Haruki Murakami: 1Q84

(1949-) - Japan

Det er skønt at blive begejstret, og det blev jeg, da jeg læste 1Q84.

1Q84 er en kærlighedsroman - dualistisk med tilsætning af krimi og sci-fi. Det er en helt igennem fantastisk bog, der på intet tidspunkt bliver kedelig. Dog skal du nok være tiltrukket af det absurde og vanvittige, for at blive fanget, som jeg blev det.

Bogen begynder med to parallelle historier, og efterhånden kommer de to historier tættere og tættere på hinanden på en meget elegant måde for til sidst at smelte sammen.

Ordene er ren nydelse. Der er mange af dem, og der er mange kloge.

Jeg laver æselører i mine bøger, når der er noget særligt. Det kan være en særlig god beskrivelse, vise ord, noget, jeg vil undersøge nærmere eller noget, som jeg blot vil huske. Det blev til en del. Til almindelig inspiration er her nogle af dem: 

Uanset hvor du tager hen, eller hvad du gør, kan du ikke flygte fra presset. Mindet definerer, hvem du er, former dit liv og forsøger at føre dig hen mod et forudbestemt sted. Ligegyldigt hvor meget du kæmper imod, kan du ikke undslippe denne kraft.

Bog 1, side 361

Kun gennem sandheden opnår mennesket sin sande styrke, og det er uanset, hvad sandheden er.

Bog 3, side 365

 [Det, jeg har brug for, er at mærke, at jeg er et menneske af kød og blod]. Det er lidt ligesom med de verdslige lysters hjul i Tibet. Når hjulet drejer rundt, går de værdier og følelser, der sidder yderst, op og ned, stråler eller synker ned i mørket. Men den ægte kærlighed befinder sig i hjulets aksel, og den bevæger sig ikke.

Bog 1, side 385

Den sunde fornuft har ikke meget at skulle have sagt, og der er også mangel på venlighed.

Bog 3, side 159

Noget om tid

Det koster både tid og penge at bygge noget stort op og at gøre store opdagelser: Naturligvis er tid og penge i sig selv ikke garanti for gode resultater, men det kan aldrig skade. Frem for alt er tiden en begrænset ressource, og allerede mens vi sidder her, tikker den derudad, tik tak, tik tak. Tiden flyver, og chancer går tabt. Har man penge, kan man købe sig tid. Og hvis man vil, kan man endda købe frihed. Tid og frihed er det vigtigste, mennesker kan købe for penge.

Bog 2, side 36

Der var ting fulde af liv og ting uden liv. Ting i bevægelse og ting uden bevægelse. Udsigten var, som den altid havde været, og der var intet nyt at se. Verden gik videre, fordi det skulle den nu engang, ligesom et billigt vækkeur, der upåklageligt udfører den opgave, det er blevet sat til, men heller ikke mere.

Bog 3, side 175

Kokkerier  sniger sig ind

Tengo hakkede en masse ingefær fint. Bagefter skar han bladselleri og champignoner i passende stykker. Til sidst hakkede han lidt frisk koriander. Han pillede rejerne og skyllede dem under hanen, bredte noget køkkenrulle ud på bordet og anbragte dem pænt på række som soldater i geled. Da edamamebønnerne var færdige, hældte han dem i en sigte og stillede dem til afkøling. Til sidst varmede han en stor stegepande op, kom lys sesamolie på den, så det dækkede bunden, kom den fintsnittede ingefær på og stegte den ved svag varme.
…
Han kom den hakkede bladselleri og champignonerne på panden, skruede helt op for gassen og rystede panden let, mens han rørte i grønsagerne med en bambusspatel. Han dryssede lidt salt og peber over. Da grønsagerne var ved at være møre, hældte han de skyllede rejer i, kom lidt mere salt og peber på og et lille glas sake. Så lidt soja og til sidste korianderen. Det var ingen kompliceret ret …

Bog 2, side 74

Der er sammenhæng gennem hele romanen, fx disse sentenser om forklaring - ”sagt” af forskellige? personer:

Hvis ikke du forstår det uden en forklaring, vil du heller ikke forstå det med en forklaring.

Bog 2, side 160

Det er ikke, fordi jeg ikke kan forklare meningen, men der er meninger, der går tabt, hvis de først bliver forklaret.

Bog 2, side 207 

Der var ingen svære ord, ingen anstrengt logik, ingen omstændelige forklaringer og ingen kunstfærdige udtryk og vendinger. Fra start til slut var det en lille piges beretning. Sproget var let at forstå, præcist og ofte velklingende, men næsten uden forklaringer.

Bog 2, side 291

Musik spiller en væsentlig rolle i romanen, her nævner jeg blot:

Frank Sinatra: It’s only af paper moon, der bliver omtalt midt i bog 2 og i slutningen af bog 3.

Sinfonietta fra 1926 af den tjekkiske komponist Leos Janacek nævnes jævnligt.

Carl Jung bliver citeret:

Vores skygge er lige så ond, som vi er gode. Jo mere vi mennesker forsøger at være gode, fantastiske og perfekte, desto mere vil skyggen udvikle en vilje til at være dyster; ond og destruktiv. Når vi stræber efter at overgå os selv og være fuldkomne, stiger skyggen ned i Helvede og forvandler sig ti len djævel. For i naturens verden er det lige så skændigt at hæve sig over sig selv som at præstere under evne.

Bog 2, side 204

J

Livet er usikkert, og man ved aldrig, hvad der kan ske. Det var nok en udmærket forholdsregel mod livets uforudsigelighed at være lidt mere påpasselig med at vaske sin pyjamas.

Bog 2, side 217

Personbeskrivelserne er så levende - her er en af en kvinde - så man fornemmer, at man står foran vedkommende:

Hun så ud til at være midt i halvtredserne, og hendes udseende stod i grel kontrast til den raffinerede viceinspektør i Ichikawa. Hun var lavstammet og kraftig, og set bagfra ledte hendes underlige gangart tanken hen på et krebsedyr. Hun bar små stålindfattede briller, men området mellem øjenbrynene var bredt og fladt, og man kunne se små dun vokse der. Hun var iført en uldspadseredragt af udefinerbar alder, der sandsynligvis allerede havde været umoderne, da den blev syet, og som lugtede kraftigt af mølkugler: Farven på dragten var rosa, men det var en sælsom nuance, som om noget var gået galt, da farven blev blandet. Man havde formodentlig tilstræbt en raffineret, afdæmpet farve, men det var mislykkedes, og resultatet var blevet en selvudslettende rosa nuance, dybt nedsunket i afmagt og resignation. Netop derfor kom den splinternye hvide bluse, som tittede frem i halsåbningen, til at ligne en indiskret gæst til en vågenat. Et hårspænde holdt det tørre, gråsprængte hår på plads i en sjusket frisure. Hendes lemmer var kødfulde, og hun bar ingen ringe på de korte fingre. Hunden på halsen dannede tre, tynde furer, der mest af alt lignede årringe. Eller også var det mærker sat som tegn på, at tre ønsker var blevet opfyldt. Eller det var det nok ikke, tænkte han.

Bog 3, side 152

1Q84 er en af de bedste bøger, jeg har læst. Bogen tilhører den kategori, hvor det bliver svært for mig at komme i gang med den næste, fordi jeg ved, at den ikke kan leve op til standarden.