tirsdag den 30. oktober 2018

Hva så Europa

En mytisk familie er taget i sommerhus for at fejre Europa, familiens overhoveds fødselsdag. Hendes hukommelse er dog begyndt at svigte, og måske er de første tegn på demens ved at vise sig. I et politisk, mytisk og absurd familiedrama ser vi, hvordan drømmen om et fælles Europa, som vi har taget for givet, er under pres som aldrig før - under pres af druknede flygtninge, populisme, Putin og Trump. Er næste generation mon klar til at tage over?
Medvirkende:
Isa Marie Henningsen, Mino (med tyrehoved og menneskekrop)
Frank Thiel, Tamás (der med bjørneskind symboliserede Østblokken)
Maja Juhlin, Europa (fødselar med 2500 år på bagen)
Morten Christensen, kineser (med vendekåbe/jakke)

Manuskript:
Vivian Nielsen, f. 1962

Forpremiere i Mungo Park, Kolding
Inviteret prøvepublikum - unge mennesker og en håndfuld midaldrende

Jeg venter på stykkets budskab
Imponerende klogt og udenfor min forstand
Historisk og politisk, der er nok at følge op på
Pludselig bliver jeg fanget
Første akt på 90 minutter flyver afsted

USA i en flirtende telefonsamtale med Europa
Det globale samfund bliver sat på spidsen
De lokale barrikaderer sig
Bliver alle set eller overset?
Individ eller fællesskab?
Teknologi - hvad er det godt for?
Lyt til hjertet og brug hjernen
Vi kan hverken flytte eller flygte
Alt er opdaget
Lærer vi af historien?
Hvilken fremtid venter?
Det er ikke til at holde ud!

Fantastiske skuespilpræstationer
Fremragende manus

Hva' så Europa?

Hjemmelavet kryddersnaps og likører

Da jeg var 20 år, lavede jeg mine første kryddersnapse. På trods af de utallige forsøg gennem de mange år er jeg endnu ikke ekspert, men behøver man at være det?
Det er ikke svært at lave velsmagende kryddersnaps. Det kræver i det store hele blot en klar smagsneutral alkoholisk væske på under 40 %, et valg af smag, et glas til trækketid, en flaske til lagringstid og lidt tålmodighed.

Min historie starter med .... I gamle dage hos Fylling - købmanden på Flakhaven, der havde salg af alverden og med personlig betjening bag disken - kunne man købe essenser og krydderiblandinger. Jeg købte essens til æblevin, som det havde været nødvendigt at destillere for overhovedet at kunne drikkes. Herved jeg så fik en fin whisky, der i hvert fald godt kunne bruges til irsk kaffe. Derimod var jeg mere betænkelig ved krydderiblandingen, som jeg tilsatte Brøndum-snapsen. Snapsen var fin nok, men ville det ikke være mere personligt og sjovere at lave sådan noget selv? Hvis en snaps skal være andet end Rød Aalborg, så skal den være noget særligt, så jeg gik i naturen og indsamlede perikon, snerre, pors og slåen til mine første snapse. 
Senere er det også blevet til snaps med solbær, paradisæbler, rejnfan, havtorn, røllike ..... 
Lige nu står nedenstående på hylden. Ikke alt kan ikke gå ind under kategorien kryddersnaps, men drikkes kan det - og det med velbehag. Og som tiden går, og lagringstiden består, bliver det bedre og bedre år for år.

AhMyRetto

175 g sukker
2,5 dl vand
koges op og afkøles, blandes med
125 g mandler
1 lille stang kanel
1/2 l vodka

Trækketid: 1 måned




Althea

1 ps. althea-bolcher (90 g)
2 dl vodka

Jeg havde noget vodka i overskud og alt for mange bolcher, og da jeg aldrig havde prøvet sorte svin, kunne jeg da forsøge mig med gule svin. Det er lidt i stil med færdigkøbte krydderiblandinger, så det er nok et engangsforetagende.





Birkeblad

En god håndfuld nyudsprungne birkeblade i et glas
Dobbelt op med vodka

Trækketid: 14 dage








Birkerakler

1/2 glas med nyudsprungne birkerakler (skyl ikke, men kig efter skidt)
Fyld op med vodka

Tækketid: 14 dage








Grums Marnier


60 g appelsinskal - uden det hvide
8 g knuste kaffebønner
1 flækket fed vanillestang
250 g rørsukker
1 1/4 l vodka

Trækketid: 1 måned

Blev ikke helt klar på trods af flere omgange gennem kaffefilter



Hasselnød

25 let knuste grønne hasselnødder
3 dl vodka

Trækketid: Min. 3 måneder

Der gik lang tid, før vodkaen fik strejf af nødderne. Jeg burde have ladet den trække længere, men nu var jeg lige igang med at ordne snaps, så den røg med i arbejdsprocessen; den vinder nok ved lagring




Kvæde

Kvæder i stykker
Vodka til det dækker
1 spsk. honning pr. 1 dl væske

Rystes/omrøres dagligt, indtil honningen er opløst

Trækketid: 4-6 måneder
Vinder ved lagring

Næste gang vil jeg prøve at give kvæderne et døgn i fryseren


Lakridsrod

1 lakridsrod
1 flaske med vodka

Det så så pænt ud med roden i flasken, så den stod bare. Da jeg endelig smagte på snapsen, var det virkelig lakridsrod, så den skulle helt klart spædes op. Nu efter et års tid smager den virkelig godt, men videre tiltalende ser den ikke ud.





Pigeon

Pigeonæbler i halve
1 kvist rosmarin
½ l vodka

Trækketid: 1 måned

En rigtig yndling





Rabarber

700 g tynde rabarber i 2-3 cm længde
3 dl sukker
½ vanillestang
70 cl vodka

Omrøres dagligt til sukkeret er opløst.

Trækketid: 5 måneder

Uhh, den smager


Skovmærke

20 planter skovmærke
½ l vodka

Trækketid: 2 dage








Valnød

Et halvt glas halverede grønne valnødder
Fyld glasset med vodka

Trækketid: 3-4 måneder

Den valnød jeg lavede i 2010 var lysegrøn i 4 måneder og smagte af 0. Ved lagring blev den bedre og bedre og er blevet spædet op indtil flere gange.
I den nye portion har, som ret hurtig blev sort, har jeg til mange år, for det er helt klart en essens; den smager meget kraftigt

torsdag den 25. oktober 2018

Skybrud

Præsentationsforestilling med 4. årgang på Den Danske Scenekunstskole
Værkstedsteateret

En grotesk rygerkomedie af Sergi Belbel, f. 1963, Spanien
På taget af en 49 etager høj skyskraber møde otte mennesker over deres strengt forbudte last. Drevet af nikotinmangel mødes de i rygepausen, og dagligdagens hierarkier opløses. Statuskame og misundelse får frit løb, imens der sladres, mobbes og indgås venskaber. Drømme og mareridt bliver blandet med jalousi og konkurrence, og kærlighed og fortrolighed spirer.
Med skæv og grotesk humor skildres møderne mellem de otte meget forskellige mennesker, som desperat og nervøst inhalere nikotin i en evig jagt på tilfredsstillelse - og på forløsning. 
Medvirkende:
Niels Skovgaard Andersen, kontorchefen
Anna Bruus Christensen, kastanjefarvet sekretær
Thomas Diepeveen, kvindelig vicedirektør
Amanda Bøgestrøm Isaksen, rødhåret sekretær
Anders Skov Madsen, kontorbuddet
Lue Støvelbæk, programmøren
Josefine Tvermoes, lyshåret sekretær
Sarah Juel Werner, mørkhåret sekretær

Teateranmelder bliver jeg aldrig. Det er for mig næsten kun tommel op eller tommel ned. Denne forestilling var klart tommel op. Jeg kunne genkende mig selv eller andre i karaktererne, og jeg kunne lide dem alle sammen + deres indehavere. Jeg kunne lide rammerne, der skildrede, at alle, der ryger, gør noget forbudt i velkendt smug, og at rygerteamet har et særligt fællesskab.

Det var igen en forestilling med en minimalistisk scenografi: En skorsten, en dør, et rækværk og otte lightere. Sådan, og du har en scene, der fortæller alt. (Carsten Burke Kristensen var scenografen).

onsdag den 24. oktober 2018

De efterladte

Mit humør og min energi var noget over middel denne aften, hvor jeg tog til koncert på Dexter. Bandet, der skulle optræde var De efterladte. Jeg havde gennem tiden snuset lidt til dem - uden at blive overbevist, selv om jeg havde hørt mange roser. Nu skulle de have en chance hos mig!

De efterladte består af:
Peter H. Olesen, sang
Michael Lund, guitar og kor
Boi Holm, synth

Omkring slut 90'erne spillede Peter sammen med sin bror Henrik i Olesen-Olesen, og det er sandsynligvis derfra min aversion stammer. Min dengang samboende kunne lide dem, og da der var gnidninger mellem os, kunne jeg selvfølgelig ikke udstå dem. Så undskyld, Olesen, nogle gange skal der så lidt til.

I dag var mit sind åbent og modtageligt, og det lykkedes for bandet at nå mig ind i hjertet med i hvert fald tre sange. Og hvis jeg bare kunne huske mere præcist - som så ofte har jeg kun fornemmelser og ingen facts. Det ene nummer var tydeligvis inspireret af Dan Turell; det andet havde en verslinje i stil med "Jeg har ingen spørgsmål og forventer ingen svar", og det tredje var en neurotisk sang om november.

Tak for en fin aften.
Bøgerne ligger i vindueskarmen
og falmer i solen, digterne
er gået udenfor. En af dem
sidder lige nu i skyggen
under et træ
i Emaljehaven.
Jeg ved ikke meget
om træer
men jeg tror
de tager tilløb
om natten
og springer
ud i de tidlige
morgentimer.
Nu er det forår. 
Peter H. Olesen: Frederiksborgvej og andre digte. 2017