Dem, vi ikke ser så tit

VinSmag - vinsmagning nr. 48
v/ Vinspecialisten, Nyborg (Martin Greve Jensen)

- der hoppede lige nogle
flasker med mig hjem

Husk nu, at hvidvin skal serveres ved 8-12 grader og rødvin ved 18-20 grader. Ja, ja, ja, det har jeg efterhånden helt styr på.
Hvad, jeg har knap så meget styr på, er, hvad en vin dufter og smager af. Det, jeg har noteret under de enkelte vine, er ikke noget jeg har fundet på! Det undrer mig hver gang, at en vin aldrig dufter og smager af druer, men af alt muligt andet. Jeg burde nok på et kursus for at lære at beskrive en vin, eller så skal jeg bare synes godt om det, jeg synes godt om, og så lade andre om ordene.

Aftenens menu:

Balthasar Ress, Schützenhaus 2011 (Rheingau, Tyskland)
Farve: Gylden, krystalklar.
Duft: Pære, blomster, citrus og mineraler.
Smag: Fast med god syre, der afbalancerer vinen.
10 ud af 10 stjerner **********

ARA Select Block, Pinot Noir 2010 (New Zealand)
Duft: Kirsebær, boisenbær, krydderier og cedertræ.
Smag: Tæt, friske bær og egetræ
6 stjerner ******

Domaine Costa Lazaridi, Oendea Red 2009 (Grækenland)
Farve: Dybrød.
Duft: Mint og solbær.
Smag: Kompleks og afrundet
-  Denne vin er et godt bud til julemaden, hvis det ikke skal være en god mørk belgisk øl.
8 stjerner ********

Quintas Martue, Dois Valles 2011 (Portugal)
Duft: Jordbær, brombær, kirsebær og blommer og egetræ.
Smag: tæt og fyldig, modne tanniner, der afbalanceres af medium syre.
-  At kunne skelne smagsnuancer nedsættes med alderen. Denne vin blev betegnet som en god pensionistvin.
8 stjerner ********

Fess Parker, Frontier Red Lot no. 112 (Californien)
Duft: Boisenbær, brombær, kirsebær, kanel og vanilje.
Smag: Fyldig og intens, blød eftersmag.
9 stjerner *********

Valentin Bianchi, Elsa Malbec 2012 (Argentina)
Duft: Blommer, vanilje og violer.
Smag: Blød og nuanceret, harmonisk eftersmag.
Chile hviler. Mest vin for pengene i Argentina.
9 stjerner *********

Buller, Fine Old Tokay (Australien)
Farve: Gyldenbrun med orange reflekser.
Duft: Karamel, malt og orangeskal.
Smag: Lang og blød.
-  Tænk, at jeg kunne få en vin, der var for sød.
6 stjerner ******

Peter Høeg: Elefantpassernes børn (2010)

(1957-)  Dansk forfatter

"Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.

Jeg tror det er rigtigt.

Men nogle gange er det et problem."

 

Der findes ikke problemer, kun udfordringer, hævder Tilte Finø. I så fald er det tårnhøje udfordringer, som hun og hendes brødre Peter og Hans står over for, da deres mor og far pludselig forsvinder. Forældrene har tidligere været i myndighedernes søgelys på grund af svindel med mirakler.
Med småkriminelle forældre som deres ville de fleste børn have følt en lettelse, da mor og far er væk. Men ikke de tre søskende.
På flugt fra politiet, om kap med tiden, gennem adelige, kriminelle og religiøse miljøer, søger børnene stædigt at finde ud af, hvad der er blevet af deres forældre.
Undervejs støder børnene på tilværelsens inderste spørgsmål. De møder storpolitiske forviklinger og uoverstigelige forhindringer. Men de kan overvindes med snarrådighed og troen på, at der er en dør ud i friheden, selv om alle veje synes lukkede.

Bogens omslag

Det er tit, jeg er ked at at skulle lægge en bog fra mig, når jeg passerer det sidste punktum, og det er sjældent, at jeg har lyst til at læse bogen med det samme igen. Denne lyst havde jeg med Elefantpassernes børn.
Nok var der noget, der gik hurtigt i romanen, men det var ikke, fordi jeg manglede dybde, eller at der var passager, jeg ikke forstod. Det var fantasiverdenen, der var helt utrolig og alligevel på en måde kunne-lade-sig-gørlig, der fascinerede mig, samtidig med det store persongalleri med de mest pudsige navne og hverv. Og så var bogen fantastisk og morsomt skrevet. Der var faktisk indtil flere gange, hvor jeg småsmilede højlydt i mit eget selskab.

Bogen spænder vidt, og jeg må citere:

... Klodens befolkning består af den tredjedel, der længes efter den, der har forladt dem, og den tredjedel, der længes efter en, de ikke har fundet endnu, og den sidste tredjedel, der har en, som de bare ikke sætter pris på, indtil hun forlader dem, og de pludselig befinder sig i gruppe 1.

- På grund af globaliseringen stiger trykket på de store verdensreligioner. De svarer igen med at fundamentalisere, og det er kraftedeme dem alle sammen, det vrimler med fundamentalistiske kristne, hinduer, buddhister, islamister, og hvad helvede de alle sammen hedder, der er kun ét bolværk mod syndfloden, og det er politiet og hæren.
Her var jeg meget tæt ved at spørge, om man ikke også skulle nævne foreningen Asathor ....

... Alle mine femten års livserfaring fortæller mig, at verden er indrettet sådan, at alle får en kæreste. Hvis ikke de sætter sig aktivt imod det. Så hvis du ikke har en kæreste og gerne vil have en, så skal du prøve at finde ud af, hvor inde i dig selv du sætter dig aktivt imod det.

Det er på en måde ligesom på fodboldbanen. Når forsvaret kommer imod dig, så bliver du nemt hypnotiseret. Og du ser på modstanderne, på forhindringerne. Du ser ikke på åbningen imellem dem, på mellemrummene.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet - måske noget med Indien - og slet ikke den eventyrlige form. Bogen kan varmt anbefales, hvis du vil underholdes og er til lidt sært og galt.

Søren Huss - support: Sofia Hedia



Jeg havde ikke de store forventninger til koncerten med Søren Huss, for jeg var der ikke på eget initiativ, men jeg er glad for, at størstedelen af koncerten gled let og elegant ind under huden på mig. Jeg er glad for det, fordi jeg synes, at Søren Huss er dygtig både som sanger og sangskriver. Det er der mange andre, der også er, uden at jeg nødvendigvis bryder mig om deres produkter.

Da koncerten tog fat - efter lidt problemer med et kabel eller var det en guitar? - var det med to-tre numre fra Huss' netop udkomne album Oppefra og Ned. Nærværende og tempofyldte med tekster, der godt nok har et snert af savn, men med en optimistik undertone af "lad os komme fremad". De næste fem numre, annoncerede Huss, ville være fra hans første soloplade Troen og Ingen. Jeg håbede, at han jokede, men det gjorde han ikke. Det er ikke musik for mig, det rammer mig ikke. Måske nok smukt, men kedeligt. Herefter tog nye numre heldigvis over igen, så jeg kunne forlade Posten med glæde.

Som opvarmning sang Sofia Hedia. Sød og naturlig kvinde med smuk stemme og tekster og musik, der fint supplerede Søren Huss.

Susanne Staun: Liebe (2000)

(1957-) dansk forfatter

Fanny Fiske involveres i efterforskningen af en række makabre mord i Bayern: Den vidtforgrenede Wechsel-familie decimeres af en morder, der tapper sine ofre for blod. Det er nu op til Fanny, der er adfærdspykolog med speciale i serieforbrydere, at tegne en profil af gerningsmanden. Det viser sig at være ikke helt ligetil ...

Bogens omslag

 

NU er det slut med at læse krimier. Det har jeg lovet mig selv mange gange, hvor jeg så alligevel bliver fristet. Fristelsen skete denne gang via en anmelder, som roste Stauns seneste roman. Sikkert helt berettiget ros, for jeg må lade hende, at hun skriver godt, spændende og klogt. Genren er jeg bare træt af, så NU er det slut ... et stykke tid.

Og jeg blev så træt af denne Fanny Fiske. Det hele er så forbandet korrekt og gennemtænkt hos hende. Som så mange andre ”detektiver” drikker Fanny for meget, og hun er en man-eater. Hun er lille og fin,  hun ser efter eget udsagn skide godt ud - pga. gentagne ansigtsløftninger og fedsugninger. Der er detaljerede beskrivelser af påklædningers farve og sammensætninger. Det jeg mest var ved at kaste op over, det var den konstante omtale af Kalveskindstasken. Irritation-irritation-irritation! Staun får det "desværre" flot flettet ind, og muligvis er jeg blot snobbet over ikke at være snobbet.

 

Marie Krøyer

Instruktør: Bille August
Skuespillere: Birgitte Hjort Sørensen, Søren Sætter-Lassen, Sverrir Gudnason, Tommy Kenter, Lene Maria Christensen

Skagensmalerne Marie og P.S. Krøyer lever et rigtig godt liv - han er populær som aldrig før, og Marie er blandt Danmarks mest feterede kvinder. Men under overfladen er livet alt andet end lykkeligt, og historien starter på det tidspunkt i deres ægteskab, hvor Krøyers sindssygdom tiltager. Marie er dybt frustreret og for at få lidt fred rejser
hun og datteren Vibeke til Sverige, hvor Marie møder den svenske komponist Hugo Alfvén. De indleder et forhold, og Marie forlader Krøyer og Vibeke for sin nye kærlighed og sit nye liv. Men hvad Marie ikke ved er, at netop denne beslutning bliver skæbesvanger, og Marie må snart indse at ønsket om at finde sig selv er en uopnåelig drøm.

Biograklubdanmark.dk

 

Det burde vel have været Marie Krøyer, der var i tankerne, da filmen var slut, men det var det ikke. Det var Søren eller P.S. Muligvis på grund af Søren Sætter-Lassens fremragende skuespil, som helt overskyggede hovedpersonens. Min sympati var heller ikke alene hos Marie, selv om det var hende, der nok havde det følelsesmæssigt sværest. Skildringen var en anelse kedelig og banal, og jeg spurgte mig selv: Hvad var formålet med filmen/historien?

Filmisk var der ikke noget at komme efter. Jeg kan her fremhæve de fine scener, hvori Krøyers malerier kunne genkendes, og de groteske scener, hvori datteren i Krøyers univers var en hund.

Jeg undrer mig over, at Krøyers kiste blev sænket i jorden (eller i vandet) på to forskellige måder først og sidst i filmen, og at jeg overhovedet ikke kan komme på, hvordan flash backet skete.

Hvis jeg nogensinde skal se filmen igen, skal det være for at få svar på denne undren.