Den årlige firmaudflugt stod for døren. Anne
glædede sig som altid. Der var altid en god stemning blandt kollegaerne
og især denne dag, hvor der ikke var nogle forpligtelser, og man bare kunne
pjatte og opføre sig fjollet. Og så var der selvfølgelig Poul. Hun var spændt
på, om han skulle deltage i år, for sidste år havde han glimret med sit fravær.
Poul og Anne havde i hverdagen intet med hinanden at gøre, for han var i en
afdeling, der havde til huse i den anden ende af byen, men for flere år siden
på den traditionelle udflugt, var de kommet til at sidde ved siden af hinanden
i bussen og havde straks fået stor sympati for hinanden. De hang altid
sammen den dag, uden at der kom mere ud af det.
Anne vidste ikke meget om Poul. Hun havde ved første møde
lagt mærke til, at han bar en ring på højre hånd, og det var nok til, at
hun ikke ville blive for privat, så hun anede ikke, hvor gammel han var, hvor
han boede, om han havde børn, eller om han faktisk var gift. I det hele taget var alt det grundlæggende,
som man plejer at få styr på, når man indleder nye bekendtskaber, forbigået i
tavshed. Til gengæld snakkede de sammen, som var de gamle venner, om alt muligt
mellem himmel og jord, blot berørte emnerne dem aldrig direkte personligt. De havde
samme humor og kunne sammen se det morsomme i de særeste ting. De var
tydeligvis tiltrukket af hinanden, men den fysiske distance blev opretholdt. Om
det så var på grund af deres egentlige generthed, eller om det var respekten
for Pouls ægteskab står hen i det uvisse.
”Den farlige single-kvinde” var en betegnelse Anne tit havde
fået hæftet på sig, og skulle hun være helt ærlig, måtte hun indrømme, at hun
var et godt emne at blive jaloux på. Mænd kunne lide at tale med hende, hun
var sjov at grine sammen med, og danse kunne hun også. Anne havde imidlertid helt ren
samvittighed overfor andre kvinder og syntes, at det var helt vanvittigt med
betegnelsen, for hvis der var en, der aldrig ville bryde
ind i et ægteskab eller i et forhold, var det hende. Hun var absolut ikke konform,
men Anne havde selv erfaret, hvad det ville sige både at svigte og blive
svigtet, og hun ville aldrig - igen - sætte andre i smertelige situationer.
Poul gik også og havde forventninger til
firmaudflugten. Han havde ikke været med sidste år, fordi hans kone havde
inviteret gæster lige netop den dag uden at have konfereret med
ham. Han havde på den ene side været
ærgerlig over at gå glip af udflugten og samværet med Anne, men på den anden
side var det en smule ligegyldigt, for hvad skulle han med Anne udover at
sætte pris på hendes selskab. Han var ikke helt sikker på, om Anne var sammen med
en mand, og desuden havde han det jo fint nok, som han havde det, elskede sin
kone på godt og ondt, som man kun kan gøre det i et forhold, der havde varet
mere end 20 år.
Alligevel begyndte en underlig følelse at murre i Poul,
efterhånden som udflugten nærmede sig. Han tænkte mere og mere på Anne, og han følte
en form for uro, da han fik den strejftanke, at hun måske ikke længere var i
firmaet. Poul blev nærmest forskrækket, da det gik op for ham, at han
tænkte på en fremmed kvinde. Rent faktisk længtes han pludselig efter Annes
spørgende øjne og hendes kærlige smil. En sådan længsel havde han aldrig haft
før – ikke så intenst i hvert fald. Poul var endda i festlige sammenhænge
godmodigt blevet drillet af sin bedste ven og kollega, Kasper, med, at han var
ved at blive lidt for gammel og lidt for kedelig, og de havde spøgt med, at der
slet ikke var nogen ting, der kunne rykke i ham.
Kasper var gift med Kirsten, og de levede som
Poul i et såkaldt normalt, men lidt trist ægteskab. Kasper og Kirsten havde
ingenting tilfælles længere, de dyrkede hver især deres egne interesser, talte til
dagligt kun til hinanden om planlægning og banaliteter og var en overgang blevet
sammen på grund af børnene, hvorimod det nu var tryghed og bekvemmelighed, der
var limen.
Igennem et par år havde Kasper haft et hemmeligt forhold til
en anden kvinde. Da Kasper efter at have kendt kvinden i flere måneder langt om
længe åbnede op og fortalte Poul om affæren, blev Poul forarget ind til benet.
Uærlighed var det værste, han vidste. Og uærlighed var det, det drejede sig om.
Han forsøgte i sin naivitet at overbevise Kasper om, at han skulle lægge
kortene på bordet og eventuelt flytte for sig selv. Kasper derimod indviede
Poul i, hvilken energi det gav ham at kunne slappe af hos en kvinde, der ikke
stillede krav og spørgsmål, og modsat kunne han give hende det samme ved at
vise hende, hvor meget han værdsatte hende. Som tiden gik, blev Poul mere
overbevist om, at sidespringet nok ikke var en så dårlig løsning … for Kasper
og hans forhold til Kirsten. Poul holdt dog fast ved sin betingelse overfor
Kasper, at ingen måtte vide til Kaspers ”udenomsbekendtskab”. Det
skulle ikke være sådan, at alle undtagen Kirsten kendte til det,
for det ville være uværdigt for alle parter.
Endeligt oprandt dagen for firmaudflugten, og
på trods af truende skyer var humøret i top. Kasper havde som sædvanligt inviteret
Kirsten med, mens Poul var af den opfattelse, at det burde være en udflugt alene
for kollegaer. De sad allerede i bussen, da Anne skulle samles op på hendes
arbejdssted. Poul sad for sig selv på et tomandssæde og spejdede fortvivlet
efter Anne. Som den sidste kom Anne ind, spottede Poul, satte sig ved siden af
ham og sagde, ”Hvor er det dejligt at se dig igen”. Ganske naturligt og som om intet var hændt i
de to år, der var gået, siden de havde set hinanden sidst.
Da bussen ankom til endestationen, havde alle fået deres
andel af den flydende servering, der var i bussen, og stemningen var ret
løftet. Sidste del af turen før det endelige mål for udflugten skulle herefter
foregå til fods. For at turen ad den lange stenede grusvej, skulle være så munter
og fremkommelig som muligt, havde arrangørerne planlagt en lille fysisk
aktivitet i form af en kæde-tag-fat-leg, hvor en udvalgt person skulle bryde en
kæde på fire personer og lade sig transportere et stykke af vejen i en
kongestol. En af kæderne bestod næsten som en selvfølge af Kasper, Kirsten,
Anne og Poul, der gik med hinanden i hånden på en lang række. Den udvalgte fik
ret hurtigt brudt kæden mellem Kirsten og Anne, hvorefter de så gik to og to.
Solen brød igennem skyerne, og Anne og Poul gik begge og nød
at have den anden i hånden, men nydelsen var for dem kun alt for kort. Den
udvalgte kom hen imod de to vennepar, som slentrende gik og sludrede om løst og
fast. Den udvalgte lod, som om han ville splitte Kirsten og Kasper ad, men da de
holdt så godt fast i hinanden, vendte han sig mod Anne og Poul, som gav slip,
om end det var noget modstræbende. Anne og Poul måtte bære Byrden, som den
udvalgte havde fået af tilnavn.
Da alle var nået til bestemmelsesstedet for enden af
grusvejen, smed de sig udmattede i det høje
bløde græs efter den lange gåtur. Der
var et vældigt samtaleniveau, og alle var enige om, at legen
til ”enden” havde været underholdende og til dels udfordrende.
Ved mørkets komme brød selskabet op. Firmaudflugten havde
som vanligt været en succes – ikke mindst for Anne og Poul, som var kommet
tættere på hinanden, efter de havde givet slip og båret Byrden.
