Polske prisvindere

Det er utroligt så intense kortfilm er. De første tre film er på hhv. 12, 19 og 30 minutter.

The Appointment (Kim Hee-Jung)
Anna er en ung pige, der går og drømmer om at blive skuespiller. Hu er genert, men beslutter sig alligevel en dag for at gå til en audition. Her møder hun den 40-årige erfarne skuespiller Ewa, der er læsepartner for de unge skuespilaspiranter, og de to kvinders møde forandrer Annas liv.

A Magnet Man (Marcin Wrona)
Gennem en visuel collage af animation, realfilm og brudstykker af familiefotografier og gamle tv-klip, fortælles historien om en far, der bliver så optaget af sit nye job som energiterapeut at han forsømmer sin familie, ikke mindst sin søn. Denne barndomsfortælling er baseret på instruktørens egen opvækst.

My Place (Leszek Dawid)
Romek er ung og arbejdsløs og bor i en lille polsk by. Han elsker at spille trommer og rejser til Warszawa for at søge arejde i musikbrancen, men hans besøg hos et pladeskab ender i fiasko. Romeks ven Staszek er begyndt at udleje et stykke jord til bungee-umpere og har ramt en guldåre med den forretning. Romek beslutter sig for at tage til Warszawa igen.

Paths of Hate (Damian Nenow)
The struggle. Its scale or the ideology that stands behind it is irrelevant. No matter of it is two people or a million. It only leaves scars - bloody traces, paths of hate

Odense Adelige Jomfrukloster

Gårdspladsen ved jomfruklosteret 

Odense Adelige Jomfruklosters historie går mere end 500 år tilbage. Anlægget er opført som en bispegård i 1504, og i 1700-tallet blev det indrettet som jomfrukloster, der varede ved indtil 1972. Nu er bygningen overtaget af Syddansk Universitet og har lagt mursten til en gennemgribende renovering.

I forbindelse med åbent hus var jeg på visit, hvor jeg kunne nyde de flotte rum. Der venter en spændende bog om klosterets historie udgivet af Realdania Byg, som jeg en dag må give mig i kast med, men indtil da disse indtryk:

Ringeklokke i trappeopgang

Afdækning, som konservatoren har lavet for at få viden om de historiske lag

Kælder

Denne - i dag noget ubehjælpelige - plasticlomme (nok fra 1970'erne), der ikke må fjernes, var i kælderen

Rum 208-209
Den blåmalede på døren illuderer tapet - fra 1770 (s. 84+144)

Arkaderummet
"Frihåndmalede arkader og søjler med neg i bånd og trompe l'æil hilmmel bagved" (s. 133)

Rum 213 b
Garderobe (s. 103)

Rum 203
Renoveret kakkelovn fra 1900-tallet (s. 84+97)

Rum 216
Linoleumstæppe, der var moderne i 1860

Rum 101
Beskrivelse: Brudekisten

Rum 101
Preben Gyldenstjernes våbenskjold i midt (s. 37)

Rum 101 - Store sal i vest
Bogskab

Rum 101 - Store sal i vest
Gavlkamin (s. 63)

Rum 103
Kineserier var ydet i 1700-tallet (s. 52)

Rum 104
Den oprindelige hovedindgang til Bispegaarden var i denne sal (s. 31)

Her til sidst vil jeg komme med et skulderklap til mig selv: Uanset billedernes kvalitet, så har jeg udvalgt de rigtige steder. Det er de samme motiver, som de proffessionelle eksperter har anvendt i bogen - som jeg i øvrigt ved sideangivelser henviser til.

Cypriotiske vine

Vinsmagning nr. 51 i vinklubben VinSmag

Jeg havde denne gang stået for at arrangere vores vinsmagning i VinSmag. Den 51. i rækken.
Jeg vil gerne prøve noget nyt og anderledes, hvis jeg kan komme afsted med det. Jeg havde derfor lavet en aftale med Mads Witt, der importerer vin fra Cypern via sit firma, Dancyp Vinimport i Rødding.

Arsinoe, Xynesteri, 11,5 % (8 ud af 10 stjerner)   

Island Vine White, Xynesteri, 11,5 % (8)   

Kamanterena Rosé, Lefkadha, 12,9 % (8)   

God til halumi (grillet ost)

Afames 62, Mavro, 12 % (8)   

Kamanterena Red, 

Carignan, Cab. Sauvignon, Lefkadha, 13 % (6)   

Island Vine Red, Mavro m.fl., 12 % (8)   

Stroumbeli Lefkadha, Lefkadha, 13 % (8)   

Vinen er ikke forstærket 

Commandaria Saint Barnabas, Xynesteri og Mavro, 15 % (6)

  

E.L. James: Fifty Shades

(1963-)

Engelsk forfatter

E.L. = Erika Leonard

Kærlighedshistorien, der vil forføre dig, besætte dig og blive hos dig for altid.

Anastasia Steel, 21-årig litteraturstuderende, skal interviewe den succesrige forretningsmand Christian Grey. Hun finder ham på en og samme tid uimodståelig og skræmmende. Efter deres første møde forsøger hun at slå ham ud af hovedet, men en dag dukker han op i det byggemarked, hvor hun er deltidsansat, og inviterer hende ud.
Den uskyldige Anastasia mærker til sin foruroligelse, at hun er stærkt tiltrukket af den karismatiske Grey. Hans advarsler til hende om at holde sig væk fra ham får hende bare til at begære ham endnu mere.
Grey er plaget af indre dæmoner og et ekstremt behov for kontrol. Da de kaster sig ud i et lidenskabeligt forhold, opdager Anastasia lige så meget om sine egne lyster som om Greys mørke hemmeligheder.

Fanget er første bind i trilogien Fifty Shades.

Bogens omslag

Det er en gåde for mig, hvorfor denne bog har fået så megen positiv omtale, men den har "Fanget" både unge og ældre. Af de kvinder, som jeg har talt med, der har læst bogen, er det de midaldrende kvinder, der har kedet sig mest ved læsningen og stillet sig kritiske. Det kan muligvis være de forkerte kvinder, jeg taler med, for i den aldersgruppe skulle bogen efter sigende være yderst populær. Kan det eventuelt være, at mine bekendte bevarer den sidste snert af rødstrømpebevægelsen og kvindefrigørelsen fra 70'erne?
Ingen mænd i min omgangskreds har indrømmet, at de har læst bogen, og godt for det. De skulle nødig gå hen og få ideer.
Jeg opfatter ikke mig selv som særlig snerpet, og det er ikke de maleriske sexscener, der gør, at jeg "minusser" romanen. Historien er i lighed med megen pornografi tynd, og sproget er simpelt med gentagelse efter gentagelse. Jeg græmmer mig over rammerne: De smukke veninder, der får gode eksamener, ønskejob derefter, drømmebolig og et broderpar til kærester. Den ene bror er den useendemæssigt perfekte mand med pungen i orden og særlige interesser ... plus naturligvis særlige tilbøjeligheder.
Der er kun et spændingsmoment i romanen: Får Miss Steel nogensinde lov til at røre Mr. Grey andre steder end hans kobberfarvede (hoved)hår?
Jeg skal ikke afsløre mere, for da bogen slutter godt for mig, ånder jeg lettet op, og beslutter, at jeg ikke skal læse de to næste bind. 

Leonard Cohen

Alene i Kongens Have sammen med 11.000 andre.
Kl. 20 indtog Leonard Cohen scenen, hvortil der var fint udsyn fra hele haven, hvis man vel at mærke ikke lige stod bag et træ. Med en halv times pause indlagt spillede han til i hvert fald kl. 23.30, og det blev til 30 numre ifølge sætlisten. Tænk, at den aldrende mand (næsten 79 år) kan holde en tryllebundet med sin sang og musik i så lang tid.

Foto: Johnny Wickmann

Jeg kunne dog ikke bevare koncentrationen fuldt ud under hele koncerten. Sådan er det tit, når man - som jeg denne aften - var henvist til de bagerste rækker. Men en ren nydelse var det. Cohen udstråler en fantastisk intens ro på alle måder, og den nåede også os, der stod længst væk.
Cohen's seneste album Old Ideas fra 2012 har jeg ikke lyttet meget til. De fire numre, som han spillede derfra - plus et par gamle for mig ukendte - var velkomne. Det var tæt på befriende ikke at skulle forholde sig til noget kendt.
Det var en aften, som kunne tåle gentagelse.

Stumper og stykker

Instruktør: Rufus Norris
Forfatter: Daniel Clay: Broken (2008)
Skuespillere: Eloise Laurence, Cillian Murphy, Tim Roth, Rory Kinnear

I 'Stumper og stykker' er sommerferien lige startet, da den unge pige Skunk bliver vidne til et overfald på sin gade og derefter drages ind i en konflikt, der vedrører alle beboerne i området.
Snart begynder beskyldningerne at flyve til højre og venstre, og Skunks sorgløse barndom synes pludselig forbi.
De ting, der normalt optager en teenagepige, såsom drenge og nye venskaber, må nu lide under de voksnes håbløse behandling af den voldelige begivenhed. Heldigvis er Skunk en stærk pige, der ikke sådan er til at slå ud.
'Stumper og stykker' modtog prisen for bedste britiske film ved British Independent Awards. I rollen som Skunks bekymrede far, Archie, ses Tim Roth, der er kendt fra så alsidige titler som 'Reservoir Dogs' (1992), 'Rob Roy' (1995) og 'Funny Games U.S.' (2007). Hovedrollen Skunk spilles af den debuterende Eloise Laurence.

kino.dk

Det er bare film
Sætningen var ofte i brug, da mine børn var mindre, og vi sammen så en farlig eller rørende film. En film, hvor vi måtte lukke øjnene, når det blev for uhyggeligt, eller en film, hvor vi måtte tørre tårer af kinden, når den nærmede sig slutningen.
Desværre bruger jeg aldrig sætningen mere.
Stumper og stykker er en hjertegribende film om tre vidt forskellige familier. Deres liv er sørgeligt med tendens til det trøstesløse. At grusomhed kan skildres så smukt, er sand kunst. Og jeg måtte både lukke øjne og tørre tårer.
Desværre er det ikke bare film.