Hope Springs

Instruktør: David Frankel
Skuespillere: Meryl Streep, Tommy Lee Jones, Steve Carell

Alting går sin vante gang for ægteparret Kay (Streep) og Arnold (Jones). Hver eneste morgen læser Arnold sin avis over morgenmaden, tager på arbejde, kommer hjem, ser sport på TV og tilbringer natten i sit eget soveværelse.
Kay, der er ansat i en dametøjsforretning, savner derfor noget nyt i deres 30-årige ægteskab. Arnold har ingen problemer med deres forhold, så det kommer som et chok, da Kay bestiller tid hos parterapeuten Dr. Benie Feld (Steve Carell). Hans praksis ligger i en idyllisk by i Maine, hvor Kay og Arnold rejser til for at komme de daglige rutiner til livs og genskabe den glød, der i sin tid fik dem til at forelske sig i hinanden.

Kino.dk

Der var ikke noget nyt under solen i denne film. Hvis man ved bare en lille smule om parterapi, kan man nikke genkendende til øvelserne her.
Jeg er ikke stor fan af Meryl Streep - tværtimod, men hun er sådan en, som er svær at undgå. Jeg tror aldrig, at jeg har set en film med hende, uden at hun græder, og det gjorde hun selvfølgelig også i denne film. Tommy Lee Jones er den person, der holder modet oppe på mig, så jeg ikke falder i søvn, hvilket jeg var ved nogle gange.

Long Lost Evil Sons of the Blues

Blues igen! Utroligt som blues er populært. Denne gang blev jeg fristet, fordi en masse af mine venner skulle til koncert med spisning. Vi skulle især se Poul folde sig ud med sin mundharpe - og det gjorde han. Det samme gjorde de andre gutter, og det var godt spillet, sunget, leget, pjattet ...
Og det var da lige til at komme i godt humør af her under vinterdepressionen tæt mod jul.

Ulrik Fromholt (sang og guitar)
Søren Bøje Larsen (guitar)
Poul Ewald (mundharpe)
Bo Gryholt (bas)
Rene Dam (trommer)

Daniel Lanois

Da jeg modtog Postens nyhedsmail om, at Daniel Lanois ville aflægge besøg, var jeg ikke i et øjeblik i tvivl om, at jeg måtte have billet. Det er ikke meget jeg kender til Lanois ud over hans album "Shine", og at han er noget ved musikken. Men han er et ikon, og det ville jeg ikke gå glip af i Odense.

Det første nummer, som han spillede, fik jeg ikke meget ud af, for mit fokus var et forkert sted: Bassistens tænder! Jeg troede, at det kun var min egen søn, der kunne have sådan et tandsæt. Det er meget specielt, og det er ikke rettet (hvorfor skal alt være så pænt, ensrettet og ucharmerende?).

Jeg kom dog tilbage til musikken. Lanois' sang med skift mellem fransk og engelsk gik lige ind, men også hans guitarspil kunne jeg kun falde i svime over. Normalt ville jeg synes, at lange guitarsoli er kedelige, men trommeslageren, der spillede eminent godt på sin egen stille facon, fik min følelse af rastløshed manet til jorden. Bassisten var ikke helt fremtrædende på scenen med instrumentet, til gengæld supplerede hans stemme fint Lanois'.

En fornemmelse af Neil Young strejfede mig under koncerten. Ved reseach viser det sig, at Lanois, der er om sig som producer, også har haft fingre i Young blandt mange andre, hvoraf kan nævnes U2, Peter Gabriel og Bob Dylan.

Jeg nød koncerten i stor stil, men jeg nåede aldrig så højt, at jeg ville kalde Lanois Gud, så jeg er vel nærmest på samme stadie som Simon Staun i Fyens Stiftstidende, der giver fem stjerner ud af seks.

Guitar og sang: Daniel Lanois
Trommer: Brian Blade
Bas og kor: Jim Wilson

De urørlige

Instruktører: Olivie Nakache, Eric Toledano
Skuespillere: Francois Cluzet, Omar Sy, Anne Le Ny

Philippe (Fracois Cluzet) er mangemillionær, bor i Paris' fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Driss (Omar Sy) er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto.
Da Philippe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss modvilligt jobbet og forventer at at få det kategoriske "nej", som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss' sarkasme og befriende mangel på medlidenhed.
De to oparbejder et usædvanligt venskab, som kommer til at udfordre deres respektive verdensbilleder.
Den franske feel good-komedie 'De urørlige' er baseret på en virkelig historie. ...

Kino.dk

Mine forventninger til filmen blev godt nok skruet højt op. Mens jeg stod i billetkøen, blev folk lukket ud fra en tidligere forestilling, og en af bemærkningerne, som jeg fangede var en mands, som meget højttalende sagde, at det var den bedste film, han nogensinde havde set. Måske er jeg svær at begejstre lige for øjeblikket, men jeg modererer mig i min udtalelse: Den var da meget god, sød og rørende.
Det, jeg noterer mig som væsentligt i filmen, er, at handicappede ikke vil behandles med medlidenhed - og at venskaber kan opstå på tværs af sociale skel.