Denne søndag eftermiddag tilbragte jeg blandt 139 vine i Reihdars Vinklub. Jeg nåede kun at smage 52 af dem. Jeg kunne ganske enkelt ikke rumme mere, og det var kun ganske få af dem, jeg lod løbe i halsen.
Det var en sand vinsmagning:
Vinen bliver efter opskænkning farvevurderet, den bliver tumblet rundt i glasset, hvorefter næsen udfylder glassets åbning for at kunne få den fulde bouquet. Et indtag af væsken lader jeg skvulpe rundt mundhulen, samtidig med at jeg suger ilt ind gennem en smal åbning mellem læberne. Endelig kommer det svære: At spytte ud, uden at vinen løber ned ad hagen og i værste fald drypper på blusen.
Det var særdeles interessant at få lejlighed til at smage så meget forskelligt. Men favoritter er ikke sådan at vælte af pladsen.
Smagningen begyndte naturligvis med hvidvin, dernæst kom rosé og til slut de røde vine.
Jeg var nær ikke kommet videre fra Alsace-vinene. For det første elsker jeg det område, for det andet var det spændende rigtigt at kunne fornemme forskellen mellem de enkelte druer. Crementerne sprang jeg dog helt over. Så af de ni mulige, smagte jeg de syv, og på forhånd vidste jeg, at mine topscorer ville lande på Pinot Blanc og Gewürtztraminer.
Nyholmgaard Vin var repræsenteret. Da jeg gennem VinSmag havde stiftet bekendtskab med en del vine derfra, valgte jeg kun at smage på en hedvin (Passione) og tre frugtvine (to på kirsebær og en mousserende æblevin). Hvis jeg havde behov, ville de ryge i indkøbskurven. Selv den mousserende kunne drikkes med behag for mig.
Italienske hvidvine er jeg generelt ikke helt hooked på, men af de fem jeg smagte, var der en ganske god en - med friske noter af Golden Delicious æbler. Prisen var også god, men ikke til min pung.
Så kom jeg til Frankrig. Her måtte jeg prøve en crement lavet på 80 % chenin. No thanks. De to bourgogner var lige så triste, som jeg husker at hvide bourgognevine er, altså helt uden smagsforskelle. De fire hvide bordeauxer var fine og velafbalancerede - også sauternen med dens sødme.
Jeg smagte fire roséer. To italienske og to franske. Den ene franske fik bundpoint hos mig, og det var endda den, der var dobbelt så dyr som de øvrige. Det er altså ikke prisen, der smager hos mig.
Så blev det de røde vines tur. Jeg begyndte med de italienske, der er blandt mine favoritter. Udvalget her var fortrinsvis Amarone og Ripasso, som jeg oftest finder for smagfulde og kraftige. Jeg faldt straks for en ung og let Bardolino.
De franske vine var rigt repræsenteret, men jeg var ved at nå et mætningspunkt, og koncentrationen var også faldende. Det blev til enkelte smagsprøver fra Cahors, Langedoc og Provence samt en del fra Rhone og Bordeaux. Ved min smagning på vinene fra Rhone blev jeg klogere: De vine, som havde lagret på eg, "satte" sig på mine tænder. Jeg kunne godt være blevet hængende ved Bourgogne. De er i min smag. Der er desværre det ved disse vine, at de prismæssigt er dobbelt så dyre, som andre vine sådan i al almindelighed.
Reihdar, tak for en fin eftermiddag. Den var lærerig for mig, og jeg kommer gerne næste gang, du inviterer.
