Som afslutning på sit show hoppede Charles Bradley ned fra scenen, gik ud blandt publikum og omfavnede en efter en. Mange kom myrende frem for at få et knus af stjernen. Men sådan er jeg jo ikke. Tilbageholdende som jeg er, blev jeg stående i baggrunden og ville lade de inkarnerede fans komme til, men mit søde smil var åbenbart dragende, for hvem myrede sig frem til mig? Charles!
 |
| Foto: A.B. Henneberg |
Jeg har for det meste holdt mig langt væk fra soul med James Brown in mente, men for et par år siden fik jeg ørerne op for genren, da der begyndte at lyde Daptone-toner i mit hjem. Og Menahan Street Band røg ind på min favoritliste.
Det hårde og brutale liv, som Bradley har haft, indtil han som over 60-årig blev "opdaget", afspejler sig i de tekster, som han i den smukkeste smerte synger ud akkompagneret af livsbekræftende trut og rytmer. Et par af numrene rørte mig meget og fremtvang våde øjenkroge, et enkelt kedede mig og et andet irriterede mig med alt for meget halleluja. Men alt i alt en nydelse af det unge band og Bradley's fremragende soulstemme og indestængte skrig.
Koncerten var på Musikhuset Posten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar