De tre musketerer

Nogle ting vækker anmeldernes og folk i almindelighed's begejstring, men ikke min. I et forsøg på at bygge bro og måske få en lille forståelse for, hvad der adskiller "deres" og min smag, prøver jeg mig gerne frem. Jeg vil helst ikke stemples som fordomsfuld og konservativ, så jeg har denne aften kastet mig i lag med en musical. Jeg har et anstrengt forhold til musicals, men underligt nok elsker jeg både danseteater og teaterkoncerter.

Parallelt med at jeg skulle trækkes med en musical, var jeg også indlagt til '80-perioden, som har det grimmeste tøj og den mest hæslige musik.

De tre musketerer

Af Alexander Mørk-Eidem efter Alexandre Dumas

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Medvirkende: Rasmus Fruergaard (D'Artagnan), Mikkel Bay Mortensen (Athos), Kim Leprévost (Porthos), Claus Riis Østergaard (Aramis) m.fl.

Der er da ikke noget skønt ved disse gutter

Den klassiske fortælling om heltemod og dødelig kærlighed tilsat nogle af 1980'erne og 1990'ernes største hits - og masser af selvironi.

Et sted i provinsen drømmer den unge d'Artagnan om at blive kendt. Med guitaren på ryggen forlader han fødebyen og tager til Paris for at gøre drømmen til virkelighed. Her hvirvles han ind i en musikalsk duel mellem den franske konges tre trofaste musketeter og den magtsyge kardinal Richelieus gardister. Ingen regner den unge, nytilkomne for noget. Men da kongens musketerer står for at tabe, træder d'Artagnan ind på scenen. Alle måber. Hvem er den ukendte musketér?

odenseteater.dk

Nu var det ikke rent pinsel for mig at se forestillingen. 

Midt i første akt vågnede jeg op, ved at Lars Simonsen i skikkelse af Kardinal Richelieu på fremragende vis gav Peter Gabriel's Sledge Hammer. Jeg var slet ikke klar over, at det var kendte numre, der blev spillet, men efter det nummer fulgte der faktisk flere, jeg kunne nikke genkendende til.

Anders Gjellerup Koch (De Treville/d'Artagnans far) og Klaus T. Søndergaard (Rochefort) er to skuespillere, som jeg altid nyder at se på scenen. Søndergaard er måske sat lidt i bås, men han gør det altid godt.

Jon Lange (Ludvig XIII) og Anne Vester Høyer (Mylady), som for mig er ukendte, kunne absolut være deres håndværk bekendt.

En del af "fyldet"/statister/dansere/kor var fra Fredericia Teater aka. Det Danske Musicalakademi, og da jeg vidste, at en af mine bekendtes søn var med, havde jeg naturligvis fokus på ham. Alle var dygtige, og der var ingen, der skilte sig ud som irriterende dominerende, som det ellers tit er tilfældet.

Da musikerne kom frem i lyset under klapsalverne, var der en bekendt. Hjernen måtte i sving, men heldigvis ikke på overarbejde. Det var Bo Gryholt (el- og synthbas), som også spiller med i Evil Sons of the Blues.

Flot forestilling ... men ikke noget jeg vil savne, hvis det ikke fandtes.

Fjord&Bælt

Indtryk fra en lørdag på Fjord&Bælt i Kerteminde sammen med Linnea og hendes forældre

Big Fat Snake

Den fede slange, som jeg engang elskede, er forsvundet. Big Fat Snake stod godt nok lige dér på scenen med en næsten fuld sal på Magasinet, men al nerve og charme var skrinlagt.
De spillede pænt og nydeligt. Desværre var det som om, at der gik for meget maskine i koncerten, og det blev til en gang afliring det af, som de kan.
Inden jeg af kedsomhed forlod koncerten - efter første sæt - nåede jeg at høre nogle gode gamle kendinge, som Otis Redding's Sitting on the Dock of the Bay og Ry Cooder's Little Sister.

I begyndelsen af 1990'erne var jeg til mange gode Big Fat Snake-koncerter, hvor der blev spillet igennem, og jeg mindes især min første koncert, som i øvrigt også var på Magasinet. Jeg stod på forreste række. Ikke kun jeg, men alle kampsvedte, fordi vi dansede, sang med og hoppede af begejstring. Min brystmuskulatur var øm flere dage efter, fordi jeg havde haft armene hævet lidt for højt lidt for længe. Det var sjovt. I dag kunne jeg ikke forestille mig et svedigt publikum. De vippede højst lidt med foden og hævede kun armene, når der blev opfordret til det.

Big Fat Snake interesserer mig ikke længere, og de får næppe flere chancer hos mig. Og så kan jeg kun glæde mig over at have givet min cd-samling til en, som sætter pris på slangen.