onsdag den 22. juni 2016

Kerteminderevyen 2016



Trine Gadeberg, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Marie Mondrup; 
Peter Bom (musik), Frede Guldbrandsen (instr.)


Kaddeminde-sangen
 Tekst: Marianne Iben Hansen (supp. Svend Novrup)

1. Jeg har rejst - både syd, øst og vest
Buenos Aires, Berlin, Budapest
Det jeg ofte erfarer
I fremmede barer
Der er ... Kerteminde er bedst.

Jeg har set USA - oh my God
Deres frihedsgudinde er flot
Men helt ærligt, hun kan da
Ik' stikke Amanda
Det ved amerikanerne godt.

Men når lyset er slukket
Og øllen er drukket
Og blikket er sløret og dugget
Så ka' det minde
Om Kaddeminde.

2. Jeg var også i London en tur
For at se på lidt engelsk kultur
Og en dag tog jeg hen
For at se på  Big Ben
Men for hulen ... det' bare et ur!

Piccadilly var også et flop
Men ved London Bridge fandt jeg en pub
Der var udsigt til broen
Som hjemme på kroen
Og så gik humøret sgu op

For når lyset er slukket
Og øllen er drukket
Og baren er li'e ved at lukke
Så ka' det minde
Om Kaddeminde.

3. Jeg har slentret på Champs-Élysées
Det var ikke den store succes
Det' umuligt at skaffe
en or'ntlig kop kaffe
Espresso - hvad skal man med det?

Men jeg mindes dog stadig Justine
Og en nat med en hel masse vin
Ja, hun ku' virk'lig noget
Og bortset fra sproget
Så fandt vi vist nok melodien

For når lyset er slukket
Og vinen er drukket
Og kvinden hun nøj's med at sukke
Så ka' det minde
Om Kaddeminde.

4. Jeg tog helt over til Panama
For at se hvor de penge blev af
Der sku' ligge i skuffer
Men det var en bluffer
For dem fandt jeg slet ingen af

Min Amanda er'n skat jeg kan li'
Det er anderled's for alle de rig'
De smart' lagde skatten
i Panama-hatten
men nu er det gilde forbi.

Men når lyset er slukket
Og rommen er drukket
Og skatten behørigt er trukket
Så ka' det minde
Om Kaddeminde.