begyndende forfald, hvor narko og svindel afslører en mørk side af det nutidige Cuba.

Sideløbende forelsker Conde sig i en smuk og uimodståelig kvinde. Og ved siden af efterforskningsarbejdet lever Conde sorgsløse og lykkelige dage uden at gøre sig den mindste forestilling om udfaldet af dette intense kærlighedsforhold.
Forårsblæst over Havana er den anden af fire bøger i Havana-kvartetten, som tegner et bredt anlagt billede af nutidens Cuba. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
Bogens omslag

Havana-kvartetten er dejligt anderledes end de krimier, som jeg sædvanligvis får anbefalet og derved kommer til at kaste mig over.
Hos Padura træder selve krimihistorien næsten i baggrunden for at blive overhalet af en malende beskrivelse af kriminalkommissæren og hans forhold til venner, kollegaer og ikke mindst kvinder, hans barndom, hans drømme, hans melankoli m.m.
Krimi er det imidlertid, og uundgåeligt forsøger jeg selv at løse mordgåden, men jeg lader Conde overtage styringen med sin egenartede nysgerrighed, som selvfølgelig fører til opklaring af den kriminelle handling.


lørdag den 23. juni 2012

Kerteminderevyen 2012




Instruktør: Sophie Louise Lauring
Scenograf ... og revydirektør: Mads Nørby

Medvirkende:
Susan Annabella Olsen, Kim Hammelsvang Henriksen,
Christiane Gjellerup Koch, Esben Dalgaard ... Peter Bom (musik)


En seneftermiddag begyndende med stegt flæsk og persillesovs og efterfølgende revy er ikke at foragte, og hvis jeg ikke havde havde haft andre forpligtelser, var jeg helt klart gået med til det senere bål på Nordstranden i Kerteminde. - Det kunne blive starten på en god tradition.

Revy er en genre, som jeg ikke har bevæget mig meget i - faktisk slet ikke, men da jeg opdagede den for et par år siden, blev jeg klar over, at jeg havde spildt størstedelen af mit liv på alt andet. Tro det eller lad være! Det var i dag 2. gang, jeg var til revy, og jeg synes, at det var fint og hyggeligt. Jeg vil støtte, at dén scene skal bestå.

Jeg har en idé om, at det må være rigtig rigtig sjovt at være med til at bygge en revy op - lidt ligesom et festligt indslag til en rund fødselsdag. Resultatet af anstrengelserne ses først, når forestillingen fremføres, og publikums reaktioner ses. Stemningen var god denne Sankt Hans-aften. Det kunne høres på latterudbruddene rundt i salen og på klapsalvernes længde.

Af mange gode numre, vil jeg især fremhæve "Godaften Kerteminde" fremført af Esben. Da græd jeg af grin, og det er som bekendt skønt og befriende.

torsdag den 21. juni 2012

Sting

Foto: Pia Anita

Uden jeg egentlig lyttede til ”opvarmningen”, og efter jeg havde frekventeret ”min” bar med gode venner både på den ene og den anden side af disken og fået et sludder med indtil flere bekendte og hilst på endnu flere, kom Sting på scenen. Det første indtryk - til synet - var ikke dårligt, og det næste – til hørelsen – var heller ikke at foragte.

Sting lagde ud med et ene ”hit” efter det andet, herunder et af mine yndlingsnumre, Englishman In New York. I det sjette nummer tabte jeg imidlertid koncentrationen, og jeg følte, at barfolket trak i mig.

Jeg mistede således halvdelen af Driven To Tears, men jeg begræder det ikke. Måske er det ikke tilladeligt at indrømme, men Sting er indimellem småkedelig, og det kan eksemplificeres med dette nummer. Modsat byder han på den anden side også på så meget spændende, som fx når Love Is Stronger Than Justice er lige ved at kamme over i poppet fællessang, sker der et break, så musikken atter bliver interessant.
Det var en dejlig heldig næsten lun sommeraften.

Sætliste:
  1. All This Time
  2. Every Little Thing She Does Is Magic
  3. Englishman in New York
  4. Seven Days
  5. Demolition Man
  6. I Hung My Head
  7. Driven To Tears
  8. Fields Of Gold
  9. Message In A Bottle
  10. Heavy Cloud No Rain
  11. Shape Of My Heart
  12. Love Is Stronger Than Justice
  13. The Hounds Of Winter
  14. The End Of The Game
  15. Never Coming Home
  16. Desert Rose
  17. King Of Pain
  18. Every Breath You Take
  19. Next To You

søndag den 3. juni 2012

Øje-blikke

Blikke mødes - vi ser ind:
  • vi kender hinanden
  • vi kender ikke hinanden
  • vi kendte hinanden
  • vi vil kende hinanden
  • vi vil ikke kende hinanden
  • vi kunne have kendt hinanden


Jeg stod i bar og var til koncert med tv-2 i Den Fynske Landsby, og jeg så mange folk i øjnene.