Næsbyhoved Voldsted

Fortidsmindedag

Slots- og Kulturstyrelsen sætter fokus på fredede fortidsminder på årets fortidsmindedag. Odense Bys Museer inviterede til Næsbyhoved Slots voldsted, og jeg deltog i den timelange rundvisning, hvor arkæolog Maria Lauridsen fortalte om områdets historie.

Borgen havde huset Kong Hans' dronning Christine, og den blev ødelagt under borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534. Der er ingen ruiner at se på det mægtige, kvadratiske voldsted, for da Odense Slot skulle opføres i 1700-tallet blev sten fra Næsbyhoved Slot genbrugt.

Selv om min konfirmationsfest blev afholdt i restauranten, Næsbyhoved Skov, som ligger i ved volden, og jeg senere i en årrække på 10 år boede i området, har jeg aldrig været på volden, end sige tænkt på, at der en gang i fordums tid havde ligget en borg.
Så var det, at jeg for et par år siden læste jeg en del om H.C. Andersen, og han havde besøgt voldstedet. - Og når HCA havde været der, skulle jeg da også - på et tidspunkt.

Den nu udtørrede Næsbyhoved Sø

I Hans Henrik Jacobsens bog, Fyn rundt med H. C. Andersen (1969) er citeret fra "Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829":

Ikke langt fra Landeveien, inde i Næsbyhovedskov, hæver den gamle Slotsbakke sig. Her skal Odin i gamle Dage have havt sit Sæde; den gamle Slotsbygning undergik mange Forandringer til den tilsidst ganske blev ødelagt i Grevens Feide af vilde Borgerhobe ... Jeg følte mig ganske underligt stemt da jeg nu en smuk August-Aften besøgte dette sted. Alt var saa stille; hvor for trehundred' Aar siden Riddere og Damer svingede sig i lystige Dandse, saae jeg nu en Ager med Boghvede. Søen laae saa indknebet nedenfor og den stille Flade bevægedes kun, naar en af Fiskene slog op. Vandmøllen brusede fort og det var mig som hørte jeg en Sang om den forsvundne Borg og dens Lystigheder ...
 Jeg kunne ikke svinge mig op i de Andersenske højder. På mig virkede området som nå og jaså og egentligt ligegyldigt. Det kan muligvis skyldes, at den omtalte vandmølle ikke længere eksisterede.
Søen, som HCA henviser til, var Næsbyhoved Sø. Den var Fyns næststørste sø og var indtil udtørringen i 1863 et populært udflugtsmål.

Jeg kunne ikke svinge mig op i de Andersenske højder. På mig virkede området som nå og jaså, egentligt ligegyldigt og ingen fryd. Det kan muligvis skyldes, at den omtalte vandmølle ikke længere eksisterede.

Søen, som HCA henviser til, var Næsbyhoved Sø. Den var Fyns næststørste sø og var indtil udtørringen i 1863 et populært udflugtsmål.

Det var fint for mig at komme ud, gå en tur, få indput og tilfældigvis møde kollegaer på den sidste solbeskinnede dag i april.