NemID

Dagen i dag blev dedikeret til den dårlige samvittighed, sjusk og hængepartier. Lysterne måtte vige pladsen!

Den dårligste af dårlige samvittigheder: 

Fornyelse af NemID til den andelsforening, jeg bor i.

NemID for erhverv skal fornys hvert tredje år, og da id'en udløb for over et år siden, var jeg i hast inde på NemID's hjemmeside. Det første jeg stødte på ... uden at læse tæt og videre ... "Det koster 250 kr. at ringe op". 

Åh, jeg blev træt, lukkede ned og helt af. 

Nu er vi, der bor sammen, ved at opløse vores andelsforening for derefter at overtage ejendommen som private ejere. Det er slut med at være idealist og have socialistiske tanker. Jeg vil ikke nævne navne, men jeg har ikke været primus motor!

Siden eftersommeren har NemID'en været mit ømmeste punkt. Det kunne jo være, at vi fik brug for id'en i forbindelse med likvidationen.

Før jul fik jeg post fra Erhvervsstyrelsen i foreningens e-boks, og så kom der en rykker i sidste uge. 

Det var garanteret fornyelse af andelsforeningens registrering som frivillig forening i virksomhedsregisteret. Det skal også ske hvert tredje år, men jeg kunne af gode grunde ikke læse posten pga manglende NemID. Fandens. 

ALTING vil garanteret blive mere besværligt jo længere tid, der går. 

I dag tog jeg hul. Det skulle ordnes, om så jeg skulle bruge hele dagen og natten med.

Der er styr på det hele nu 🙂 men hk, hvor jeg har rystet og været ophidset. Måske skal der heller ikke så meget til, men ingenting skal være nemt for amatører. 

• Åbner e-boks og logger på med den gamle NemID. Jeg venter på fejlmeddelelsen, som jeg jo godt ved kommer. Kopierer fejlkoden over i en note i tilfælde af, at jeg skal bruge den senere.
• Fejlmeddelelsen siger også, at jeg skal kontakte Brugersupport. Brugersupport? Ville det ikke have været rigtigt nemt, hvis der dér havde stået et telefonnummer eller været et link direkte til den side, jeg skulle bruge for at komme videre?
• Åbner NemID, skøjter lidt rundt, før jeg finder den kendte side, hvor der står, at det KAN koste 250 kr. ekskl. moms at ringe op. Øh .... kan det passe?
• Jeg bevarer roen og når til et sted, hvor der står, at jeg kan få gratis hjælp, når det drejer sig om fornyelse. Længere nede på siden står der Kontaktmuligheder: Ring til NemID erhvervssupport. Så skal jeg trykke igen, og jeg får et telefonnummer. Ja tak og tak for musearm. Telefonnummeret kunne lige så godt have stået på siden.
• Jeg finder min mobiltelefon frem, taster nummeret, hører ringetone "Du er nu nummer 1 i køen". OK, hvis jeg er nummer et i køen allerede ved første opringning, er der jo ingen kø! Til gengæld er der en vældig laaaang telefonmenu, jeg skal igennem: Er jeg engelsk? Og derefter seks valgmuligheder. Jeg ved godt, at jeg ikke behøver at høre hele menuen igennem, før jeg vælger
• "Indtast CVR-nr."  Åh, hvor er det nu jeg har det? Lede-lede-lede. Her. "Indtast CVR-nr.". JA JA JA, det kommer nu.
• Så tror jeg mig igennem, men nej: "Vil du vurdere din support, når samtalen er afsluttet?" NEJ NEJ NEJ, jeg vil bare tale med et menneske.
• ".... Du taler med Kasper ...." Hvor befriende, og hvor lyder han flink.

Jeg fremlægger mit problem og går lidt til bekendelse af min sjusk. Efter nogle tjekspørgsmål siger Kasper, at jeg kan bruge min NemID om 10 minutter, og han skal end ikke bruge min kopierede fejlkode. 

Nu er NemID ordnet, e-boksen tømt og Erhvervsstyrelsen tilfreds. Og ikke mindst er min samvittighed lettet. Hvor svært var det? 

Med den dårlige samvittighed taget i betragtning kunne det slet ikke svare sig med den lange udskydelse.

Jeg ved det, men lærer jeg af det?

Von Dü

Da jeg så, at Von Dü skulle lægge vejen omkring Posten, lavede jeg et hurtigt tjek på dem.
De var, som jeg forestillede mig. Et muntert indspark et par dage, før solen vendte, ville ikke være dårligt.

Da Von Dü gik på scenen, kom der gang i festen.
Tydeligvis var der et stort stampublikum, og vi var kun forholdsvis få førstegangsgæster.
Det viste sig, at det er en måske 10 år lang tradition, at Von Dü spiller fredagen før jul.
Det er åbenbart gået min næse forbi og druknet i juleforberedelse og decemberoverlevelse.

Von Dü er et ni mand stort orkester, der gør det i hiphop, salsa og reggae.
Bandets umiddelbare udtryk kunne forveksles med et heavy metal-band. De eneste skygger af den genre var frontmandens t-shirt med Motörhead (og tatoveringer). Rimeligvis kan det være min uvidenhed om reggae og fordomme generelt.

Jeg kan godt lide reggae, men på et tidspunkt i koncerten havde jeg fået nok. Da var der lige blevet spillet en del for mange reggae-numre i streg.

Teksterne, der udelukkende var danske, var "hverdagen" fyldt med satire og ironi.
Der var en vildt god energi på scenen, og sjældent har jeg set et band med så meget hjertevarme.

Og "når man er til koncert med Von Dü, så hopper man", man smider tøjet, og man invadererer scenen .... hvis man ikke er over 60.


Von Dü (iflg. Wiki)

Morten Nygaard (Vokal)

Emil Stricker Pedersen (Guitar og kor)

Troels Kjær (Keyboards)

Tobias Steinmann (Altsaxofon og kor)

MP Steenstrup (Trompet og kor)

Ole Hylling (Trækbasun og kor)

Laurits Trier Hooge Hansen (Percussion og kor)

Bjørn Hardenberg (Trommer)

Oliver Grønne (Bas og kor)

Playliste

Frokost Buffet

Bitchin betjent

Du er en pige

Farlige tanker

Wienerfritzl

Vise ord

Verdens mindste fuck

Pisser i modvind

Bankende hjerter

Sommer i dk

Tændt

Pølsemix

--------------

Skyder og misser

Voxentøj

Sexy Slange

Opvarmningsbandet var Verdensmænd; og de matchede selvfølgelig naturligt godt til hovednavnet med en god blanding af funk, hiphop, reggae, salsa og balkan.
Desværre kan jeg ikke finde Postens beskrivelser af gamle koncerter længere, så jeg ved ikke, hvem bandet er, udover frontmanden, som blev genkendt som D-Hund.

En hvid, hvid dag

Dramaet begynder hvidt i hvidt. Det er tåge, jord og himmel går i et. 

Vi følger en bil, der kører på landevejen.

Vi venter, og det sker: Eneulykken.

Vi ser en ensomt beliggende bygning i forandring.

Vi venter, og i samme kameravinkel iagttager vi tidens gang.

To mænd sidder bag et par vinduer.

Vi venter og får del i en samtale med løsrevne sætninger.

Vi venter. 

Langsomt viser det sig, at vi følger Ingimundur - en midaldrende politimand - der har orlov efter sin hustrus pludselige død.

Ingimundur er ved at sætte huset i stand til datteren, og han har samtaler med en psykolog.

Ellers går tiden med at passe barnebarnet Salka på 9, besøge de to politikollegaer og spille fodbold. 

- Stille og roligt.

Samtidig nager det ham, at han mistænker sin afdøde kone for at have haft en affære med en af  de lokale mænd.

- Vildt og voldsomt.

Islandsk film, når det er bedst.

Ingimundur: Ingvar Sigurðsson 

Instruktør: Hlynur Palmason

Italien fra nord til syd

GoVinum - wine, love, import v/ Jette og Poul fra Frederiksberg lagde vejen forbi VinSmag til smagning nr. 76.

Vinverdenen er noget mandsdomineret, så det glædede mig at se en kvinde på podiet denne aften. Jette fortalte mig, at hun ofte oplevede, at "vinmændene" henvendte sig til Poul, selv om det var hende, der havde indledt samtalen. Jette har taget en sommelieruddannelse på Hotel- og Restaurantskolen, og hun var en god formidler.

GoVinum er et "garageimportfirma" på hobbybasis, og vi fik historien om, hvorledes det var startet i 2011 med et besøg i Marche og en begejstring for vin hos en bonde, der ikke havde kontakt i Danmark. Det greb mere og mere om sig, da de først havde fået indhentet de rette tilladelser hos myndighederne, og nu må der en selvjustits til, for at holde importen på en plan, som kan håndteres.
Jette og Poul lægger vægt på, at de har personlig kontakt til vingården, og at de har besøgt stedet.

Aftenens smageprogram var tre hvide og fem røde vine, hvoriblandt der var en del nye og ukendte druer.

I smagningen indgik også Jette og Pouls "barn" fra Marche (nr. 3), som i øvrigt var den hvidvin, jeg gav højst score. Druen Bianchello (Biencame) er meget modtagelig for at ændre smag alt efter terroir.

Roberto Lucarelli er en blandt mange vingårde, der går ind for økologisk dyrkning, uden at vinen bliver certificeret som økologisk. Det er en bekostelig affære, at få dette certifikat, så mange vælger det fra, men med samvittigheden i orden. Nogle bønder vælger alene at få certificeret marken, men ikke vinificeringen.

Om vin nr. 4 og 8 fra Bonotto delle Tezze blev fortalt, at der på gården i 1400-tallet var silkeproduktion, hvorfor der i en af bygningerne var indrettet et meget velventileret loftsrum. På dette loftsrum bliver der i dag tørret druer, som anvendes til Passito. Passito er en sødere version af Amarone, og serveringstemperaturen bør være på 14-16 grader.

Vinmarken er bygget op som en dobbelt pergola, som det er tradition for i Veneto. Vinstokkene har høje stammer og danner et kryds øverst.

Rødvinen egner sig til den danske julemad, fordi der både er sødme og syre + gode tanniner til stede.

Barbera-vinen (nr. 5)

Superiore angiver, at vinen har en højere alkoholprocent end den "almindelige" udgave.

Her blev vi da vist lige bundet noget på ærmet: Druen skulle efter sigende være en Vermentino/Favorita, men det passer hen i grønne skov. Er det mon sandsynligt, at den korrekte drue er: Barbera?

Vin 6, Goccione

I Toscana vil vine lavet på Sagiovese fremtræde som stærke og pebrede;

I Marche som bløde og runde.

Hvidvin - Apulien

Salento IGT 

Santi Medici Bianco 2017

Castel di Salve

Verdeca - 12,5 %

★★★★★★★

Hvidvin - Toscana

IGT Toscana

Bianco, 2017

Campino delle Querce

Chardonnay, Trebiano - 12,5 %

★★★★★★

Hvidvin - Marche

Bianchello del Metauro DOC

La Ripe, 2018

Roberto Lucarelli

Bianchello (biencame) - 13 %

★★★★★★★★

Rødvin - Veneto

Piave DOC

Potestà, 2015

Bonotto delle Tezze

Raboso - 13,5 %

★★★★★★★★★

Rødvin - Piemonte

Barbera d'Asti DOCG superiore 

Listoria, 2015

Cascina Barisel

? - 14 %

★★★★★★★★★

Rødvin - Marche

Colli Pesaresi DOC

Goccione, 2016

Roberto Lucarelli

Sangiovese - 14 %

★★★★★★★★

Rødvin - Veneto

DOC Colli Berici 

Montemitorio, 2017

Dal Maso

Tai Rosso - 14 %

★★★★★★★

Rødvin - Veneto

IGT Veneto

Passito, 2014

Bonotto delle Tezze

Raboso - 14 %

★★★★★★★

DEATH MACHINE

supp. EIK OCTOBRE

Det var svært at lette sig fra sofaen og gå ud i den mørke snuskede november-aften, men anstrengelsen bar frugt, og jeg fik skøn musik i ørerne.

Emil Skovsgaard Christensen med kunstnernavnet EIK OCTOBRE lagde ud med tre meditative numre på tangenter og computer.



Derefter gik DEATH MACHINE på scenen.
Og nej, genren er ikke metal, nærmere sci-fi folk. Jacob Bellens og Michael Møller kan måske lede dig på sporet.

Jesper Mogensen – vokal/guitar

Morten Ørberg – kor/bas

Sven Busck – trommer/keyboard

Simon Christensen – keyboard

Jeg sad alvorligt og nød Jespers vokal, men under et par af numrene udfoldede Sven og Simon sig, så  smilet kom frem, og jeg blev vækket til live igen.

Fynsk æblehistorie

I foråret tog jeg fotos af æbletræer i Den Fynske Landsby.

Træerne havde fået navne på i løbet af vinteren. Det inspirerede mig, og jeg gik i gang med et projekt, der skulle ende i fotosamling af de 30 træer med navne på.

I sensommeren måtte jeg endelig huske at tage billeder af æblerne.
Jeg var stærk i min beslutning om, at jeg ikke ville se endnu en idé fordufte.

Ting tager tid, og tid kræver tålmodighed. Rom blev ikke bygget på én dag.

Jeg fik sorteret hundredevis af billeder og sat dem i album. Jeg blev mere og mere interesseret i æbler, og det viste sig, at æbler er en hel videnskab. Det gik op for mig, at æbler ikke bare er æbler. En hel ny verden, som jeg aldrig havde skænket en tanke og ikke anede eksisterede, åbnede sig for mig.

I min netsøgning stødte jeg tilfældigt på et foredrag med overskriften Fynsk æblehistorie. Det kom som kaldet, og jeg deltog.

Margit Egdal, Lokalhistorisk Arkiv Tommerup fortalte historien om æbler, og om hvordan mange forskellige æblesorter var blevet tiltrukket. Hver gang et æbletræ skød op fra en kerne, var det en ny sort. Var smagen i top, tog man podegrene og gav til venner og familie, og på den måde blev de gode æbler udbredt. Et par gode eksempler er Ingrid Marie og Filippa. Enhver større gård med respekt for sig selv havde fremavlet sit eget æble, fx Arreskov og Hvidkilde Voks.

Fra frø til træ. Det er sjovt, hvordan noget kan udvikle sig:
Fra et skilt i en trækrone, over fotografi til nørderi om æbler.

Når jeg har fået afklaret de sidste spørgsmål, og mit "værk" er fuldendt, lægger jeg nørderiet på hylden, men så kan jeg glæde mig over, at jeg er blevet det klogere og vente spændt på, hvad det næste bliver, jeg kaster mig over.

BRANDTS

Os, der var kollegaer på det tidligere Mediemuseum, havde aftalt at mødes for at besigtige "vores" lokaler, som Kunstmuseum BRANDTS havde overtaget og indrettet til den permanente udstilling.

Vi skulle lige begynde med at sige goddag til hinanden over en kop kaffe i den nyindrettede cafe. Vi bestilte alle en eller variant af en kaffeart, latte, cappucino og sort - eller rettere vi troede vi gjorde det. Vi fik en variant af noget, der kunne kaldes varmt opvaskevand. Ved reklamation, som godt nok resulterede i et par ekstra skud espresso i koppen, blev vi mødt med: "Det var da mærkeligt; det har vi da aldrig hørt før". Sikke pæne gæster! Men hvis den kaffe, vi fik, var standarden, så er jeg sikker på at kaffesalget bliver en fiasko.

Vi begyndte kunstmuseumsbesøget på 4. sal, hvor Det Fynske Kunstakademi havde til huse, før det flyttede over på Jernbanegade i det tidligere Fyns Stifts Museum. I den del af lokalerne, der var adgang til, var der en udstilling af Adam Jeppesen, The Great Filter. BRANDTS giver bl.a. denne beskrivelse:

Vi er stolte af at kunne præsentere et nyt kunstværk skabt til Malersalen på BRANDTS af den danske kunstner Adam Jeppesen. På mere end 150 m2 åbner der sig et landskab af sammenstyrtede former sig for vores øjne. Hvad der ligner mægtige borge og slotte i sand ligger nu halvvejs i ruiner spredt rundt over gulvet. Men skønheden har de stadig i behold.

Jeg kunne meget godt lide "sandkassen", men ... mægtige borge og slotte? Jeg vil kalde det sandkager! Der er en tendens til, at alt skal lyde af lidt mere, og så kalder man ikke bare en spade for en spade.

På 3. sal, hvor vi havde til huse, var der naturligvis sat skillevægge op, så arkiverede værker og den permanente udstilling kunne komme til sin ret. Desværre så det ud, som væggene kunne vælte hvert øjeblik, det skulle være.
Gulvet så ud, som vi lige havde forladt stedet. Der var rustikke malerklatter på trægulvet, og betongulv var stadig kedeligfarvet lysegråt. Jeg synes ikke det betød noget i medieudstillingen, hvor lyset var lunt, og der var arbejdende værksteder. I en kunstudstilling, hvor lyset er hvidt og skarpt, får det lokalerne til at fremstå meget lusede og billige. Det matcher ikke til udstillingsgenstandene. Lyssætningen var heller ikke optimal. Der var alt for meget genskin.
Jeg kan ligeså godt blive i brokkeriet: Videoskærme med klog snak og betragtninger, hører ikke hjemme i en udstilling som denne. Det er forstyrrende og hjælper ikke til fordybelsen. Der burde  være plads til, at denne "moderne" side kan sættes op i et tilstødende lokale.

Jeg rundede udstillingen af hollandske fotograf Anton Corbijn med billeder af mange ikoniske musiknavne som fx Nirvana, Nick Cave, Rolling Stones, U2, R.E.M., David Bowie. Jeg havde været med til åbningen med selveste fotografen og den hollandske ambassadør, og udstillingen kunne nemt tåle at blive set igen.

Der var en udstilling med tegninger af en berømt italiensk tegneserietegner, Hugo Pratt. Ups, han var lige smuttet uden om min opmærksomhed med Corto Maltese. Måske kan jeg forstå, at nogle bliver indfanget i universet; det var en meget lækker streg.