Viva la vida

Så fik jeg prøvet det med. Billed- og musikgudstjeneste i Valgmenighedskirken sen søndag eftermiddag.

Jeg blev lokket, og min nysgerrighed gjorde, at jeg ikke sagde nej til invitationen. Det var en speciel konfirmandgudstjeneste, der skulle afholdes, og jeg blev meget imponeret over den ikke-højtidelige atmosfære, der herskede i kirken. Jeg blev budt velkommen af præsten, og det viste sig, at der var indtil flere bekendte blandt menigheden, som jeg fik en uformel sludder med i kirkesalen, inden gudstjenesten begyndte.


Programmet for gudstjenesten var som følger:

Præludium: Bolero af Maurice Ravel - fremført af Carsten (organisten) sammen med Carl Johan? begge på sax. Var det smukt at lægge ud med? Ja!

Velkomst v/ præsten, som introducerede os for dagens tema "viva la vida" - glæde og begejstring.
"Inger, kan du ikke lige sætte mikrofonen til?" blev der sagt højt fra rummet, da præsten havde været lidt glemsom.

Salme: Op, al den ting - nr. 15 i salmebogen - med orgel.
Vi sang stående, hvilket åbenbart var lidt usædvanligt.

Billeder og ord om begejstring v/ konfirmanderne. 12-15 unge mennesker gav hver deres version af glæde og begejstring i få ord illustreret med et billede på det hvide lærred.

Musik: Le petit Nègre af Claude Debussy - orgel og sax

Hvornår blev du sidst begejstret? Og over hvad?
Her skulle vi (30-50 kirkegængere) gå rundt i midtergangen mellem stolerækkerne og stille hinanden disse spørgsmål. Det kom virkelig bag på mig. Jeg ville jo blot være tilskuer. Men jeg fik ikke lov til at putte mig. Pludselig var jeg engageret og blev faktisk ret betaget af den venlige ... og egentlige naturlige stemning.

Sang: Mens jorden driver roligt rundt - nr. 124 i højskolesangbogen.
Den var svær og noget tam. Jeg kendte den ikke, og det var der vist også mange andre, der heller ikke gjorde.

Musik af Coldplay: Viva la Vida - på anlæg
Billede: Frida Kahlo



Salme: Du satte dig selv - nr. 260 i  salmebogen

Tekster fra bibelen v/ præsten

Fadervor og velsignelse v/ præsten

Sang: Der er så meget, der kan trykke - nr. 141 i højskolesangbogen

Postludium: Fly me to the moon af Bart Howard - 2 x sax

Det tog maks. 40 minutter at komme igennem programmet. Hurtigt og effektivt. Det kan have både sine fordele og sine ulemper.
Sangene var fx speedet en anelse for meget op, så jeg blev helt forpustet - og det er ikke dårlig kondition, jeg lider af.
Jeg ville have foretrukket, at der i det mindste havde været en lille bitte pause mellem punkterne, så de hver især kunne "sætte" sig.

Da jeg gik ind i kirken undrede det mig, at der ikke var noget alter. Men det var der. Det viste sig, at det var skjult bag forhænget/lærredet, hvorpå billederne blev vist, og det var først under bibelteksten, det helt ubemærket kom til syne.
Efterfølgende fortalte kirketjeneren mig, at kirken også bliver brugt til andre formål, bl.a. som mødelokale for højskoleforeningen, og så behøver man ikke at blive mindet om det egentlige formål med bygningen, når der er mulighed for afskærmning.

Da jeg forlod kirken sagde præsten farvel og på gensyn til mig. Hvorfor lige mig og ikke til min ledsager, som reelt kunne finde på at komme igen?

En oplevelse var det.

Den skaldede frisør

Instruktør: Susanne Bier
Skuespillere: Trine Dyrholm, Pierce Brosnan, Paprika Steen, Kim Bodnia

Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?

Scope.dk

Endnu en gang Trine Dyrholm - og jeg må krybe til korset:
Hun er god. Og det er Pierce Bronsnan også.

Filmens historie er så triviel, at du allerede efter de første minutter ved, hvordan den skal ende, så spændingen er blot, hvordan når vi dertil. Der bliver imidlertid ikke skruet op for spændingen, for replikkerne er tynde og indimellem lidt pinligt kedelige.

Det kan så være noget af en indrømmelse fra min side, når jeg fortæller, at omstændighederne og et par af replikkerne kunne være tyvstjålet fra mig og min hverdag. Den, der gik mest i hjertekulen, var den, hvor datteren siger til sin mor - Ida (Trine Dyrholm (mig)) "Hvorfor skal du altid være sjov på de forkerte tidspunkter?" Som mig så Ida. Det er en sandhed, der skal tages alvorligt.

Hvad filmen ikke har i ord, har den heldigvis i billeder.
Filmen kan altså nydes.

Cohen på dansk

Anders Dohn (guitar og sang) og Carl-Johan Rosenberg (kontrabas og kor) indtog scenen på Dexter en TemaTirsdag, hvor de fremførte nogle af Leonard Cohen's klassiske sange behændigt oversat til dansk af Anders Dohn, som desforuden krydrede koncerten med små anekdoter om sit forhold til Cohen.

Det, som jeg ikke vidste, var, at det er Anders Dohn sammen med Nikolaj Nørlund, der har lavet albummet "På danske læber" fra 2004 - et album, som jeg er meget glad for, og som jeg ofte hører.
En del af sangene fra det album blev denne aften genhørt med større eller mindre succes. Når jeg her skriver mindre succes, så er det, fordi fx Pergament Hotel i mine ører kun kan leveres af Nørlund himself og Alle Ved Besked kun af Claus Hempler. Det tjener ikke Dohn retfærdighed, men sådan er det.

Bjørn Wiinblad: Lyst og livsværk

En lidt trist søndag blev livet op på Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus med udstillingen "Bjørn Wiinblad - lyst og livsværk".

Det eventyrlige i Wiinblads formsprog fascinerer mig, samtidig med at der er noget nostalgisk over hans figurer. Minderne fra et besøg i en Bjørn Wiinblad-butik i København under et sommerferiebesøg, hvor jeg købte en rulle gavepapir, som jeg ikke kunne nænne at bruge, dukker op.

På Grimmerhus kunne jeg få et gensyn med ikke lige mit gavepapir, men noget der lignede, sammen med tegninger, skitser til scenografier, dukker, tekstiler, spisestel, vaser, krukker, figurer ...

Madsen, Møller & From

Denne aften lod jeg mig underholde af Madsen & Co. Tilbagelænet og hyggeligt.

Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From leverede en veloplagt koncert i Magasinet. Stilen var, som den er kendt gennem flere år, og jeg tror heller ikke, at vi på nogen måde skal forvente, at der bliver pillet ved den. Der ville nok også være en del fans, der på det kraftigste ville stritte imod.

Min bror, der er fan, genkendte desværre alt for meget af snakken og jokes'ne fra et show fra begyndelsen af 0'erne. Det meste var mere end forudsigeligt for ham. Anderledes var det tilfældet med mig. Jeg er kun tilskuer, jeg tror, at showet er lavet for min skyld, og det, der bliver sagt, er ren improvisation. Det er naivt, jeg ved det, for det er ren professionalisme, der vælter ud over scenekanten, og alt er indstuderet ned til den mindste detalje. Men når kunstnerne kan lade mig blive i min tro, må de gøre det godt, og det giver mig en god oplevelse.

Vi ses vel næste år - samme tid, samme sted?

Brian Overkær: Tænk selv - nu

Sidste og tredje foredrag i rækken på "aktiveringskurset". Endnu en sportsmand, der havde løsningen på et godt liv, men denne gang var fokus på indstillingen til sundhed og fødevarer. Jeg glædede mig til at høre, hvad han kunne diske op med, for et sådan foredrag havde jeg aldrig overværet.

"Du kommer ikke i mål, hvis det ikke er dit eget ønske"
var indledningsreplikken, og med den henledte Brian Overbæk opmærksomheden på, at ofte går folk på slankekure ikke så meget på deres eget indre initiativ, men fordi de er underlagt udtalelser i blandt andet medier, der konstant påpeger, at det er usundt at være tyk og fed.

... Og det er ikke sundhed, men økonomi, der styrer.

Vi skal først og fremmest lægge mærke efter, hvordan vi har det, når vi indtager forskellige fødevarer. Vi har ikke den samme "ild" i maven, så for nogen er det godt med frugt og grønt, mens andre har det bedst med kød.

Desuden skal vi så vidt muligt have søvn som urmennesket - altså mens det er mørkt. Den vigtigste søvn, er den vi får mellem kl. 22 og 2, og vi skal have 8 timer! For lidt søvn kan nemt medføre forkert mad.

Forkert mad medfører forkert afføring.
Hvis du vil vide mere om de forskellige typer lorte, kan jeg henvise til thinassveganbitch - en blogger, der har en fin oversigt.

Brian har en indstilling til fødevarer i stil med min: Søg økologi, brug det naturlige, kvalitet fremfor kvantitet, gerne dansk-fremstillet, alt med måde, vær ikke fanatisk. Og fordi Brian var så "klog" på disse områder, skal jeg til at bruge smør - også til at stege i.

Det bedste af det hele var, at Brian var helt og aldeles imod sødestoffer. Jeg har altid synes, at Cola Zero, Fun Light etc. er noget af det mest latterlige, der findes, så det var også vand på min mølle.

Apropos vand, husk at drikke det!

Tak, Brian.

n*grandjean - 2

I februar så jeg n*grandjean og var begejstret. Så begejstret, at jeg var villig til at overvære endnu en koncert så kort tid efter, for at dele ham/dem med en god veninde denne råkolde efterårsaften. Og vi fik, hvad vi kom efter.

En koncert med numre, der havde fået et nyt touch, og derfor ikke lød, som de gør på de tre studiealbums, som n*grandjean har udgivet. Koncerten var en form for ønske- og afskedskoncert, og den varede 2 timer uden pause. Atmosfæren var hyggelig og intim med afslappet snak og jokes imellem numrene.

Da det blev bekendtgjort, at Mikkel Lomborg skal giftes på lørdag, fløj en pige fra publikum op på scenen: "Når jeg ikke kan få dig, så får du den her". Den her var en halskæde med en mustache (næsten som Mikkels). Mikkel tog den om halsen, ... og den klædte ham.

Denne aften var Christian W. på bas/kor udskiftet med Søsser von Bülow. Hun var bestemt ingen dårlig erstatning, når det skulle være.

Peder Dahlgaard: Kroppen sladrer

- men så skal den også sige sandheden!

Peder Dahlgaard (skuespiller ved Odense Teater mm.) stod for nr. 2 i foredragsrækken på 3 for arbejdsløse i aktivering, som jeg kunne deltage i.

Peder indledte meget fint foredraget med sin guitar og en sang om det at være lærervikar - på melodien Mona af Søren Kragh Jacobsen. Og hvad skete der så? Peder var da meget underholdende, mens han var på, men egentlig synes jeg ikke, at der bliver noget særligt siddende bagefter. Måske fordi det ikke var ukendt for mig; måske fordi rammerne var forkerte.

Peder ridsede op, at størstedelen af vores kommunikation er kropssproget, dernæst lægges der vægt på tonaliteten, og som den mindste ting har ordene betydning.

Publikum - på ca. 100 stk. - blev inddraget ved, at vi skulle lege, at vi var til et cocktailparty. Først skulle vi agere ambassadør og derefter hjemløs. Det var en fin ilustration på, at alt følsomt sidder på forsiden af kroppen.
Ved et andet eksempel, hvor skulle vi give hånd, fremhævede Peder forskellige egenskaber og fortalte om roller.

Gå visionært frem - vis, hvad du vil!

Det var faktisk ret spændende, og jeg kunne have brugt hele dagen, men det var tiden jo ikke til. Og fordi tiden var begrænset, blev sidste "akt" noget juks og jap, som jeg helst havde undværet.

Verden er en scene, og vi er alle aktører.

Willian Shakespeare

Trude Marstein: Intet at fortryde (2009)

(1973-) norsk forfatter

Det er en varm juniaften og sommerferien står for døren. En mand tager i forvejen til sommerhuset i bil med de tre døtre, hans kone skal følge efter med toget næste dag. Hun har noget arbejde, der må gøres færdigt. Men det er ikke halvårsregnskabet, der holder Heidi tilbage i byen. Hun har planlagt en nat med sin hemmelige elsker.
Det ene døgn bliver til to. Kapitel for kapitel, næsten minut for minut krydsklippes mellem Heidi og hendes mand Vegard. På hvert deres sted, i to helt forskellige virkeligheder. Hun i byen med elskeren, på bar og restaurant og i hotelværelsets dobbeltseng. Han med børnene i sommerhuset.

Bogens omslag

Jeg har det sjældent godt med at begynde på en ny bog. Det kræver noget at skulle sætte sig ind i et nyt univers. Sproget og stilen skal jeg have styr på, og det samme gælder persongalleriet og rammerne, jo hurtigere det lykkes, jo bedre. At det er så bogstaveligt, at minut for minut bliver beskrevet, var ved at sætte min tålmodighed på prøve. Nu må der altså ske noget! Det gør der bare ikke - og dog. Det hele kommer langsomt glidende, som er det dit eget liv. Efter en del sider fangede jeg stilen og blev egentlig ret betaget.

Bogen handler ret beset om utroskab, men hvad er utroskab? Hvad er loyalitet? Over for hvem? Hvem kan man stole på? Hvem er den sympatiske? Hvem er ikke? Hvem har et dilemma? Hvori består det? Er der noget at fortryde? I givet fald hvad? Disse og flere spørgsmål dukker op undervejs og fordrer overvejelse.

Det er ingen decideret kvinderoman. Mænd vil også have godt af at læse den!