1. dag / Lørdag
Toget afgik fra Odense Banegård kl. 5.46. Mine rejsefæller og jeg havde været pænt tidligt oppe for at kunne støde til resten af selskabet, der skulle med Akademisk Rejsebureau til Albanien. Flyveren afgik fra Kastrup kl. 10.10, og med en mellemlanding i Wien var vi i Tiranas lufthavn, Nëne Teresa, kl. 14.20, hvor den albanske guide, Dennis, mødte os. Vi fik pladser i bussen, der skulle fragte os rundt i Albanien de næste dage.
Turen gik mod Tirana og den centrale Skanderbeg Plads,hvor vi i skønt solskin stod af bussen og begav os til fods rundt i storbyen.
Skanderbeg Pladsen er opkaldt efter nationalhelten, der var leder af kampen mod osmannerne i 1400-tallet. Pladsen er omgivet af det nationalhistoriske museum, der er præget af en socialistisk mosaik forestillende det albanske folk gennem tiderne - vist nok fra begyndelsen af 1960-erne, et kommunisthotel, operaen, det nationale kunstmuseum,
regeringsbygninger og Et'hem Bey-moskeen.
Det blev til et besøg i moskeen. Det var mit første i sådan en. Vi skulle af med skoene, men det blev det nu ikke mere andægtigt af. Det var en dagligstuestemning, der mødte mig.
Vi gik videre forbi pyramiden, som skulle have været Enver Hoxhas (socialistisk landsleder 1943-85) mausolæum, en af de 700.000 bunkers, som Hoxha lod bygge til beskyttelse af folket mod fremmede magter, lod os dupere af det smukke træ med navnet Judas, forbi Hoxhas villa, inden vi nåede Sky Tower, hvor vi kunne få en tiltrængt øl.
Fra Sky Tower havde vi den mest vidunderlige udsigt over Tirana med bjerge i baggrunden. Det varede lidt, inden jeg fandt ud af, at restauranten var i bevægelse, men da det gik op for mig, synes jeg godt nok, at det var underligt - ikke ubehageligt.
Efter aftensmad satte vi os i bussen og kørte igennem mørket ca. to timer mod syd til Berat, hvor vi blev indlogeret på Hotel Mangalemi.
2. dag / Søndag
Dagen begyndte med lektioner i skolegården, som lå nabo til hotellet.
 |
| Tak |
 |
| Skål |
Derefter gåtur mod byens centrum og en slentretur ad byens boulevard langs Osumi-floden.
Fra den nye bro betragtede vi den gamle bro (Gorica fra 1778) og Gorica- og Mangalemi-kvartererne med byhusenes særlige arkitektur,
Vi besøgte et Bed & Breakfast i et byhus, der var renoveret i den ottomanske byggestil, og hvor vi blev beværtet med lækker hjemmelavet syltet figen.
Og så gik det opad; 187 m på hvide limsten. Målet var fæstningen, som nedefra så øde og forladt ud, men som faktisk er et boligkvarter, Kalaja.
Indenfor fæstningens mure befinder sig ikke mindre end 13 små kirker og Onufri-museet.
Onufri var grundlæggeren af den anerkendte albanske ikonskole i 1550.
Ikoner, tja ... jeg kan ikke se forskel, og jeg blev ikke imponeret.
Vi var nok inde i fire af småkirkerne. Pudsigt. Det lignede ikke kirker - med undtagelse af den sidste, som med lidt fantasi godt kunne leve op til forventningen. Der var ikke fx intet interiør i bygningerne, men der var freskoer af ... Onufri eller hans elever.
Hen mod aften tog vi til vinsmagning hos Cobo i Ura Vajguore.
Vi fik rundvisning i produktionslokaler og lager, smagte to hvide og to røde vine plus den lokale raki. Raki er brændevin lavet på druer; denne var mørk pga. tilsætning af valnødder, som dermed gjorde noget ved smagen; den almindelige klare raki smager hen ad den italienske grappa og findes i forskellige kvaliteter.
3. dag / Mandag
Dagen starter, hvor livet slutter. I udkanten af Berat stoppede vi ved en begravelsesplads for alle uanset religion.
Vi kørte gennem Fier
og gjorde holdt for en kaffe- og tissetår på en velbesøgt tankstation, inden vi kom til Apollonia - en bosættelse, der førte os tilbage til tiden før Kristi fødsel. Der er ikke noget som sten fra den tid.
Jeg elsker arkitekturen, og tankerne om, hvordan det måtte være at leve dengang. Jeg behøver ikke at tænke nærmere på, hvordan stedet opstår, og hvorfor det forgår. Der var en smuk udsigt over en dal og 10 km helt ud til havet.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Gjirokastra, byen med de 1000 trapper. Her bliver vi indlogeret på Hotel Kalemi.
Inden aftensolen gik ned, fik vi en rundvisning på fæstningen, der bl.a. huser fængselceller, buede søjlegange, tysk og italiensk artilleri fra 2. verdenskrig
og en fantastisk udsigt over byens sølvgrå skifertage.
4. dag / Tirsdag
Åh, regn, regn til tider i kaskader ... og ingen paraply! Det lykkedes alligevel på forunderligvis at komme tørskoet gennem formiddagen, som begyndte med et besøg på det etnografiske museum. Det var vældig spændende dels at se indretningen med opdelingen sommer/vinter, som er specielt for området, dels at se et muslimsk hjem med særlige rum til mænd og kvinder. Bygningen, der husede museet var tillige Enver Hoxhas fødehjem, men den oplysning blev forbigået i stilhed.
Efter dette besøg slog vi et svinkeærinde for at se en obelisk og en fin udsigt over byen, forefter vi gik gennem de regnvåde gade til det gamle kommunisthotel. På hotellet indtog vi kaffe. Den sædvanlige gode espresso, der ikke bære præg af lokalitet, men som på alle andre steder verden over bliver brygget på maskine, leveret af et stort firma. I hotellet skjulte indre så vi en sal, hvor socialrealismens kunstner, Bashkim Izano havde lavet udsmykningen. I salen fik vi oplæsning fra en roman af Ismail Kadare. Ismail Kadare blev født i Gjirokastra.
Bussen hentede os, og vi begav os sydpå til halvøen Ksamil, tæt ved Qafë e botes, Verdens ende. Det er grænseovergangen fra Albanien til Grækenland. Her ligger Butrint Nationalpark, og efter at have indtaget en lækker fisk begav vi os ud i området i strålende vejr.
Nationalparken er et helt særligt område beliggende ved Otrantostrædet, Butrint-søen og Vivari-sletten. Vi vandrede igennem imponerende udgravninger fra den hellenistiske periode, den romerske storhedstid og op til middelalderens forfald. Området var så godt som urørt af turister. Vildt betagende. Jeg tænkte på Forum Romanum i 70'erne, hvor man endnu måtte gå rundt, hvor man havde lyst - der var stort set ingen afspærringer eller afgrænsninger - og ukrudt og træer voksede også, hvor det ville. Og der var ingen boder ... eller køer for den sags skyld. Her var skønt, fredeligt og smukt forfald.
Eftermiddagens timer gik hurtigt. Vi vendte næsen mod nord igen og blev indlogeret på et hotel i Saranda tæt ved strandpromenaden. Da aftenmadstiden nærmede sig gik vi til en restaurant, der lå på promenaden, medbringende vores egen vin (købt hos Cobo). Om det var sædvane at medbringe egen vin, eller om det var en særaftale, har jeg ikke styr på, men vinen var i hvert fald god til muslingerne.
5. dag / Onsdag
Tidligt op igen! Med udsigt til Korfu indtog jeg en lille del af den overdådige morgenmadsbuffet inden afgang fra hotellet. Dagen skulle byde på en smuk køretur langs kysten til Det Ioniske Hav.
Vi passerede den frugtbare have, tusinder af udgravede terrasser, der skulle selvforsyne Albanien med afgrøder efter Mao-forbillede. Oliventræer, citroner og ferskner vokser på skråningerne, om end mange træer blev fældet til brænde efter systemets kollaps.
Vi stoppede i Lukove, hvor Enver Hoxha deklarerede missionen.
Porto Palermo-bugten var tidligere utilgængeligt militærområde, men vi besøgte Ali Pashas slot til hans elskede (4. hustru) Vasilika. Herfra kunne vi skimte tunnellen, der skjulte skibe og russiske ubåde. Med 700.000 bunkere, tungt artilleri og en befolkning, hvor mænd som kvinder kunne håndtere skydevåben, var albanerne altid klar til kamp mod den kapitalistiske fjende.
I Llogara i 1300 meters højde nød vi udsigten og spiste frokost.
Senere nåede vi Vlora, hvor Ismail Qemal i 1912 hejste flaget for Albaniens uafhængighed efter det ottomanske riges 500 års herredømme.
I Durrës havde vi et kort stop til kaffe - eller øl - inden vi bevægede os til Tirana og en lækker middag hos Ilir på Juvenilja.6. dag / Torsdag
Afgang fra Albanien mod Danmark via München kl. 11.40. Ankomst Kastrup kl. 17.20.
