tirsdag den 30. oktober 2018

Hjemmelavet kryddersnaps og likører

Da jeg var 20 år, lavede jeg mine første kryddersnapse. På trods af de utallige forsøg gennem de mange år er jeg endnu ikke ekspert, men behøver man at være det?
Det er ikke svært at lave velsmagende kryddersnaps. Det kræver i det store hele blot en klar smagsneutral alkoholisk væske på under 40 %, et valg af smag, et glas til trækketid, en flaske til lagringstid og lidt tålmodighed.

Min historie starter med .... I gamle dage hos Fylling - købmanden på Flakhaven, der havde salg af alverden og med personlig betjening bag disken - kunne man købe essenser og krydderiblandinger. Jeg købte essens til æblevin, som det havde været nødvendigt at destillere for overhovedet at kunne drikkes. Herved jeg så fik en fin whisky, der i hvert fald godt kunne bruges til irsk kaffe. Derimod var jeg mere betænkelig ved krydderiblandingen, som jeg tilsatte Brøndum-snapsen. Snapsen var fin nok, men ville det ikke være mere personligt og sjovere at lave sådan noget selv? Hvis en snaps skal være andet end Rød Aalborg, så skal den være noget særligt, så jeg gik i naturen og indsamlede perikon, snerre, pors og slåen til mine første snapse. 
Senere er det også blevet til snaps med solbær, paradisæbler, rejnfan, havtorn, røllike ..... 
Lige nu står nedenstående på hylden. Ikke alt kan ikke gå ind under kategorien kryddersnaps, men drikkes kan det - og det med velbehag. Og som tiden går, og lagringstiden består, bliver det bedre og bedre år for år.

AhMyRetto

175 g sukker
2,5 dl vand
koges op og afkøles, blandes med
125 g mandler
1 lille stang kanel
1/2 l vodka

Trækketid: 1 måned




Althea

1 ps. althea-bolcher (90 g)
2 dl vodka

Jeg havde noget vodka i overskud og alt for mange bolcher, og da jeg aldrig havde prøvet sorte svin, kunne jeg da forsøge mig med gule svin. Det er lidt i stil med færdigkøbte krydderiblandinger, så det er nok et engangsforetagende.





Birkeblad

En god håndfuld nyudsprungne birkeblade i et glas
Dobbelt op med vodka

Trækketid: 14 dage








Birkerakler

1/2 glas med nyudsprungne birkerakler (skyl ikke, men kig efter skidt)
Fyld op med vodka

Tækketid: 14 dage








Grums Marnier


60 g appelsinskal - uden det hvide
8 g knuste kaffebønner
1 flækket fed vanillestang
250 g rørsukker
1 1/4 l vodka

Trækketid: 1 måned

Blev ikke helt klar på trods af flere omgange gennem kaffefilter



Hasselnød

25 let knuste grønne hasselnødder
3 dl vodka

Trækketid: Min. 3 måneder

Der gik lang tid, før vodkaen fik strejf af nødderne. Jeg burde have ladet den trække længere, men nu var jeg lige igang med at ordne snaps, så den røg med i arbejdsprocessen; den vinder nok ved lagring




Kvæde

Kvæder i stykker
Vodka til det dækker
1 spsk. honning pr. 1 dl væske

Rystes/omrøres dagligt, indtil honningen er opløst

Trækketid: 4-6 måneder
Vinder ved lagring

Næste gang vil jeg prøve at give kvæderne et døgn i fryseren


Lakridsrod

1 lakridsrod
1 flaske med vodka

Det så så pænt ud med roden i flasken, så den stod bare. Da jeg endelig smagte på snapsen, var det virkelig lakridsrod, så den skulle helt klart spædes op. Nu efter et års tid smager den virkelig godt, men videre tiltalende ser den ikke ud.





Pigeon

Pigeonæbler i halve
1 kvist rosmarin
½ l vodka

Trækketid: 1 måned

En rigtig yndling





Rabarber

700 g tynde rabarber i 2-3 cm længde
3 dl sukker
½ vanillestang
70 cl vodka

Omrøres dagligt til sukkeret er opløst.

Trækketid: 5 måneder

Uhh, den smager


Skovmærke

20 planter skovmærke
½ l vodka

Trækketid: 2 dage








Valnød

Et halvt glas halverede grønne valnødder
Fyld glasset med vodka

Trækketid: 3-4 måneder

Den valnød jeg lavede i 2010 var lysegrøn i 4 måneder og smagte af 0. Ved lagring blev den bedre og bedre og er blevet spædet op indtil flere gange.
I den nye portion har, som ret hurtig blev sort, har jeg til mange år, for det er helt klart en essens; den smager meget kraftigt

4 kommentarer:

  1. Jamen du milde himmmel - jeg tror kun, jeg har smagt EEN:-)

    SvarSlet
  2. Aaaaa, kan det nu passe? Propperne sidder ikke bedre fast, end at de kan løses med et snuptag.

    SvarSlet
  3. Du er altså kreativ - du må vise frem, når vi ses næste gang (men det går nok ikke at afprøve dem alle på en aften :-) )

    SvarSlet
  4. Flaskerne står fremme for strakssmagning, så vi går bare igang fra en ende.

    SvarSlet