Niels Skousen

Uh, jeg turde næsten ikke at overvære denne koncert. Jeg var nervøs på egne og Niels Skousens vegne. Skousen har haft en plads i mit hjerte siden Herfra hvor vi står (1971), og det har været underordnet, om det har været som musiker eller som skuespiller. I aften skulle han bare være god.

For at varme op til koncerten havde jeg forinden streamet Niels Skousens livealbum fra Store Vega i 2012 40 år i Dansk Rock og ganske enkelt - uanset fine anmeldelser - synes jeg, at det lød forfærdenligt, falsk og forfaldent.
Derudover havde jeg en koncert på Kansas City i 2011 i baghovedet. Efter koncerten, som var virkelig god, strejfede det mig, at der var en lettere forvirring at spore hos Skousen, så han ville snart kunne blive en "ny" Benny Andersen. To år er tid nok for alle over 50 til at kunne indøve færdigheder udi særligt at spille på alderdommen.
Jeg ville græde, hvis Skousen skuffede mig og ikke kunne leve op til mine forventninger denne aften.
Og jeg kom til at græde!
Tårerne piblede frem, men heldigvis fordi Skousen stadig kan gøre sig på en scene. Med sine kloge tekster, der af og til har et strejf af melankoli eller citron, gjorde Niels Skousen (og Jonas Struck og Rune Kjeldsen, som bakkede op med guitarer på fremragende vis) aftenen til en rigtig, dejlig, varm og god koncertoplevelse.
Jeg åndede ret hurtigt lettet op og kunne derfor lægge min nervøsitet bag mig, tage en slurk af min Emperial Stout, og så være i nuet igen.
Jeg blev rørt!

Jesper Christiansen

Jesper Christiansen, der er en af Danmarks mest berømte malere havde udstilling på Brandts fra 10. oktober 2013 til 2. februar 2014.

Jeg havde godt nok aldrig hørt om Jesper Christiansen, men indrømmet, malerkunsten var også gledet noget i baggrunden i mit liv.



Noget af det sidste nyere malerkunst, jeg havde set, var vel i 2010, da jeg var på roadtrip i Jylland og kom forbi Herning og blev draget af Heart, kunstmuseet i byen. Meget mærkeligt kunstmuseum og meget mærkeligt kunst, men dog kunst. Jeg så fx den meget omtalte lort på dåse af Piero Manzoni (1961), og så vidt jeg husker noget ikke særligt inspirerende japansk maleri. Der forelå dog en vis mulighed for generel negativitet fra min side, da min ferie blev til Jylland i stedet for Rom på grund af en askesky fra Island, der havde lammet flytrafikken i store dele af Europa.

Da jeg dagligt har min gang på Brandts Klædefabrik, blev jeg nødt til at se Christiansens udstilling. Da jeg havde set udstillingen en gang, blev jeg nødt til at se den tre gange til. Og jeg var lige fanget hver gang. Farverne var fantastiske, især det sorte og grønne imponerede mig: Sort var ikke kun sort, og det samme gjaldt grønt , der begge indeholdt en dybde, som ikke kan beskrives. Der var noget over teknikken såvel i kompositioner som i selve maleriet, der var betagende. Detaljerne, linjerne, det gale, variationerne, det pæne ... ja, hvad som helst. Jeg bliver helt blød om hjertet ved tanken, om den skønhed jeg så.

Desværre er jeg noget sent ude med min anbefaling, men skulle du støde på Jesper Christiansen, så undersøg ham. Der er garanteret et eller andet i hans værker fra de forskellige perioder, der kan give dig noget.

Bola Suriana

Mexico i Magtenbølle

Jeg har nogle bekendte ildsjæle i Magtenbølle, og de havde en søndag eftermiddag valgt at slå døren op i deres nyrenoverede længe i sulegården og arrangeret en koncert med Bola Suriana, der er et seks mands-orkester fra Mexico, der spiller folkemusik fra Latinamerika. 

Det var svært for mig at bedømme, om orkesteret var godt, men det var i hvert fald anderledes musik end det, jeg normalt hører. Sola Suriana må være et velrenommeret orkester. De har eksisteret i henved 20 år, og det kan man vel ikke, hvis det ikke er ordentligt det, der bliver leveret, medmindre de altid er på turne i Europa og bilder os europæere ind, at det er sådan, musik fra Sydamerika skal lyde - og vi så tror på det. For mig var det lidt kedeligt, men det sagde jeg ikke højt, for alle omkring mig - nogle af de 40-50, der var mødt op - var ret begejstrede. Jeg manglede lidt entusiasme og spas. Det var meget seriøst, nærmest andægtigt. De forsøgte godt nok med noget fællessang og klap, men det lykkedes ikke helt efter min mening.

Stemningen steg noget, da Rasmus Lyberth kom på scenen med et nummer i 2. halvleg, og det var da også et godt indslag. Men jeg synes ikke, at det var fair.

Og så kom der mange ekstranumre. Her var et par stykker, som var bekendte, og der blev fællessang i længen. Desværre lod det til, at det var det kendte, der skulle til for at hæve intensiteten, men det burde ikke være det altafgørende.

Det var nu en hyggelig eftermiddag med fin musik, søde mennesker, sandwich og øl og ikke mindst et rigtigt fint initiativ i Magtenbølle. 

Desuden takker jeg for de paradisæbler, jeg fik med hjem. Jeg har fået en vodka over at "koge" til en liflig drik.

Fotos: Jørgen Bjerring