Niceville

Instruktør: Tate Taylor

Forfatter: Kathryn Stockett

 

Der bliver røre i lokalsamfundet i 1960’ernes Mississippi, da den unge Skeeter interviewer Aibileen, en sort tjenestepige hos en af byens mest prominente familier. Byens elite ser Skeeters initiativ som en trussel mod tingenes tilstand. Imidlertid lykkedes det langsomt for Skeeter at få kontakt til flere sorte tjenestefolk, så hun kan fortælle deres historie og realisere sine forfatterdrømme.
© Scope




Niceville er ikke den type film, som jeg almindeligvis vil gå i biografen for at se. Det er den samme historie igen og igen, så den film kunne jeg godt vente med at se, til den engang bliver vist i tv. Imidlertid fik min gode veninde mig overtalt til en tur i biffen, og jeg fortrød bestemt ikke.

Jeg så nærmest hele filmen igennem tårer, fordi jeg blev så rørt over skildringen. Hvordan kunne (kan) man behandle sine medmennesker så usselt og nedrigt? Jeg blev grebet af den entusiasme, som Skeeter er i besiddelse af, og af det sammenhold og fællesskab, der langsomt vokser sig stærkt.

Når jeg tænker tilbage på filmen, er det solskin og klare farver, der dukker op, og det er elegante intrigante tøser, der bliver overgået af kvinder, der har kniven mod struben og dog med fatningen i behold.

Stærk film, som også skal ses, når den kommer i tv ... hvis.

Tribunehelte - en musikalsk hyldest til kvinden

Iscenesættelse: Ole Sørensen / Scenografi: Søren Glad

Medvirkende Rasmus Lyberth, Klaus Andersen, Rasmus Fruergaard, Erling Hjernø, Lars Simonsen, Claus Riis Østergaard, André Lundemann, Lars Lønnerup, Sanne Graulund

Mænd har følelser! Det fremgik med tydelighed af Tribunehelte på Sukkerkogeriet, hvor de otte skuespillere så eminent fremførte hver deres genre inden for kærlighedssange. Meget rørende og gribende.

"Søndag efter søndag står de der, de store flokke af mænd på stadion. I ét stort fællesskab synger de slagsange, opstemte og vittige, mens de råber og skriger. Når kampen er slut, forlader de stadion hver for sig og vender tilbage til hverdagen; til deres koner, kærester, mødre - eller ingenting.
Otte meget forskellige mænd bliver siddende tilbage på tilskuerrækkerne efter at kampen er slut. En smuk kvinde sætter sig ved klaveret og lokker mændene med sin musik. Gennem pop- og rocknumre og evergreens, gamle viser afslører mændene deres længsler for os med hver deres stemme - følsom, poetisk, morsom og rørende. Det handler om kærlighed - eller manglen på samme. Det handler om håb, drømme og skuffelser.
TRIBUNEHELTE er en gennemmusikalsk teaterkoncert - en hyldest til kvinden i enhver mands liv. For bag hver (tribune)helt står en heltinde. En mor. En kæreste. En kone. Eller den kvinde, han aldrig fik."

OdenseTeater.dk

  

Undskyld, jeg forstyrrer

Instruktør: Henrik Ruben Genz
Forfatter: Erling Jepsen

Det er ikke nemt at have en underlig mor (Lotte Andersen) og en far, man ikke ved, hvem er. Alligevel har Helene (Sara Hjort) ikke tænkt sig at give op, og hendes søgen efter sin ukendte far fører Sara til et lille, skrantende københavnsk teater, hvor et persongalleri af en anden verden har sin daglige gang.
Teaterdirektøren (Søren Østergaard), forfatteren (Nicolas Bro), divaen (Stine Stengade) og den erfarne skuespiller (Peter Gantzler) udgør det hårdt pressede persongalleri, der ad omveje også finder plads til Helene, der ikke nødvendigvis finder det hun søger, men noget helt andet.  
Kino.dk

Ingen stor film, men meget sød og charmerende på sin egen underfundige facon, og dét fik mig til at trække på smilebåndet indtil flere gange.
Slutscenen, hvor Helene og forfatteren går stiltiende sammen hen ad gaden, som det umage par, de er, er så medfølende og indforstået, at den griber en om hjertet.

Viva

En kold januar-aften fik jeg lokket min gode veninde med til Viva, der skulle spille på Dexter. Jeg var selv blevet lokket af Dexters beskrivelse i programmet:

Drøm dig til en aften ved det caribiske hav. Lad dig kærtegne af en mild brise, en brise med toner fra en fjern fortid af længsel og melankoli. Drøm dig til lyden af cubansk Son som ”la Tradición” foreskrev i halvtredserne. Som det lød - og stadig lyder - i ”La Casa de Trova”; inciterende og med et anstrøg af humor.

Viva spillede fint og indlevende, men jeg manglede de sydlige himmelstrøg, den lette påklædning, cigaren og ikke mindst mojitoen.
Jeg gik ikke fra koncerten i specielt opløftet stemning, så det blev ved drømmen.

Havana, Cuba - april 2011

Drømmen om endnu en gang at aflægge Cuba visit.

Poul Ørum: Kun sandheden (1974)

(1919-1997)

Poul Ørums værker er for det meste bygget op på hans egne oplevelser. Således skriver han i bogen, Ravnen mod aften, om kriminalassisten Jonas Mørck (som spiller hovedrollen i hans krimier): "Denne Jonas er, som alle retningsgivende romanpersoner, en afspaltning af mit væsen. En side af forfatteren i let idealisering, hvortil også hører en vis dæmonisering. Med det forbehold kan han nok kaldes et af mine alter ego'er, skønt næppe det der står mig nærmest".

Wikipedia

I en lille hyggelig og tilsyneladende ganske fredelig dansk provinsby myrdes en fordrukken journalist fra den lokale sprøjte. Kriminalbetjent Mørck og makkeren Ejnarsen fra Rigspolitiets rejsehold sættes på sagen. Efterhånden som efterforskningen skrider frem, bliver de klar over, at den lille hyggelige by i virkeligheden er uhyggelig rådden under overfladen. Lokale magthavere skyer intet middel for at hindre sandheden i at nå ud. Efterforskningen fører hurtigt til bladudgiveren Jørgen Brehmer og dennes kone, den pæne, tillidsvækkende - men noget neurotiske Ilse. Det bliver hurtigt tydeligt, at hun skjuler noget, men er det hendes familie, hun forsøger at beskytte eller prøver hun på at skjule sit eget dobbeltliv ...

Omtale på filmens omslag

En god gammeldags krimi af slagsen med en særegen kriminalbetjent i den centrale rolle og med morderen selv som et offer.