Jan Olsen

m. Henrik Hylle og Poul Ewald

Det er som altid hyggeligt med selskabet i Beboerhuset Godthåbsgade, hvor der inden koncerten denne aften blev disket op med en sydafrikansk inspireret menu.

Jeg har oplevet Poul til mange koncerter - med Evil Sons of the Blues, men de spiller jo blues af 'værste' slags, så helt rørt er jeg aldrig blevet. Jeg har altid været overbevist om, at jeg kender en dygtig mundharpespiller, men så er det også det.

Denne aften ændrede alt: Mundharpespil kan være så fint og følsomt! og jeg fik et slag i hjertekulen. Pouls spil var virkelig smukt; han gav sig fuldt ud, og jeg tænker, at vi fik, hvad han havde i sig.

Olsen og Hylle leverede også fine sager, så aftenen var rigtig god at sige tak for.

Annika Aakjær

I skrivende stund er det en af de sidste i 2019. Det er således pænt lang tid siden, jeg var til koncert med Annika Aakjær på Kulturmaskinen.
Det var ikke en koncert, jeg selv havde taget initiativ til, men da jeg altid er nysgerrig på musik, "hjalp" jeg en af mine venner, da han ikke selv kunne gøre brug af sin billet.

Jeg undrer mig noget over, at jeg ikke overhovedet i tiden siden koncerten har opsøgt musikken, for det var en helt ok aften den i april.

Annika sang fint og var en rigtig god entertainer med en selvironi på dejlig nordjysk maner. Jeg gik imidlertid fra koncerten mere opstemt af hendes historier end af musikken.

For at hjælpe hukommelsen på vej har jeg nu gennemlyttet indtil flere numre i håb om at få en stemning frem.
Ét enkelt nummer fra koncertaftenen var meget tydeligt for mig. Desværre var det ikke selve nummerets skyld, men derimod introen til det. Et par stykker erindrer jeg svagt, men de er ikke noget at skrive hjem om. Det er ikke noget godt tegn!
Det betyder ganske enkelt for mig, at teksterne (trods idégrundlaget bag dem er gode) er for kedelige, og melodierne macher perfekt og har ikke noget særkende.

Tak for billetten.