torsdag den 21. juni 2012

Sting

Foto: Pia Anita

Uden jeg egentlig lyttede til ”opvarmningen”, og efter jeg havde frekventeret ”min” bar med gode venner både på den ene og den anden side af disken og fået et sludder med indtil flere bekendte og hilst på endnu flere, kom Sting på scenen. Det første indtryk - til synet - var ikke dårligt, og det næste – til hørelsen – var heller ikke at foragte.

Sting lagde ud med et ene ”hit” efter det andet, herunder et af mine yndlingsnumre, Englishman In New York. I det sjette nummer tabte jeg imidlertid koncentrationen, og jeg følte, at barfolket trak i mig.

Jeg mistede således halvdelen af Driven To Tears, men jeg begræder det ikke. Måske er det ikke tilladeligt at indrømme, men Sting er indimellem småkedelig, og det kan eksemplificeres med dette nummer. Modsat byder han på den anden side også på så meget spændende, som fx når Love Is Stronger Than Justice er lige ved at kamme over i poppet fællessang, sker der et break, så musikken atter bliver interessant.
Det var en dejlig heldig næsten lun sommeraften.

Sætliste:
  1. All This Time
  2. Every Little Thing She Does Is Magic
  3. Englishman in New York
  4. Seven Days
  5. Demolition Man
  6. I Hung My Head
  7. Driven To Tears
  8. Fields Of Gold
  9. Message In A Bottle
  10. Heavy Cloud No Rain
  11. Shape Of My Heart
  12. Love Is Stronger Than Justice
  13. The Hounds Of Winter
  14. The End Of The Game
  15. Never Coming Home
  16. Desert Rose
  17. King Of Pain
  18. Every Breath You Take
  19. Next To You

4 kommentarer:

  1. Syntes du at han var så kedelig? Der er jeg ikke helt enig..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia
      Sting er ikke kedelig generelt - slet slet ikke; kun en gang imellem. Når jeg til en koncert begynder at tænke på alt muligt andet end musikken og de associationer, længsler, drømme e.a., som den kan give mig, må det være, fordi jeg ikke er fanget - ergo så keder jeg mig.
      Kærlig hilsen

      Slet
  2. Fin anmeldelse - godt at høre du også synes så stor en kunstner kan være kedelig live, sådan har jeg det også med The Police, live, hvor de (og Police) er superstjerner på studiealbums :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Erling
      Det handler om at turde og at være ærlig ;-) Staun (FS-anmelder) holdt helt hen til nr. 13, så vidt jeg forstod på hans omtale, før kedsommeligheden fik sit tag i ham.
      Det er jo netop ved stjernene, vi er ekstra kritiske pga af alle forventningerne, der skal indfris. Ved en koncert er det skønt, når vi får det, vi kender, men det er skønnere endnu, hvis det bliver krydret med noget ukendt.
      Kærlig hilsen

      Slet